Unges sprog i København – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

dialekt.dk > Dialektforskning i Danmark > Projekter > Unges sprog i København

Udtalevariation og -forandring i københavnsk. En etnografisk undersøgelse af sprogbrug, sociale kategorier og social praksis blandt unge på en københavnsk folkeskole. (ph.d.-afhandling) [2007]

af Marie Maegaard, Afdeling for Dialektforskning på Københavns Universitet. 

Køn og etnicitet ser ud til at have betydning for sprogbrugen i det senmoderne København. Det konkluderer en ph.d.-afhandling fra 2007 om udtalevariation på en københavnsk folkeskole.

dialekt.dk har talt med Maegaard om forskningsprojektet og dets resultater.


Hvad ville du undersøge i dit forskningsprojekt?

Mit mål var at undersøge, hvordan unge på en københavnsk skole talte københavnsk, og hvordan sprogbrug og social identitet er forbundet. Jeg havde specielt fokus på forskellige udtaler af bestemte lyde i sproget.

I lidt ældre sprogundersøgelser var fokus på hvordan f.eks. kategorier baseret på social status, køn og alder havde betydning for sprogbrugen, og der var en tendens til at se kategorien som forklaring på sprogbrugen.

Min antagelse er, at de fællesskaber, mennesker indgår i til daglig, har stor indflydelse på hvordan de taler. Når man tilbringer meget tid sammen med en gruppe af mennesker udvikles fælles normer for bl.a. sprogbrug. Man udvikler fælles måder at gøre bestemte ting på – og derfor også fælles måder at tale sammen på. I sådan et fællesskab vil der være nogle man udviser samhørighed med og nogle man tager afstand fra, og dette viser man også sprogligt.

Hvordan undersøger man den slags i praksis?

Jeg fik tilladelse til at foretage undersøgelsen på en skole i København – i afhandlingen har jeg kaldt den ’Byskolen’. Byskolen er en stor københavnsk skole med 850 elever, og her var man altså villig til at lade mig følge skolens 9. klasses-elever. Jeg var på skolen i syv måneder, og her fulgte jeg eleverne i timerne, i frikvartererne, på idrætsdage, til skolefester osv.

Jeg havde brug for at finde ud af hvordan de sociale grupper, kategorier og praksisser var, og jeg havde brug for at undersøge de unges sprog. Derfor observerede jeg elevernes hverdag i skolen, og jeg interviewede en meget stor del af dem enkeltvis.

Kan man som udefrakommende umiddelbart se, hvilken social gruppe eller kategori den enkelte elev tilhører?

Det var helt tydeligt at eleverne fra 9. klasserne på Byskolen ikke var én stor gruppe. De var inddelt i mindre grupper, og de benyttede forskellige stilistiske træk, når de konstruerede identitet.

Mange ting kunne markere elevernes sociale identitet – eksempelvis om de røg eller ej, om de drak alkohol eller ej, hvilket tøj de gik i, deres fremtidsplaner, deres fritidsaktiviteter, deres fritidsarbejde og en række andre faktorer.

Alle disse elementer medvirkede til at markere den enkelte elevs sociale identitet. Mange af elementerne hørte sammen, sådan at hvis man for eksempel gik i poloshirt og spillede tennis eller klaver i sin fritid så, var man også ikke-ryger og havde planer om at gå i gymnasiet. Disse samlinger af elementer kaldes ’stilklynger’.

Nu er det ikke sådan, at elever, som benytter disse stilklynger, nødvendigvis har alle de karakteristika klyngen omfatter, men næsten alle elever har de fleste af disse karakteristika. Den gruppe af elever, som kan siges at trække på en bestemt stilklynge, kalder jeg for stilgruppe.

Hvordan var sammenhængen mellem klyngerne og elevernes udtale af bestemte lyde i københavnsk? 

I mine data ledte jeg efter bestemte udtalevarianter, som sprogforskere traditionelt har kigget på, når de har undersøgt københavnsk sprog, og samtidig så jeg på nye varianter, som ikke traditionelt har været undersøgt.

Det viste sig, at sprogbrugen varierede klyngerne imellem. En stilgruppe som ’nørdedrengene’ benyttede f.eks. færrest af ikke-standardvarianterne. Herover for stod at stilgrupperne ’udlændingepiger’ og ’seje etnisk blandede drenge’ brugte flest ikke-standard varianter.

Jeg inddelte også eleverne efter bredere sociale kategorier og fandt, at køn og etnicitet havde stor betydning for, hvor mange ikke-standard varianter de havde i deres sprog. Det viste sig at ’udlændinge-drenge’ og ’udlændinge-piger’ var de, som havde flest af de træk, jeg undersøgte. F.eks. er det sådan, at mens ’udlændingepigerne’ bruger en variant som ’ts’ for t, bruger ’udlændingedrengene’ i stedet varianten ’tj’. Pigerne siger altså ’tsina’ for ’tina’, hvorimod drengene siger ’tjina’.

Hvad viser disse resultater om udtalevariation og udtaleforandring i københavnsk?

Overordnet ser det ud til at ’udlændige-drengene’ og ’udlændinge-pigerne’ er de som er mest ekstreme i deres udtaler. Ved næsten alle de sproglige variable, jeg har undersøgt, har de flere af denne variant end de andre grupper. Kun kortvokalforlængelsen, som f.eks. i ’snarke’ for ’snakke’ eller ’grobe’ for ’gruppe’ er den eneste typiske dansker-variant.

Denne undersøgelse viser altså, at sprogbrugen varierer både med overordnede sociale kategorier dannet på baggrund af eksempelvis køn og etnicitet, og med de praksisser eleverne deltager i i deres dagligdag. Og at den ene beskrivelse nuancerer den anden.