Det kønne(de) sprog

Følgende udtalelse stammer fra udenrigsminister Anders Samuelsen da han blev interviewet i P1 Morgen (d. 27. januar 2017) om lanceringen af en ny såkaldt ’tech-ambassadør’:

Udenrigsminister Anders Samuelsen © Udenrigsministeriet

... sådan en digitaliseringsambassadør han skal agere spydspids og han skal sikre os en strategisk og systematisk dialog med de toneangivende digitale internationale aktører som jeg har fortalt om her og han har jo hele systemet bagved sig altså han har jo de enkelte landes ambassader…

Udenrigsministeren skulle udtale sig om en endnu uspecificeret person, og valgte her at gøre brug af det mandlige pronomen ’han’ til at referere til den fremtidige ambassadør. 

På dansk ser vi det maskuline personpronomen 'han' blive brugt med generisk betydning, dvs. til at referere til en uspecificeret person. Ligesom navneordet ’mand’ også kan anvendes i sammenhænge, hvor taleren omtaler en uspecificeret gruppe, ”de kom to mand høj”, ”vi stiller fire mand”. Således kan udenrigsministerens brug af ’han’ som reference til den fremtidige digitaliseringsambassadør altså forstås som en ’neutral’ reference der både kan betyde han, hun og hen. Eller kan den?

Hvad sker der kognitivt, når personpronomenet ’han’ knyttes til ’digitaliseringsambassadør’? Er det muligt at vi med større sandsynlighed ser en mand i embedet end en kvinde? Eller en person der hverken identificerer sig som mand eller kvinde?

Actionfiguren He-man - navnet er et ordspil på det engelske 'human'.

Den amerikanske forsker Wendy Martyna kalder det ’he-man language’ når maskuline referencer universaliseres til at gælde for den samlede menneskehed. Feministiske lingvister mener at sådanne dobbelte betydninger af ’han’ og ’mand’ (specifikt og generisk) er et udtryk for den opfattelse at mennesker er mænd med mindre andet er angivet. En generisk brug af ’han’ er således et eksempel på hvordan ’uskyldig’ sprogbrug er funderet i det, mange i dag vil opfatte som et konservativt kønssyn. Man kan fundere over om generisk brug af maskuline referencer (det gælder også for diverse stillingsbetegnelser f.eks. ’formand’) subtilt medvirker til at favorisere mandens status i samfundet eller blot er neutrale og renset for deres kønslige associationer.

Hvad havde udenrigsministeren haft af alternativer til ’han’? Han kunne have gjort brug af passiv eller erstattet ’han’ med ’vedkommende’ eller ’personen’. Det danske sprog indeholder altså allerede former der kan omgå en universel brug af maskuline referencer. I Politikens nyhedshistorie om digitaliseringsambassadøren havde journalisten valgt løsningen ’han/hun’ hvilket er en hyppigt anvendt form i medierne. Normkritiske sprogaktivister ville her anføre, at denne løsning ikke er helt uproblematisk. Ved at benytte todelte kønsreferencer fastholder den sproglige form nemlig fortsat ideen om at køn er relevant i en given sammenhæng – her i sammenhængen med en fremtidig digitaliseringsambassadør – og at der alene findes to køn, et han og et hun. Queer-perspektivet på sprog skubber til ideerne om hvorvidt en binær kønsopdeling af verden altid er relevant og nødvendig.

I 2015 blev det kønsneutrale personpronomen ’hen’ en del af det svenske sprog, da Svenska Akademiens ordbog udkom med dens 14. ordliste over nye ord. I Danmark er der ikke på samme måde tradition for institutionelt drevet sprogforandring som i Sverige, men derimod en holdning om at sproget dikteres nedefra gennem sprogbrugernes hverdagsaktiviteter. At udfordre det kønnede sprog vil altså kræve en praktisk indsats fra sprogbrugerne – herunder politikere og medier.

Hvordan den kommende digitaliseringsambassadør stiller sig i forhold til kønsdebatten og sprogets rolle vides endnu ikke, men hen vil – ligesom læseren – have masser af muligheder for at påvirke det når hen fremover vil skulle referere til en uspecificeret person eller gruppe.

Kristine Køhler Mortensen