Dialektkort

Forklaring til kort 20

Udtale af ordet "jeg"

jæ (på Fyn også je, på Sjælland også jæj)

ja:

a (såkaldt ubrudt form uden j-)

æ (såkaldt ubrudt form uden j-)

Forklaring til kort 19

Udtale af ordet "ikke", i hovedtræk:

it (1), et (2), itj el. etj (3), ²i:tj (4), itte el. ette (5)

e't el. æ't - dog:

med sideformen æ´ el. e'

med æ´ el e' som dominerende form

med sideformen æ´d, æd' el.lign.

ældre e't, yngre itj

enjtj (A), ent (B), ent el. (ældre) entes (C), enjt (D), (²)in:jt (E), ²inj(:)t (F), ænte el. ænne (G), ente el. enne (H)

ønte

ekj el. ejk (I), ek (II)

Også andre steder bruges en form med -k- (ejk, ek, ekke), men da til særlige understregninger el. i bestemte forbindelser (ek-ejer = ekke heller, mv.)

Forklaring til kort 18

Til rigsmålets endelser -ede og -et (i ord som "hoppede, hoppet") svarer:

-e

-e el. -eð

-et

-e (på Fyn også -et i participium)

-er

-er (men yngre -e)

-er el. -et

-aða hhv. -að

Forklaring til kort 17

Til rigsmålets (skrevne) -r (i ord som "sær, bær") svarer i alm.:

-r (men i nutidig dialekt alm. svækket til æ-, ð- eller å-lignende vokal, jf. rigsmålet)

do., men ofte helt bortfald efter kort vokal

i reglen bortfald efter kort vokal; udvikling af diftong efter lang vokal (se kort 7 og 8)

-r (f.eks. bå´r = barn)

-dn (f.eks. badn = barn)

-n

-n eller -rn

Forklaring til kort 16

Til rigsmålets (stavemåde) -id (i ord som "vild, falde") svarer:

-l

-lj (med en let j-lyd)

-lj (med en kraftigere j-lyd)

-jl

Til rigsmålets (stavemåde) -ng (i ord som "seng, fange") svarer i alm. samme udtale som på rigsmål, dog

i dette område svinder ng-lyden eller bliver til w eller j, men nasalerer vokalen foran (ligesom -nd på kort 15)

Forklaring til kort 15

Til rigsmålets (stavemåde) -nd (i ord som "vand, finde") svarer:

-n

-nj (med en let j-lyd)

-nj (med en kraftigere j-lyd)

-j (el. -nj) med nasalering af vokalen foran (som kendt fra fransk)

-j

j eller helt bortfald af nd, og med nasalering af vokalen foran

-j, men kun i stillingen efter bagtungevokal (u, o, å, a) og før -er, en, -el (f.eks. hajel = handel, ajers = Anders)

Forklaring til kort 14

Modsvarigheder til rigsmålets 'bløde' d:

"blødt" -d

"blødt" el. stemt -d

-j

-j, men kun efter vokalen u (f.eks. u'j = ud)

-r (i yngre dialekt ofte svækket til vokal, jf. forklaringen til kort 17)

lyden er helt bortfaldet

-r (mv.) efter kort vokal; i reglen helt bortfald efter kort vokal

-t, -r el. "blødt" -d efter særlige regler

Specielt som slutlyd (f.eks. i "fod") er der tendens til bortfald

Forklaring til kort 13

Til skriftsprogets g (i f.eks. "søge" og "bleg") svarer:

"blødt" -g

"blødt" -g inde i et ord, -ch som slutlyd (f.eks. sø:ge, sø:ch = søger, søge)

-ch

-g, -j

-j efter fortungevokal (e-, ø- osv.), -w efter bagtungevokal (o-, a- osv.), (f.eks. ba:w, sa:wer = bage, sager)

-j efter fortungevokal (e-, ø- osv.), -w efter rundet bagtungevokal (o-, å- osv.), bortfald efter a- (f.eks. ba:, sa:er = bage, sager)

-k, -ch el. "blødt" -g efter sædvanlige regler

Forklaring til kort 12

Til rigsmålets -b (i f.eks. "tabe", "skib") svarer:

-w

-v

"blødt" b (det lyder som en mellemting mellem b og w)

(stemt el. ustemt) -b

-v inde i et ord, -f som slutlyd (f.eks. ta:ve, ta:f = taber, tabe)

-f

Forklaring til kort 11

Svarende til rigsmålets v-bruges:

´) om hv-ord, se spec. nedenfor

Svarende til rigsmålets stavemåde hj- og hv- (i ord som "hjem, hvad") anvendes:

Forklaring til kort 10

Foran fortungevokal (i, y, e, ø, æ, ö) udsættes k- og g- for en svagere el. stærkere palatalisering:

Forklaring til kort 9

i', y', u' (i ord som "tid, syn, hus") erstattes af:

itj, ytj, uk

ik, yk, uk el. ich, ych, uch

ik(j), yk(j), uk(w)

ikj, ykj, u(j)k

e', ø', o' (i ord som "se, køer, fod") erstattes af:

-

ekj, økj, okw (el.lign.) (f.eks. jokwer = jord)

-

Stød på i:, y:, u: (sjældnere også e:, ø:, o:) medfører i dele af Jylland såkaldte klusilspring, i det stødet erstattes af lyd som -k, -t, -ch:

Forklaring til kort 8

Til rigsmålets lange lyd æ:, a:, å: (i ord som "læse, male, måne"), svarer i alm.:

æ:, a:, å:

æ:, a:, o:

æ:, a:, o:, dog diftongering i forbindelse med opr. -r: æ:r > eæ, å:r > oa (f.eks. goa = gård)

æ:, å:, o:

æ: (el. æe), a: (el. åe), ue

det samme, men tendens til mere o-agtig start i sidste diftong

aj, a:, åw

eå, a: oa

Forklaring til kort 7

Til rigsmålets lange lyd e:, ø:, o: (i ord som "dele, bøde, skole") svarer i alm.:

e:, ø:, o: (i Sønderjylland dog diftongeret i retning af ej:, øj:, ow:)

ie, ye, ue

ie, ye, ue el. je, jø, wo

i:, y:, u:

Delabialisering: ø(:) er i dialekten udviklet til e(:), så der ikke skelnes mellem de to lyde (f.eks. le'g = løg, sester = søster)

i:, y:, u:, dog diftongering i forbindelse med opr. -r:
ø:r > yø, øð el ye
e:r > iæ, eæ el. ie
o:r > ua, oa el ue
(f.eks. jua, joa = jord)

ie, ye, ow

det samme, men tendens til mere e- hhv. ø-agtig start i de to første diftonger

eje, øje, owe

æj:, oj:, ow:

Forklaring til kort 6

Til rigsmålets lange lyd i:, y: u: (i ord som "vise, hyle, pude") svarer:

i:, y:, u:

ij:,yj:, uw: (med glidning)

svagere tendens til glidning i Jylland: i(j):, y(j):, u(w):, på Vestsjælland i(j):, y(j):, u:/uw:, på Sydfalster i(:), y(:), u(:)

i(j):, y(j):, yw:/øw: (el.lign.), på Møn og Lolland-Falster ofte kort i, y

om klusilspring, se Kort 9

Delabialisering:

y(:) er i dialekten udviklet til i(:), så der ikke skelnes mellem de to lyde (f.eks. si'g = syg, killenger = kyllinger)

Forklaring til kort 5

Ved apokope forstås bortfald af tryksvag vokal sidst i ordet, feks. "komme".

Linjerne A-A og B-B danner grænser mellem områderne med apokope, mulighed for apokope og ingen apokope

Lange stemte (konsonanter) opstået ved jysk apokope (f.eks. kom:) bevares i alm., dog:

gennemført afkortning (> kom)

svagere tendens til samme (evt. kun i bestemte ordtyper)

stærk tendens til at længden overføres på foregående vokal (> ko:m)

svagere tendens til samme (evt. kun i bestemte ordtyper)

tendens til afkortning i nogle ordtyper, overførsel til vokallængde i andre

Forklaring til kort 4

Vestjysk stød:

foran -p, -t, -k i oprindelige tostavelsesord (f.eks. ho'p = hoppe, ha't = hatte, ban'k = banke)

spor af det samme

kun vestjysk stød på bestemte lyde: v = kun på vokal (f.eks. ho'p = hoppe), k = kun på konsonant (f.eks. ban'k = banke), v+(k) = kun på vokal og visse konsonantforbindelser

Speciel østgrænse for vestjysk stød i ordet "ikke": æ't, æ' mv. (jf. Kort 19)

Forklaring til kort 3

Fællesdansk stød:

Mod nord og vest har dialekterne stød; mod syd og øst er de stødløse

Stød stort set som i rigsmålet (f.eks.: so'l, hjem', hal's)

Stød stort set som i rigsmålet, dog ikke i forbindelsen stemt + ustemt konsonant (dvs.: so'l, hjem', men hals, kant, kamp). På Fyn kan der i nogle typer af ord være et kort, stigende toneforløb i stedet for stød (fx ´gris, ´Fyn, ´kniv)

Stød stort set som i rigsmålet, dog tillige kortvokalstød (f.eks.: kø'kken, bri'ster)

Manglende stød (dvs. so:l, hjem, hals)

Manglende stød; til gengæld tonal accent (hvor acc. 1 (¹) svarer til rigsmålets stød, mens acc. 2 (²) anvendes i gamle tostavelsesord (f.eks. ¹hu:s = hus, ²hu:s = huse)

Manglende stød; tonal accent som i Østsønderjylland; men alle ord med oprindelig lang vokal har her fået acc. 1 (f.eks. ¹hu:s = huse)

Forklaring til kort 2

Grammatisk køn:

3 køn (hankøn, hunkøn, intetkøn) f.eks. i mand, en kone, et barn

2 køn (fælleskøn, intetkøn) f.eks. en mand, en kone, et barn

Overgang i nyere tid fra 3 køn til 2 køn

2 køn, alle ord for noget tælleligt er fælleskøn (en hus, den hus), alle ord for stof er intetkøn (noget jord, det jord)

Kendeordets placering:

mod øst efterhængt kendeord: "manden"; mod vest foranstillet kendeord: æ mand (som på engelsk)

Bøjning af tillægsord:

mod øst bruges intetkøn af tillægsord: "et stort hus, huset er stort" (i Vendsyssel dog kun i forbindelser som "huset er stort"); mod vest bruges grundform: "en/et stor hus, huset/æ hus er stor"

Forklaring til kort 1

De vigtigste danske dialektområder.

Jysk

Nørrejysk

Sønderjysk

Østjysk

Vestjysk

Ømål

Østdansk