Vikingetid og tidlig middelalder 800-1100 

I disse år ændrede runeskriften sig, og alfabetet gik fra at indeholde 24 tegn til kun at indeholde 16 tegn, som til gengæld stod for flere lyde. Desuden skete der en række lydændringer i sproget, og der opstod efterhånden en østnordisk dialekt og en vestnordisk dialekt.

Det yngre runealfabet

Man mener, at navnet Danmark fra cirka 900-årene betegnede et område, som næsten var identisk med det Danmark, vi kender i dag, plus Skåne i Sydsverige og Slesvig i Nordtyskland. 

Runeskriften, som findes på sten fra denne tid, er anderledes end den tidligere runeskrift. Der var nu kun 16 tegn, og det betød, at ét tegn nu kunne stå for flere lyde.

Man kalder dette det yngre runealfabet. Overgangen fra 24 til 16 tegn skete dog allerede omkring år 700.

Yngre futhark

På billedet herover ses det yngre runealfabet med 16 runer.

Lydændring og dialektfremkomst

I løbet af Vikingetiden skete der en række lydændringer i sproget, og der opstod efterhånden en østnordisk dialekt og en vestnordisk dialekt.

Den østnordiske dialekt taltes i Danmark, det meste af Sverige og i sydlige dele af Norge. Den vestnordiske dialekt anvendtes i resten af Norge og senere på Island og Færøerne.

Østnordisk og vestnordisk

Den væsentligste forskel på den øst- og vestnordiske dialekt er det, sprogforskerne kalder monoftongering. 

Monoftonger betyder enkeltlyde. Og monoftongering betyder, at nogle lyde, som tidligere bestod af to, laves til én lyd.

I dansk og svensk begyndte man således i denne periode at sige ’ben’, ’løse’ og ’brød’, mens man i Norge holdt fast i at sige ’bein’, ’løysa’ og ’braut’.

En stor del af forandringerne startede i Danmark, og en del af dem nåede aldrig til Sverige.

Derfor opstod der også en dialektgrænse mellem dansk og svensk inden for det østnordiske sprogområde.