Fortæl os din historie – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

dialekt.dk > Kontakt > Fortæl os din historie

Fortæl os din sproghistorie

...og gør os klogere på dialekt-klimaet i Danmark. Dialekt.dk samler på sproghistorier fra mennesker rundt om i landet. Læs nogle af dem her og send os dit eget bidrag.

© Alexander Ørstrøm Bjødstrup

Vi er interesserede i at høre fra alle - dialekttalende, talere med udenlandsk accent og svenskere og nordmænd.

  • Oplever du, at du skal skifte sprog for at blive forstået og taget alvorlig?
  • Har du været i situationer, hvor du skammer dig over dit sprog?
  • Lever du dagligt med mere end et sprog? I hvilke situationer skifter du?

Skriv en mail til dialekt.dk@hum.ku.dk om din sproghistorie.


Nedenfor har vi samlet et udpluk af de mange modtagne historier.

Sønderjylland

Johannes Gram fra Randers

Jeg er født i 1937, og bor i Randers. Jeg er oprindeligt fra Sønderjylland og har haft en del oplevelse med dialekter. Jeg er født på en gård der lå på Skrydstrup mark i nærheden af Vojens.

I 1944 tog tyskerne mine forældres gård til flyveplads, og vi måtte flytte. Min far fandt en anden gård i Bølling ved Egtved, og her stødte jeg første gang på forskellen på dialekter. Her begyndte jeg i skolen få måneder efter at vi var flyttet dertil, og blev rigtig godt og grundigt mobbet for min dialekt, der jo var rigtigt sønderjydsk.

Fx hvis man sagde, det vil jeg ikke, hed det på sønderjydsk "de vel a it", medens de andre børn sagde, de "vel a æ". En le kaldte de en "hjøle", en trillebør som vi kaldte en "kåe", kaldt de en "kretbar".

Vi boede der i 4 år, så flyttede vi tilbage til Sønderjylland, og jeg begyndte i Styding skole, men igen blev jeg mobbet for mit sprog, som nu var dialekten fra Bølling, det gik nu hurtigt over.

Jeg boede i sønderjylland til 1956, da blev jeg indkaldt til soldat i Randers, hvor jeg stadig bor. Som soldat var der mange dialekter, fx var min sidekammerat fra Sæsing i nordjylland. Vi havde meget svært ved at forstå hinanden.

Som leder inden for byggeriet tilegnede jeg mig hurtigt Randers-dialekten, men den sønderjydske dialekt har jeg aldrig glemt, den bruger jeg stadig, når jeg taler i tlf. med min familie, eller når jeg er på besøg i Sønderjylland.

Ved et besøg for nylig var der en, der sagde, at han næsten ikke kunne høre, at jeg havde opholdt mig i Randers i 55 år, men det er ikke noget, jeg tænker over - det hænger bare ved.

Jan Berndt bosat i Greve på Sjælland

Mojn til de, der læser dette.

Jeg er 60 år og er født og opvokset i en dansksindet sønderjydsk familie. Som 20-årig flyttede jeg til København og har boet der samt i Greve lige siden.

Men jeg kan da stadig tale "æ sproch", som det engang blev talt i Aabenraa!
Da jeg kom herover i 1970 fik jeg noget af en overraskelse. Jeg forstod udmærket de indfødte, men de forstod ikke mig. Det blev jeg drillet med på den rare måde som amagerkanerne udviser. Bl. a. var det udtalen af bogstavet J, der voldte problemer.

Jeg kan huske, at jeg stod foran et spejl og øvede mig i at vride tungen. At vokalerne også kan have flere udtaler gav også udfordringer.

I dag taler jeg sønderjydsk med familien og i Sønderjylland, og rigsdansk herovre. Man kan godt høre, at jeg ikke er indfødt københavner, og det forsøger jeg heller ikke at lyde som.

Men de unge i Sønderjylland taler ikke sønderjydsk som mig. Det glider mere over i det rigsdanske/ jydske. Dengang jeg var ung i Aabenraa kunne man høre på de andre unge, hvor i landsdelen de kom fra: Als, Hellevad, Tønder, Aabenraa osv.

Sandheden er jo nok, at mit sønderjydske ikke har udviklet sig meget siden 1960'erne. Således er min dialekt et øjebliksbillede med mere end en generation på bagen.

Vendsyssel

En vendelbo på flyttefod, Jørn Skoven Pedersen, har sendt os følgende historie:

Mit navn er Jørn Skoven Pedersen, og jeg er 46 år. Jeg er for nylig flyttet til Sdr. Onsild efter at have boet 8 år i Aarhus og 15 år i Grindsted. Jeg er opvokset i Sydøstvendsyssel, i det min familie har flyttet rundt i området omkring Ø. Hassing, Melholt, Gerå, Aså og Dronninglund, da min far arbejdede ved landbruget i sine yngre år.

I mit hjem og hos min nærmeste familie og omgangskreds talte vi hele tiden dialekt, og det gør vi for det meste stadig væk, når vi er sammen.

Jeg blev meget tidligt opmærksom på, at der var flere slags sprog, idet en del af min familie boede i Aalborg, og her var det ikke på mode at tale "bondsk"!

Da jeg kom i skole i Gerå (7 klasser, ca. 125 elever) var der ikke de store problemer, idet alle kom fra landet, så vi talte alle dialekt. Værre var det med min klasselærer, der kom direkte fra Sønderjylland. Han havde en hård tid de første år.

Til gengæld var han med til at vække min sproglige bevidsthed, idet han allerede dengang gjorde os opmærksom på at dialekterne var ved at forsvinde, og at det var vigtigt at bevare vores dialekt, hvilket jeg har forsøgt efter bedste evne.

På en måde betragter jeg egentlig rigsdansk som mit første tillærte fremmedsprog. (Dette har jeg flere gange talt om med flere af mine gamle kolleger, og især de sønderjyske havde det på samme måde, blot kom tysk ind før rigsdansk!).

I øvrigt brugte læreren en del tid på at optage den frie samtale mellem os på bånd - gad vide om han stadig har dem?

I 6. klasse flyttede mine forældre til Aså, der blot lå 5 - 7 km væk, men her var det talte sprog mellem mine skolekammerater markant mindre præget af dialekt, selv om det var langt fra rigsdansk, og på trods af den korte afstand var dialekten en lille smule anderledes.

Denne større og større iblanding af rigsdansk blev naturligvis mere og mere markant efterhånden som jeg kom i realskole, på gymnasium og til slut på universitetet.

I min studietid boede jeg på kollegium en del af tiden, og her var det faktisk meget skægt at kunne tale "privat" med de øvrige vendelboer, og det var nok i løbet af min studietid, at min interesse for dialekter blev vakt. Siden da har jeg haft stor fornøjelse af at lytte til diverse dialekter og undres over, at selv små afstande kan betyde store forskelle i dialekten.

Vestjylland

Britta Kirkegaard Axelsen har sendt os følgende historie:

Jeg er vokset op i Ølgod og har tillige tilbragt meget tid hos min mormor i Kvong.

Min mormor talte bred jysk, som alle andre i Kvong og omegn, så jeg forstår det fuldt ud. Jeg taler det dog ikke selv i det daglige.

Jeg arbejdede en overgang i Ringkøbing. Der stødte vi tit på forskelligheder af ord. Fx var der tit diskussion om det hedder grum eller grumme. Jeg er vokset op med at grum var noget godt, de som var født omkring Ringkøbing og opefter, mente at det betød ond eller styg.

Og den så den sædvanlige: skal der sveskemos i bunden af citronfromagen eller ej. Hvis man er fra Nymindegab og ned efter – så ja. Men opad så var det bestemt nej, det havde de aldrig hørt om!

Men sum summarrum – vi fandt ud af, at skellet mellem ords udtale og betydninger går lige omkring bunden af Ringkøbing Fjord.

Jylland

Bodil Jepsen har sendt os følgende tanker:

HEJ.
Godt at se der er nogen, der sætter fokus på den nedvurdering, folk som taler dialekt ofte mødes med.

Jeg er selv opvokset med det jyske sprog, og med forældre og bedsteforældre, der aldrig fik tilegnet sig den rigsdanske tone. Til gengæld kunne de stave og formulere sig skriftligt bedre end mange med "by-sprog".

I mine yngre år talte jeg som regel noget rigsdansk-lignende, når jeg var ude blandt andre. Kun i familiens nærvær tillod jeg mig at holde ved min dialekt.

Når man så bliver ældre, ændres ens indstilling jo ofte, og også afhængigheden af hvad andre tænker om én. Jeg er derfor i dag vendt tilbage til dialekten. Jeg laver faktisk kun om på mit sprog, hvis jeg taler i telefon med folk, som jeg forventer ikke kan forstå mig.

At jeg har valgt at gå tilbage til den jyske tone er helt bevidst. Jeg er selvstændig købmand i en lille landsby, og har derfor ingen chef, der vurderer mig på mit sprog.

Til gengæld har jeg en masse skolebørn, som kommer stort set hver dag. Jeg håber at de engang, når de bliver ældre, vil kunne genkende dialekten, hvis de hører den, og forhåbentlig også forstå den.

At jeg så af og til møder sælgere og andet godtfolk ude fra samfundet, som ikke helt formår at skjule deres holdning til én, der taler så underligt - ja det er jo så bare ærgerligt for dem!

Lene Christensen fra Salling har fortalt os følgende historie:

Jeg hedder Lene Christensen, er 48 år, bosiddende på Salling, gift med en bonde og vi taler begge sallingbomål. Jeg er født midt på Salling, har boet her hele mit liv, undtagen en afstikker til Århus i syv år.

Da jeg flyttede til Århus, var jeg nødt til at lave mit sprog om - tilpasse det. Det havde jeg store vanskeligheder med, og det tog meget lang tid, inden jeg fik det lært, bare nogenlunde forståeligt.

Jeg talte "rigsdansk" på mit arbejde, og så snart jeg havde fri, talte jeg dialekt. Jeg syntes, det var så falsk, når jeg skulle lave mit sprog om; det var slet ikke mig.

Jeg kunne ikke udtrykke de samme ting, fordi jeg syntes ordene virkede helt forkerte. Og mange gange kunne jeg slet ikke finde et andet ord for et bestemt udtryk.

Jeg har gået på en del forskellige kurser, og her har jeg valgt at tale "rigsdansk", simpelthen for at blive forstået.

Jeg er ved at vænne mig til, at det er mig, der taler sådan i udvalgte "situationer", men dialekten er og bliver mit "modersmål." Og det er jeg stolt af.

Jeg synes, det er godt, der er et forum, hvor vi kan være fælles om vort sprog og de glæder/problemer, det medfører.

Samsø

Mogen Poulsen har fortalt os følgende historie:

Jeg hedder Mogens Poulsen, er 62 år gammel og bor 10 km. nord for Assens på Vestfyn. Den anden formiddag blev der hos Poul Friis på P1. Kl. 9 snakket om dialekter. Det var meget lærerigt og interessant.

Selv er jeg barnefødt på Samsø, og jeg har ialt levet 30 år af mit liv derovre. På Vestfyn er jeg nødt til at tale tilpasset "rigsdansk" for i det hele taget at gøre mig forståelig.

Her i nærheden bor en anden gammel Samsing, Poul Mahler på 79 år. Han flyttede fra Samsø i 1964. Når vi besøger hinanden, snakker vi Samsk. Det er som om, at sprogfællesskabet giver samtalen en større intimitet, nærhed og fællesskab.

Jeg vil næsten sige, at vi "holder frikvarter ", når vi er fælles om det Samske sprog. Vore familier ryster godlidende på hovedet. Poul og jeg snakker et særligt Samsk, der står i forhold til vor alder. Det samske sprog forandrer sig meget hurtigt og bliver iblandet "rigsdansk".

 

Svensk og norsk

Marc Volhardt om interskandinavisk forståelse:

Min historie går på, hvor intolerante danskere er, når det kommer til forståelsen af vore nordiske nabosprog.

Jeg er selv dansker og bor i øjeblikket i Island, hvor jeg mange gange er faldet i snak om sproglige spørgsmål.

Noget, som flere gange har slået mig, er islændingenes store kendskab til Danmark (og de andre nordiske lande), og dermed ligeledes til sproget. Selvøfølgelig har de dansk i folkeskolen, men de fleste taler eller forstår tillige norsk eller svensk, sidstnævnte i de fleste tilfælde bedre end dansk.

Samtidig fortæller en dame mig, at hun boede en overgang i Norge, hvor hendes danskkundskaber fra folkeskolen var nok til at kommunikere, og hun lærte sig norsk.

Da hun efter nogle år slog sig ned i Danmark, mødte hun en næsten konsekvent mur af engelsktalende danskere, når hun prøvede at kommunikere med dem (eller jeg burde vel sige "os", selvom jeg er stærk modstander af det). De svarede hende simpelthen på engelsk.

Sådanne lignende historier har jeg - desværre - hørt flere af heroppe. Jeg godtager selvfølgelig islandsk og færøsk, det er måske for meget at forlange, men norsk og svensk bør være forståeligt. Det er i hvert fald min mening.

I øvrigt en rigtig fin side, I har fået lavet her.