Forside > dansk med accent > politi-samtaler

Politi-samtaler under lup

Hvornår mener en politimand, at en ansøger af dansk statsborgerskab kan deltage ubesværet i en samtale på dansk? Afhænger det af, om udlændingens sprog er grammatisk korrekt? ”Nej” er svaret i et nyt forskningsprojekt foretaget af ph.d.-stipendiat og sprogforsker Christina Fogtmann, Københavns Universitet. Politiets bedømmelse af, om udlændingen kan deltage ubesværet i en samtale, hænger sammen med, om politimanden hjælper forståelsen på vej og af kemien mellem politi og ansøger. ”Undersøgelsen får konsekvenser for, hvordan vi i fremtiden skal teste”, mener Fogtmann.

Indtil for kort tid siden skulle alle, der søgte om dansk statsborgerskab, til naturalisationssamtaler hos politiet. På baggrund af denne samtale skulle politiet vurdere, om ansøgeren opfyldte det sprogkrav, loven foreskrev, nemlig at ansøgeren ”kan deltage ubesværet i en almindelig samtale på dansk”. Men hvornår vurderer politiet, at ansøgerne opfylder dette sprogkrav? Det spørgsmål satte sprogforsker Christina Fogtmann sig for at undersøge.

Ingen sammenhæng mellem kunnen og vurdering

Fogtmann har analyseret 24 båndoptagne samtaler mellem politi og udlændinge –amerikanere, tyskere, polakker, iranere, dvs. folk fra mange forskellige nationaliteter – og hendes konklusioner er interessante.

Hun viser i undersøgelsen, at der ikke er en sammenhæng mellem, hvor dygtig ansøgeren er til at konstruere grammatisk korrekte danske sætninger og politiets vurdering af, om ansøgeren deltager ubesværet i samtalen. ”Der er ganske enkelt ikke en systematisk sammenhæng mellem politiets vurdering og ansøgers grammatiske kunnen. Det er nemlig ikke nødvendigvis de ansøgere, der er dygtigst rent grammatisk, der vurderes som ubesværede samtaledeltagere. Og omvendt: Selvom ansøgeren ikke er god rent grammatisk, fører dette ikke nødvendigvis til en vurdering af besværet samtaledeltagelse” uddyber Fogtmann.

Derimod har den politiansattes adfærd under samtalen stor indflydelse på, hvordan vedkommende efterfølgende vurderer udlændingens sprogkunnen. Med adfærd menes ikke kropssprog og gestik, men derimod hvad den politiansatte helt konkret siger – og specielt hvordan vedkommende optræder, når der opstår forståelsesproblemer i samtalen.

”Politiets måde at samtale på er meget afgørende”, pointerer Fogtmann, ”det er tilsyneladende politiets måde at tackle forståelsesproblemer i samtalen på, som hænger sammen med, om de vurderer, at ansøgeren lever op til kravet om ubesværet samtaledeltagelde. Den politiansatte kan til enhver tid styre samtalen på en sådan måde, at samtalen i vid udstrækning bliver en succes i forhold til forståelsesetablering mellem ansøger og politi.”

Politiansatte har stor indflydelse 

Fogtmanns analyser viser således, at der var systematiske forskelle på, hvordan de politiansatte i besværede og ubesværede samtaler orienterede sig mod etablering af forståelse. ”I de samtaler, hvor ansøgeren efterfølgende blev vurderet som ubesværet, lod den politiansatte det passere, når der opstod forståelsesproblemer. Samtidig gjorde den politiansatte sig bemærkelsesværdige anstrengelser for hele tiden at etablere og markere, at forståelse var etableret. Modsat forholdt det sig i de samtaler, hvor ansøgeren efterfølgende blev vurderet som besværet. Her tydeliggjorde den politiansatte hver gang, der opstod et forståelsesproblem, og samtidig markerede den politiansatte kun sjældent når og at forståelse var etableret”, forklarer Fogtmann.

Den følelsesmæssige relation 

Sprogforskeren undersøgte også, om samtalernes udfald kunne siges at hænge sammen med den følelsesmæssige relation, der etableredes mellem politi og ansøger i løbet af samtalen. ”Her ser det ud til, at politiet vurderer ansøgers samtaledeltagelse som ubesværet, når der etableres en positiv og involverende relation mellem politi og ansøger i løbet af samtalen. I de samtaler, hvor ansøger vurderes som besværet, etableres denne relation ikke mellem politi og ansøger”, uddyber Fogtmann. ”Det tyder således på, at hvis der var en positiv følelsesmæssig relation mellem politi og ansøger, havde ansøgeren tilsyneladende lettere ved at bestå sprogkravet.”

Konsekvenser for andre test  

Konklusionerne fra denne undersøgelse får konsekvenser for alle tests, som foretages via samtaler – både naturalisationssamtaler, som her, men også andre sprogtests. ”Når to samtalepartnere taler sammen, har de begge indflydelse på samtalen og samtalens forløb. Samtaler er altså sam-konstruerede. Derfor har det afgørende betydning, hvordan både testleder og testperson indgår i samtalen i denne mundtlige testsituation. Man kan ikke hævde, at testpersonen alene bærer ansvaret for samtalens forløb og dermed testens udfald”, siger Fogtmann.

Hun foreslår, at testledere bevidstgøres om, i hvilken udstrækning samtaler er sam-konstruerede. Og at de bevidstgøres om, i hvilken udstrækning de færdigheder, der testes i en samtale, derfor også er færdigheder, testlederen er med til at konstruere.

En sådan bevidstgørelse kræver ifølge Fogtmann, at testledere konfronteres med udskrifter af samtaler, og introduceres for netop de mekanismer og betingelser forskningen i analyser af samtaler har udpeget.

Fogtmann mener imidlertid ikke kun afhandlingens resultater er relevante for test-samtaler – de er også i høj grad relevante for samtaler mellem modersmålstalende og andetsprogstalende generelt. ”Resultaterne peger på, at den modersmålstalende bærer et stort ansvar for, om en samtale mellem modersmåls- og andetsprogstalere bliver en succes.”

Christina Fogtmanns forskningsresultater er offentliggjort i ph.d.-afhandlingen: Samtaler med Politiet – Interaktionsanalytiske studier af sprogtestning i danske naturalisationssamtaler. Afhandlingen blev forsvaret fredag d. 22. juni på Københavns Universitet.