Nye fællesskaber - nye sprog

I slutningen af 1800-tallet var det for alvor ved at være slut med det gamle landsbyfællesskab, hvor man kun sporadisk var i kontakt med folk fra andre steder i landet. På dette tidspunkt i historien var også bønderne ved at ændre adfærd.

Nye fællesskaber: Højskoler, foreninger og andelsselskaber

Man tog på højskole og mødte folk fra andre steder i landet. Man var aktiv i foreningslivet. Og derudover producerede man ikke længere kun til sig selv, men til et marked, og man var ofte medlem af andelsselskaber.

Det gamle landsbyfællesskab blev således afløst af nye fællesskaber – omkring andelsselskaber og omkring foreningsliv.

Disse fællesskaber var ikke nær så afgrænsede som landsbyfællesskabet. 

Fællesskaberne var dog stadig lokalt forankrede, og derfor var sproget her naturligvis også stadig lokalt præget.

Men det meget lokale sprog forsvandt langsomt. De mest lokale træk i sproget forsvandt først. De lokale dialekter begyndte at blive udtyndet.

Højskole og folkedans
Såvel dialekter som andre folkelige udtryksformer blev dyrket af højskolebevægelsen, for eksempel folkedans. Læs mere i denne klumme om hvordan dialekterne fandt plads i Højskolesangbogen.

Dialekt som hindring

I 1814 blev undervisningspligt for alle børn fra 7-14 år indført i almueskolen. I skolen blev de landlige dialekter betragtet som forkerte og uanvendelige sprog. Lærerne måtte derfor rette elevernes sprog, på sammen måde som man rettede stavefejl i elevernes stile.

Man mente at børnenes dialekter var hindringer i forhold til at lære at skrive og læse. For at lære et standardskriftsprog måtte man kunne et standardtalesprog. Det var tankegangen.

Distancering fra tysk

Under Anden Verdenskrig havde det danske sprog igen tæt kontakt med tysk, men denne gang skete der ikke nogen påvirkning fra tysk til dansk, som det var tilfældet flere hundrede år før med nedertysk. 

Tværtimod var der tydelige tegn på, at man ønskede at adskille sig så meget som muligt fra det tyske sprog.

I 1948 lavede man en retskrivningsreform, som afskaffede de store (tyske) begyndelsesbogstaver i navneord.

Ved reformen blev også datidsformerne ’kunde’, ’vilde’ og ’skulde’ afskaffet til fordel for ’ kunne’, ’skulle’ og ’ville’. Ligeledes blev også bogstavet ’å’ indført.