Hvad er forskellen på sprog og dialekt?
Der er altid en politisk og historisk baggrund bag at man kalder noget et sprog og noget andet en dialekt.
Ligesom grænser mellem forskellige dialekter er et spørgsmål om hvilke kriterier man definerer sit snit efter, er kriteriet for hvornår noget betragtes som et sprog og noget andet som en dialekt også en menneskelig beslutning. Der ligger ikke en naturlig grænse i sproget selv.
De sproglige forskelle mellem dansk og svensk er ikke større end at de i andre sammenhænge (f.eks. i en afrikansk eller asiatisk sammenhæng) ville blive betragtet som to dialekter af det samme sprog. Grænsen mellem f.eks. dansk og svensk er historisk og politisk bestemt, mere end den er sproglig. Det er Danmarks og Sveriges historier som adskilte og selvstændige nationalstater der er årsagen til at grænsen mellem svensk og dansk går ved Øresund.
Overgangene mellem sprog og dialekter skal forstås som et kontinuum, dvs. overgangene er gradvise. Helt overordnet har vi alle mennesker i verden og alle vores forskellige måder at tale på. Alle verdens sprog deler vi ind i forskellige sproggrupper (se sproghistorie) og i (national)sprog, som vi så igen inddeler i dialekter:
Verdens sprog ~ Nationalsprog ~ Dialekter
Det er vigtigt at huske på at et sådant kontinuum er et udtryk for vores måder at se på verden på. Det er os mennesker der gennem historien har lært os selv at betragte den sproglige virkelighed på denne måde, fordi vi gerne vil inddele og systematisere hvad der ellers kunne forekomme som et sammensurium af forskellige måder at tale på. Grænserne mellem forskellige nationalsprog, mellem nationalsprog og dialekter, og mellem forskellige dialekter, eksisterer dog ikke i verden som faste og entydige størrelser. Det er os mennesker der definerer dem. Det er historiske, sociale, kulturelle og politiske forhold der spiller ind. 
Hvad er forskellen på dialekter og standarddansk?
I Danmark er vi vant til at tænke på dialekt som noget der afviger i forhold til et standardsprog, nemlig til standarddansk. Standardiseringen af dansk inden for Danmarks grænser er en del af sproghistorien.
Historien om det danske sprogs standardisering er også historien om hvorfor det blev københavnsk der i praksis kom til at blive modellen for standarddansk (det som andre også kalder rigsmål eller rigsdansk). Det er den sjællandske og københavnske dialekt der blev modellen for først det skrevne standardsprog og siden det talte sprog. Den retskrivning der undervises i i alle skoler i hele landet, bygger på københavnsk. Derfor er det heller ikke så mærkeligt at mange københavnere ikke selv mener at de taler dialekt, for de er jo vant til at deres eget sprog er det "normale", dvs. det man lærte i skolen. Mange mennesker uden for København har dog haft en helt anden erfaring med standardsproget og sproget i skolen (se f.eks. om den dialekttalendes dilemma).
Regionalsprog
Mange dialektforskere mener at de helt traditionelle dialekter er døde og borte. Men selvom man ikke længere kan høre forskel på f.eks. nord- og syddjurslandsk, kan man godt høre at en person der er født og opvokset på Djursland taler jysk, og måske også østjysk. Der er nemlig stadig regionale forskelle på vores måder at tale på i Danmark. De (fra dialektforskerens perspektiv små) forskelle der er mellem f.eks. øst- og vestjysk har i dag mest med udtalen at gøre. F.eks. varierende intonation, tryk og stød. I stedet for at tale om dialektforskelle, kan man tale om regionale forskelle og regionalsprog. Nogle mener at regionalsprog er udtyndet dialekt.
Som begreb ligger regionalsprog et sted i kontinuet mellem standardsproget på den ene side og dialekter på den anden:
Standardsprog ~ regionalsprog ~ dialekter
Læs mere
Ejskjær, Inger, 1964: Regionalsprog og lokalt vestjysk regionaldansk. I Dialektstudier 7. København: Schultz.
