Kodeskift – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

dialekt.dk > Kodeskift

Kodeskift

Når en dialekttalende skifter fra sin dialekt til standarddansk eller fra standarddansk til dialekt, kaldes det kodeskift. Det kaldes også for kodeskift, når brugere af dansk som andetsprog skifter mellem deres modersmål og andetsprog.

Hvad er koder og kodeskift?

Sprog kaldes for koder, dvs. dialekt er én kode, og standarddansk er en anden kode. Når man skifter fra en kode til en anden, taler man altså om kodeskift. 

Forskerne skelner desuden mellem to slags kodeskift: de bevidste og de underbevidste kodeskift.

Studerende ved Gamle KUA. © Alexander Ørstrøm Bjødstrup

Årsager til kodeskift

At en sprogbruger foretager et kodeskift og skifter fra dialekt til standarddansk og omvendt, kan skyldes flere forskellige årsager:

  • "Så modtageren kan forstå mig" 
    Dialekter kan skabe forståelsesproblemer.

    En dialekttalende kan eksempelvis ringe til en offentlig instans og være bange for ikke at blive forstået.

    Det får ham til fra samtalens start at droppe dialekten og i stedet tale en form for standarddansk så han er sikker på at modtageren forstår ham.

  • "Så jeg undgår negative reaktioner"
    Omverdenens reaktioner på den talendes sprog har konsekvenser. Kun meget få mennesker synes det er herligt at blive gjort til grin eller grint ad.

    Hvis den dialekttalende tidligere er blevet drillet eller latterliggjort på grund af sit sprog, kan disse oplevelser betyde, at hun for fremtiden undlader at bruge sin dialekt og i stedet skifter til standarddansk.

    Problemet er bare, at den dialekttalende også kan opleve negative reaktioner fra andre dialekttalende, hvis hun skifter fra dialekt til standarsdansk. Så er hun pludselig "fin på den". Vi kalder dette den dialekttalendes dilemma.

  • "Så jeg bliver betragtet som mere smart"
    Mange dialekttalende har klart fornemmet den nedvurdering af deres dialekt, som også kommer til udtryk i undersøgelser om sprogholdninger.

    Den dialekttalende ønsker ikke at blive betragtet som rar, men halvdum, langsom og landlig. Derfor kasseres dialekten.

  • "Så jeg bliver fri for at tale min dialekt"
    Den dialekttalendes egen holdning til sin dialekt spiller også ind.

    Hvis man vurderer sin egen dialekt lavt og standarddansk højt, er man mere tilbøjelig til at skifte sprog. Det kan jo også være, at man selv synes, at ens dialekt lyder grim og bevidst vælger den fra, fordi man ikke kan lide den.

  • "Så jeg gør ligesom alle de andre"
    Fordi den standarddanske dialekt bruges overalt – i skolen, på uddannelsesinstitutioner og i massemedierne lærer sprogbrugerne fra de er helt små at standarddansk er det "korrekte" sprog.

    Det sprog, man lærer i skolen og på uddannelsesinstitutioner, og som man altid hører i massemedierne, kommer man meget let til at betragte som "det rigtige dansk" og "det bedste dansk".

    Det siges ingen steder direkte, at tingene forholder sig sådan, men det vises. Og derfor vil mange sprogbrugere bestræbe sig på at efterligne dette sprog.
    Konsekvensen bliver, at man gemmer dialekten til kaffen hos tante Oda – hvis man overhovedet tager den frem der.

En ambitiøs gulerod eller en solidarisk nar?

Studerende ved Mødestedet på Gamle KUA. © Alexander Ørstrøm Bjødstrup

Ole Togeby formulerede følgende fyndige erklæring i artiklen "Kong Gulerod og Vatnisserne", da han skulle beskrive, hvorfor man bevidst kunne blive nødt til at vælge rigsmålet for at komme frem i verden:

”Det mest fornuftige en lærer kan gøre, det er at fortælle sine elever om denne verdens træskhed.

Vil du i verden frem, så forråd dit miljø og tal som de dannede, som pamperne, som dem der har magten!

Du har valget mellem at blive en ambitiøs gulerod og en solidarisk nar. Vælg selv!”. Kilde: Mål og Mæle nr.4, 1976, s. 8-13.