Julerente og julegave

Sådan fortæller en mand i 1960 om hvordan han fejrede juleaften som en ung karl på en gård omkring 1900. Denne aften var noget særligt: Karlene blev budt indenfor i stuen hos gårdmanden og hans kone, de fik god mad – en god kraftig kødsuppe med suppekød til – og de spillede kort om æbler og nødder. Og så fik de en julegave: fem cigarer hver! Juletræ nævnes ikke.

Beskrivelsen, der indgår i Ømålsordbogens samlinger, viser at juleaften på landet omkring 1900 adskilte sig på mange måder fra det vi kender i dag. Flæskestegen havde ganske vist holdt sit indtog hos landbofamilierne i 1860'erne sammen med komfuret, men juletræ og julegaver som vi kender dem, dvs. mellem familiemedlemmer, især fra forældre til børn, kommer først gradvis i brug fra omkring 1900. Når karlene fik cigarer, var det nærmere en videreførelse af en tradition for at tjenestefolkene på en gård fik en julerente, dvs. en gave der nærmere skal opfattes som en ydelse, en del af lønnen. Julerente bestod helt fast af brød, undertiden også andre madvarer. Og i mange tilfælde var julerenten uden tvivl et kærkomment og værdsat tilskud til lønnen.

Luksusbrød og mikmoskage

Det var ofte lidt luksusbetonet mad der indgik i julerenten. Det gjaldt også for brødet. Det var typisk et særligt brød: et stort, rundt, ret fladt brød, ofte pyntet med indrykkede figurer eller rosiner. Og så kunne det være af hvedemel i modsætning til det daglige brød af usigtet rugmel. I ældre tid var hvedebrød en luksusspise man normalt kun fik i høsten og i julen. På Sjælland (minus Nordsjælland), Møn og Lolland-Falster (og store del af Jylland) havde man ligefrem forskellige navne for de forskellige brød. Kun det daglige rugbrød kaldte man brød, hvedebrødet derimod hed kage eller hvedekage:

Tjenerne (dvs. tjenestefolkene) og husmænd fik æbleskiver og kage og brød i julerente, fortæller fx en meddeler fra Østsjælland, et af de steder hvor der indgik både et hvedebrød og et rugbrød i julerenten.

Den kage man fik til jul, kunne selvfølgelig hedde julekage. På Lolland finder man dog også den ved første øjekast noget gådefulde betegnelse mikmoskage. Første del af ordet, mikmos-, er dog bare en sammentrukket form af ordet mikkelmesse. Mikkelmesse er navnet på en gammel kirkelig festdag som falder den 29. september, og mikmoskage afspejler at brødgaven mange steder på Lolland ikke blev uddelt ved juletid, men derimod i forbindelse med høsten – ligesom på Falster.

Uanset om det var til jul eller høst, var det almindeligt at karle og piger tog deres brød med hjem på besøg hos deres familie, og det var kærkomment i småkårshjem hvor man ellers ikke ville have fået andet end grovbrødet. Også børnene på gården blev der tænkt på ved julebagningen. Ofte blev der bagt en julemand eller en julegris – et lille brød formet som en mand eller en gris.

Ost og julekage til jordemoder og degn

Julerenten blev ikke kun givet til tjenestefolkene. Gårdmanden gav også til andre der arbejdede for ham, fx en fast husmand, men også til landhåndværkere (fx smed, væver og skrædder), degn, klokker og evt. præst eller jordemoder: givet degnen sædvanlig julerente 1 ost og 1 julekage, noterede en nordvestsjællandsk bonde i 1817.

Julerenten til især tjenestefolkene var i høj grad formaliseret og fulgte bestemte regler, men skikken afspejler uden tvivl også et mere traditionelt og lokalt defineret forpligtelsesforhold. En kilde i Ømålsordbogens samlinger fortæller således at julerenten blev båret omkring til dem der på nogen måde hørte gården til. Julerenten siger med andre ord også noget om de sociale relationer og forpligtelser på landet før i tiden. I kraft af sin økonomiske stilling blev gårdmanden anset for at have et vist socialt ansvar, og ydelsen var samtidig med til at understrege de bånd der knyttede landbosamfundet sammen.

I takt med at landbosamfundet udviklede sig i retning af en mere rendyrket pengeøkonomi, ændrede julerenten også karakter. Traditionens økonomiske betydning blev mindre, men dens evne til at knytte sociale bånd kunne udnyttes på nye måder, fx i pengeøkonomien. Købmænd kunne nu finde på at give en lille gave til sine kunder, fx kirsebærvin, chokolade eller et spil kort, og denne gave blev visse steder i begyndelsen også kaldt for julerente. Det er også på dette tidspunkt julegaver til børn begynder at vinde frem, også i landbofamilier, dvs. langt senere end i den borgerlige byjul som vi kender fra Peters jul. En sejerøbo født 1892 mindes således: vi havde juletræ og julegaven den bestod af en appelsin. Julerenten forsvandt og blev til julegaver – men lever samtidig videre, nu blot under navnet julebonus.

Asgerd Gudiksen & Henrik Hovmark