Dialekttræk
På denne side kan du læse om forskellige sproglige træk som karakteriserer og adskiller danske dialekter. Du kan læse om:
Fyn og Langeland
Hvor mange traditionelle dialekter findes der i Danmark – eller fandtes for 50 år siden? Svaret afhænger af hvor mange sproglige forskelle der skal være mellem to geografiske områder for at kalde dem for to forskellige dialektområder – med hver sin dialekt. Det kan illustreres med nogle eksempler:
På Fyn går der et helt bundt af udtalegrænser tværs over øen, fra nordøst til sydvest:
- Ord med langt e, ø og å udtales ie, ye og ue mod øst (f.eks. bien ben, Hye hø og tue tå), men med ej, øj (eller oj), og åw mod vest (bejn, høj og tåw).
- Mange ord med langt a udtales med almindeligt lyst a mod øst, men med mørkt a mod vest (f.eks. ase og tale).
- Mange ord med langt æ (f.eks. hæl) udtales med æ mod øst, men med aj mod vest.
- Ord som bide, nye, klude og stive udtales som tostavelsesord på Østfyn (bije, nyje, klywe, stiwe), men enstavelsesord på Vestfyn (bij, nyj, klyw, stiw).
- Mange enstavesesord med langt o (som ko, fod, ros, sol) udtales uden stød (men med en stigende tone) på Østfyn, men med stød på Vestfyn.
Disse sproglige forskelligheder mellem traditionelt Øst- og Vestfynsk gør tilsammen at man regner dem for to forskellige dialekter. Se kort over Fyn.
På Langeland findes der visse udtaleforskelle mellem Nord- og Sydlangeland:
- På Sydlangeland har man musikalsk accent (ligesom på Tåsinge og Ærø), men på Nordlangeland har man kun rester eller spor heraf.
- På Sydlangeland udtales a i visse ord (f.eks. ase og tale) med en å-agtig lyd, men på Nordlangeland er der kun nogle få, gamle spor af denne å-udtale.
Det er således muligt at skelne mellem nord- og sydlangelandsk dialekt, og langelænderne selv hævder at de kan høre forskel på nord- og sydlangelandsk. Men dialektforskerne har alligevel ikke delt Langeland i to dialektområder. Se kort over Langeland.
Navneordenes køn
Et af de træk der stadig varierer i dansk er køn, f.eks. om man siger en eller et hus. Men traditionelt set har kønnet varieret meget mere end det gør i dag.
Alle navneord har et køn. Det viser sig blandt andet når man sætter artiklen foran eller efter:
en dag – dagen (fælleskøn)
et hus – huset (intetkøn)
Man siger at dag er fælleskøn, og hus er intetkøn. Med latinske betegnelser: commune og neutrum.
Tre køn i gammelt dansk
For længe siden, i urnordisk sprog og i gammelt dansk sprog, havde man ikke kun to køn, men tre: hankøn, hunkøn og intetkøn (latin: maskulinum, femininum og neutrum). Man kan se de tre køn i gamle håndskrifter, f.eks. i et håndskrift af Eriks Sjællandske Lov fra omkring 1300:
Hankøn: thrællin, hæstin, domin (trællen, hesten, dommen)
Hunkøn: kunæn, næsæn (konen, næsen)
Intetkøn: barnæt, øræt, skipit (barnet, øret, skibet)
I de lidt yngre håndskrifter er den særlige hankønsform forsvundet og erstattet af hunkønsformen. Den form, fælleskøn, som vi har i rigsdansk i dag, svarer således til den gamle hunkønsform.
Tre køn i ømål
I mange af de traditionelle dialekter har man bevaret systemet med tre køn. Det gælder dialekterne på Bornholm, Øerne undtagen Ærø, og randområder af Jylland. Her udtaler (eller udtalte) man stadig hankønsartiklen med i. På traditionelt fynsk hedder det således i hankøn:
i daw, dawi (en dag, dagen)
i kat, katti (en kat, katten)
Ordet kat er hankøn, uanset om katten er en hunkat eller en hankat, og det hedder katti har fået unger, selvom det er en hunkat.
I gammeldags sprog kunne man henvise til hankønsord med ordet han og til et hunkønsord med ordet hun, hvor man nu ville sige den. Det hed dagi…han, men natten… hun (f.eks. natten hun er nu omme). Man kunne omtale en vej som han (jeg skal bare lige over ham), og en taske som hun (du kan stille hende dér). Det kan sommetider høres endnu i det fynske dialektområde.
To køn i jysk
I størstedelen af Jylland har man to køn, fælleskøn og intetkøn. I Østjylland er de to køn fordelt stort set som i rigsdansk, men i Vestjylland har man udviklet et helt andet system. Her er alle tællelige størrelser fælleskøn, og det hedder f.eks.:
en hus – æ hus – den hus (hus – huset)
en bord – æ bord – den bord (bord – bordet)
en barn – æ barn – den barn (barn – barnet)
Alt hvad der ikke kan tælles, dvs. masse og væske, er derimod intetkøn, og det hedder:
noget lyng – æ lyng – det lyng
noget sne – æ sne – det sne
noget vand – æ vand – det vand
Når vestjyder skal lære rigsdansk, skal de lære hvilke ord der er fælleskøn, og hvilke der er intetkøn på rigsdansk – akkurat som udlændinge skal.
Det vestjyske system er i øvrigt ikke helt fremmed for rigsdansk. Hér kan man også skelne mellem en øl, øllen, den øl (altså den tællelige flaske) og noget øl, øllet (den utællelige væske). Se kort over køn i dialekterne.
Det københavnske talesprog mistede tidligt de særlige hankønsformer – formentlig inden for perioden 1450-1600 – og det på trods af, at alle omgivende dialekter havde 3 køn. Forenklingen skyldes formentlig, at byen var præget af stor tilflytning og dermed af sprogblanding. Fra 1500 til 1625 regner man således med, at København voksede fra 5.000 til 25.000 indbyggere - på trods af, at byen i samme periode var ramt af 9 store epidemier. Blandt de mange tilflyttere har der både været sjællændere, skåninge og hansatyskere, og især de sidste kan have haft betydning for sprogforenklingen, i kraft af deres høje status. I deres Lübeckerdialekt hed det ên, mîn og sîn både i hankøn og hunkøn (i nominativ), og det kan have påvirket københavnsk. (En mere udførlig fremstilling af dette findes i Danske Folkemål 1999 side 79-105).
I lærd og højlitterær stil hørte det sig til at henvise med han og hun til omkring 1600. Det er i den forbindelse interessant at sammenligne de to forfattere Peder Palladius og Peder Syv. Peder Palladius var søn af en jysk skomager og vokset op med det vestjyske tokønssystem. Men i sine teologiske værker skrevet omkring 1550 henviser han ofte med han og hun, fx ".. at Verden skal forgaa aff Syndild, som hun forgick aff Syndfloden", hvor hun henviser til hunkønsordet verden. Han må enten have lært sig trekønssystemet, eller også må han have sat sin sekretær til at indføje han og hun på de rette steder. Peder Syv var derimod søn af en sjællandsk fæstebonde og vokset op med trekønssystemet og med henvisende han og hun. Men i et lærd værk skrevet omkring 1650 henviser han udelukkende med den. På dette tidspunkt var det gået af mode at skrive han og hun om ting og abstrakte begreber.
Stød
Tværs over Sjælland – fra Dybsø fjord til Præstø fjord – går én af de mest berømte udtalegrænser, stødgrænsen.
Stød er den lille "hikkelyd" som (i dialekter der har stød) gør at man kan høre forskel på f.eks. mand og man. I ordet mand er der stød, men ikke i ordet man. I nogle sjællandske dialekter har man det man kalder stødefterslag, dvs. en slags ekstra kraftigt stød - det kan man høre et godt eksempel på i nordsjællandsk, klik her.
Nord for grænsen har man stød i en stor mængde ord (de samme som i rigsdansk plus visse andre), syd for grænsen er sproget stødløst, og i grænsesognene har man variation, således at samme ord kan udtales snart med stød og snart uden.
Stødet er opstået i Danmark engang i fortiden – formentlig engang i senmiddelalderen – og har bredt sig til hele det nordlige Danmark, men ikke til det sydlige Danmark, herunder det sydlige Sjælland. Og stødet findes ikke i andre nordiske sprog.
Hvorfor opstod stødgrænsen?
Stødgrænsen på Sjælland følger en gammel kultur- og kommunikationsgrænse. Sydsjælland syd for grænsen hørte under kronen. Det var krongods indtil 1774. Men landet nord for grænsen hørte under de store godser (især Gavnø). I fællesskabets tid har kronbønderne haft fællesskab med de andre kronbønder og arbejdet sammen med dem, men ikke med godsejerbønderne. Og måske har de opfattet sig som en gruppe med en særlig identitet. Det kan være grunden til at de ikke tog stødet til sig.
I øvrigt var grænsen for krongodset engang klart markeret af en dyb og bred grøft, vildtbanegrøften, som Christian d. 4. fik gravet tværs over Sjælland for at afgrænse sine jagtområder mod syd. Vildtbanegrøften løb gennem sogne der nu er grænsesogne for stødet. Se kort med stødgrænsen.
