Sproghistorie

Det danske sprog har altid forandret sig. Og det danske sprog har altid været under påvirkning fra fremmede sprog.

Den første stærke påvirkning udefra begyndte i den sene middelalder med nordtyske dialekter. Det såkaldte nedertysk. Og senere i 1600-tallet kom påvirkningen fra højtysk. I 1700-tallet havde fransk en stærk indflydelse på det danske sprog. Og i 1900-tallet var og er det først og fremmest engelsk som påvirker dansk. I hele perioden har dansk modtaget ord fra latin og græsk.

Fremmed påvirkning af det danske sprog er altså ikke et nyt fænomen. Og det er heller ikke nyt at nogle er bange for udviklingen og forudser at det danske sprog vil uddø i løbet af få år. Dansk har imidlertid været påvirket udefra altid, og ingen vil vel være uenige i, at det stadig er et sprog som er tydeligt afgrænset i forhold til andre sprog.

Denne side er bygget op så man kan læse om den danske sproghistorie som én lang historie, men man kan også via hyperlinks herunder klikke sig frem til den bestemte periode man er interesseret i.

Teksten er i hovedtræk referat af Inge Lise Pedersens glimrende gennemgang af "Det danske sprogsamfunds historie" i Dansk Sproglære. Dansklærerforeningen 1996.

• Jernalder og vikingetid 200-800
• Vikingetid og tidlig middelalder 800-1100 
• Middelalder 1100-1550
• Det ældre nydanske samfund 1550-1700
• Oplysningstiden 1700-1800
• Nationalisme 1800-1900
• Nye fællesskaber - nye sprog
• Efterkrigstid 1950-
• Engelsk i dansk

Jernalder og vikingetid 200-800

Nogle af de første danske ord vi kender til, er skrevet med runer på skjoldhåndtag fundet i Illerup Ådal i Jylland og dateret til ca. år 200. 

Ordene på skjoldet var ikke dansk i moderne forstand, men et sprog som var fælles for hele Norden.

De nordiske sprog udspringer af den germanske sprogfamilie. Og den germanske sprogfamilie har rødder i indoeuropæisk.

Se på tegningen af sprogtræet, hvilke sprog der - som dansk - er udsprunget af indoeuropæisk.

Alt hvad der er overleveret fra 200-800 er skrevet med runer. Runeskriften bestod af 24 tegn, og kaldes det ældre runealfabet eller den ældre futhark (futhark efter runerækkens første 6 runer). Forskerne mener at denne runeskrift opstod i perioden ældre romersk jernalder. I denne periode var der tætte forbindelser mellem germanerne i nord og Romerriget mod syd. Germanerne importerede både brugsting og håndværksmæssig kunnen fra Romerriget, blandt andet det at skrive.

I begyndelsen af det danske sprogsamfunds historie var det nordiske område endnu ikke opdelt i flere klart adskilte dialekter. Der var tale om et fællesnordisk sprog, og de tidlige indskrifter, som findes fra området er skrevet på det samme sprog. Teksterne bestod af korte indskrifter på træ og metal.

På billedet herover ses runerækken, futhark, med 24 runer. 

Vikingetid og tidlig middelalder 800-1100 

Man mener at navnet Danmark fra cirka 900-årene betegnede et område som næsten var identisk med det Danmark vi kender i dag plus Skåne i Sydsverige og Slesvig.

Den runeskrift som findes på sten fra denne tid er anderledes end den tidligere runeskrift. Der var nu kun 16 tegn, og det betød at ét tegn nu kunne stå for flere lyde. Man kalder dette det yngre runealfabet. Overgangen fra 24 til 16 tegn skete dog allerede omkring 700.

Futhark 16 runer.

I løbet af Vikingetiden skete der en række lydændringer i sproget, og der opstod efterhånden en østnordisk dialekt og en vestnordisk dialekt.

Den østnordiske dialekt taltes i Danmark, det meste af Sverige og i sydlige dele af Norge. Den vestnordiske dialekt anvendtes i resten af Norge og senere på Island og Færøerne.

Den væsentligste forskel på den øst- og vestnordiske dialekt e r det sprogforskerne kalder monoftongering. Monoftonger betyder enkeltlyde. Og monoftongering betyder at nogle lyde som tidligere bestod af to, laves til én lyd. I dansk og svensk begyndte man således i denne periode at sige ’ben’, ’løse’ og ’brød’, mens man i Norge holdt fast i at sige ’bein’, ’løysa’ og ’braut’.

En stor del af forandringerne startede i Danmark, og en del af dem nåede aldrig til Sverige. Derfor opstod der også en dialektgrænse mellem dansk og svensk inden for det østnordiske sprogområde.

Middelalder 1100-1550

Indførelsen af kristendommen i slutningen af 900-tallet betød også en gradvis indførsel af latinsk sprog og skriftkultur. Latin blev det religiøse, lærde og især administrative sprog. Runeskriften blev fortsat brugt epigrafisk – også i kirken, og man skrev både dansk og latin med runer. I perioden frem til ca. 1300/1400 levede de gamle runer og de latinske bogstaver fortsat side om side, men efterhånden som samfundet blev stadig mere skriftligt og man begyndte at bruge de latinske bogstaver til dansk sprog, gik runerne af brug.

Jyske lov fra 1241 er skrevet på dansk – på folkesproget – og ikke på latin. Ellers var den ældre middelalder 1100-1350 overvejende et mundtlig offentlighedssamfund – dog med en begyndende skriftlig administration (kongebreve og testamenter) og skriftlig lovgivning.

Der skete mange kulturelle forandringer i Danmark i løbet af middelalderen, og med til forandringerne fulgte behov for nye ord. Mange af disse ord blev optaget fra andre sprog. Ord vedrørende kirken, som ’præst’, ’kirke’ og  ’biskop’, lånte man ind i dansk fra oldengelsk. Disse ord stammede længst ude fra græsk.

Også ord fra uddannelsesområdet, blandt andet ’skole’, skrive’, ’pen’ blev lånt fra andre sprog. I dette tilfælde latin hvorfra man også lånte ord som ’kansler’, ’nonne’, ’kloster’, ’tegl’ og ’rose’.

I løbet af middelalderen påvirkede det (neder)tyske sprog i høj grad det danske sprog. Årsagerne til denne påvirkning var blandt andet tyske adelsslægter, som indvandrede til Danmark, tyske handlende og håndværkere i landet og ikke mindst de konger som blev hentet til Danmark fra tysk område.

Fra tysk optog det danske sprog en række låneord, blandt andet en række håndværksbetegnelser som ’bødker’, ’skomager’, ’snedker’ og ’tømrer’.

Også ord, som man allerede havde på dansk, blev erstattet af tyske låneord. Således blev ’æde’ til ’spise’, ’vorde’ erstattedes af ’blive’ og ’døn’ blev til ’lugt’. Fra nedertysk lånte man også ord som ’fyrste’, ’ridder’, ’jomfru’, ’junker’, ’persille’ og ’purløg’.

Der låntes således ord fra mange sprog og om mange ting. Oftest stammede ordene fra latin eller nedertysk. I dag tænker man typisk slet ikke over at disse ord ikke altid har været danske.

Generelt var tysk et højstatussprog og i en periode talte man tysk ved hoffet i Danmark.

Det offentlige anvendte latin, men begyndte i 1300-tallet at skrive på folkesproget. I første omgang betød det nedertysk, men fra Dronning Margrethes tid (1387) skrev man også på dansk.

I den yngre middelalder (1350-1550) brugte man i stigende grad dansk i administrationen, og man begyndte at bruge dansk som litteratursprog.

 

Det ældre nydanske samfund 1550-1700

Efterhånden slog det danske sprog igennem i den offentlige forvaltning og flere andre steder. Og man begyndte at oversætte forskellige tekster fra latin eller tysk til dansk. Denne udvikling fandt sted fra omkring 1500. Generelt vurderede man det danske sprog, modersmålet, langt mere positivt på dette tidspunkt i historien end tidligere. Man begyndte at skrive på det sprog som befolkningen generelt beherskede bedst.

Modersmålet havde fået mere prestige og en højere status. Og af de fleste betragtedes dansk som et lige så velegnet udtryksmiddel som latin. Efter reformationen begyndte dansk at blive brugt også i kirkesammenhæng.
Det var også på dette tidspunkt man så den første spæde teoretiske beskæftigelse med det danske sprog.

Sammen med bogtrykkerkunsten i reformationen kom de første forsøg på at etablere en dansk retskrivningsnorm. En norm for det danske skriftsprog. Specielt Christian 3.s bibel fra 1550 indtog hæderspladsen som et af de bedste eksempler på normen for trykt dansk.

De trykte bøger viste hvordan rigtigt dansk skulle se ud. De blev normerne for hvordan dansk skulle skrives i tekster vendt mod offentligheden.

Det danske talesprog blev livligt diskuteret i midten af 1600-tallet. Man diskuterede forskelle mellem tale- og skriftsprog, og man diskuterede hvor det bedste dansk blev talt. Og de allerfleste var enige om at det var på Sjælland.

Veluddannede københavneres sprog blev fra nu af målestokken for hvad der var godt dansk talesprog, og dermed for hvad det var rigtigt og forkert. Og det blev vigtigt at kunne tale denne dialekt hvis man ville blive til noget. Dialekten blev kaldt rigsdansk og opstod primært i centraladministrationen.

Det sprog de ansatte i centraladministrationen talte lignede i meget høj grad hinanden. De mange ens træk i sproget for disse ansatte fungerede som markør af en særlig rigs-identitet og blev dermed til et rigs-sprog, til et rigs-dansk. Dette rigssprog blev normen for det gode og "korrekte" danske talesprog.

Oplysningstiden 1700-1800

I starten af 1700-tallet var den tyske indflydelse meget stærk. Man talte tysk ved hoffet, og der var tyske skoler og tysksprogede teatre. Derudover holdt man i en række større byer gudstjenester på tysk. Også kommandosproget i hæren var tysk.

I løbet af 1700-tallet bredte det danske sprog sig imidlertid. Det danske skriftsprog blev nu brugt på områder, hvor man tidligere havde anvendt latin og tysk. Både Holbergs danske komedier, essays og historiske værker blev eksempler på at dansk opdyrkedes.
Samtidig skrev andre forfattere både lyrik og populærvidenskabelige artikler på dansk, og dermed blev det danske sprog brugt til alle genrer i samtiden.

Fra slutningen af 1700-tallet bredte patriotismen sig i Danmark. Man fremhævede fædrelandets betydning. Danmark var dog endnu ikke en nationalstat, og det var ikke sproget, men kongen som bandt landet sammen.

I 1775 fastslog en reform inden for skolevæsnet, at eleverne skulle lære at tale og skrive "rigtigt dansk". Derfor blev der skrevet lærebøger på dansk til mange fag, og eleverne oplevede at blive undervist i dansk litteratur, dansk diktat og dansk grammatik. Konsekvensen af reformen blev dermed at det danske sprog fik selvstændig betydning i latinskolerne.

Baggrunden for denne omfattende reform var at man mente at tanker ville kunne tilegnes mere inderligt og føre til handling, hvis tilegnelsen skete på modersmålet.

Det danske talesprog var kun i ringe grad standardiseret i denne periode og langt de fleste danskere talte en dialekt . Disse dialekt er blev ofte betragtet som fordærvet dansk, og en forfatter skrev i 1787: ”Det er utroligt så vanskabt den jyske dialekt er”. Der er den dag i dag stadig mange holdninger – også negative – blandt danskere. 

Nationalisme 1800-1900

Begrebet modersmål blev fremhævet i romantikken. Det sprog den enkelte har lært som barn kaldes modersmålet. I romantikken fremhævede man modersmålets særstilling, og man mente at det i særlig grad udtrykte sprogbrugerens inderste væsen. Man var meget optaget af den tætte sammenhæng mellem sprog og national identitet.
Modersmålet var ikke bare den enkeltes sprog, men også nationens sprog, folkets sprog. Det sprog som udtrykte hele folkets væsen, ja selve folkeånden, mente man.

I denne periode begyndte man desuden at mene at det var sproget der gav den enkelte nation dens egenart. Fra at betragte sig som indbygger i et rige med en konge, betragtede man sig mere som et folk. Et folk som var mennesker der var vokset op under fælles kår og som have fælles modersmål. På denne måde blev sproget betragtet som både bærer af og udtryk for en dansk national identitet.

Tidligere havde man betragtet dialekter som fordærvet dansk, men i romantikken sker der en opvurdering af disse lokale talesprog. I romantikken opfattede man dialekterne som levn fra svundne tider og mente at de havde bevaret mange gamle – og dermed ærværdige – ord og former.

Samtidig begyndte sprogforskerne at interessere sig for disse dialekter, og de opfattede ikke lokalsprogene som mindre godt dansk eller forvanskninger. I stedet betragtede de dialekterne som selvstændige størrelser.

I den sidste del af 1800-tallet begyndte en folkevandring til byerne. Mange mennesker flyttede fra landet til byerne – først og fremmest til København, men også andre store købstæder. I disse byer var områderne ofte ensartede – socialt set. Forskellige befolkningsgrupper boede i forskellige dele af byen. Eksempelvis eksisterede både arbejderklassekvarterer og middelklassekvarterer.

I byernes nye arbejderkvarterer – specielt på Vesterbro og Nørrebro i København – opstod bydialekter, som dels var knyttet til det geografiske sted, men som også var knyttet til en bestemt socialklasse. Arbejderne på Nørrebro og Vesterbro talte lavkøbenhavnsk. Det vil sige de talte et københavnsk med en anderledes udtale end de højere sociale lag i byen. Blandt andet havde de "flade a’er" i ord som ’kaste’ og ’land’. De højere sociale lag talte højkøbenhavnsk, og udtalen af denne dialekt nærmede sig ofte noget som lignede skriftsproget. Og omvendt baserede skriftsproget sig på denne dialekt.
Et specielt højkøbenhavnsk træk var eksempelvis det bløde d. Tidligere havde man udtalt ’gaden’ som (gajen), men på højkøbenhavnsk brugte man det bløde d, som betød at udtalen ligner den, vi bruger i dag.

Man kalder disse varianter for sociale dialekter eller for sociolekter. 

Beskrivelsen af den højkøbenhavnske dialekt fyldte ikke meget når man på den tid beskrev københavnske dialekter. Dette hænger først og fremmest sammen med at den ikke blev betragtet som en dialekt. I stedet blev den betragtet som rigssprog. Rigssprog er den sprogform som både af staten og af samfundet anerkendes som den rette norm for et lands sprog, og dette var netop tilfældet med den højkøbenhavnske dialekt. Den højkøbenhavnske dialekt blev ophøjet til rigets sprog – til den rigtige norm for det danske talesprog.

Det var den sociale og kulturelle elite i København som tildelte deres egen dialekt denne status – og siden har det været det danske samfunds standardsprog.

Der findes ikke så detaljerede oplysninger om sprogudviklingen i andre større danske byer. Sprogforskerne antager dog, at det har lignet situationen i København en hel del. Blandt andet har man optegnelser og beskrivelser som fortæller hvordan de fynske bønder forsøgte at ændre deres sprog når de kom til købsstaden Assens. Og der findes fortællinger om hvordan nye Århus-borgere forsøgte at holde op med at sige ’a’ om sig selv og i stedet forsøgte sig med ’jeg’.

Det var dog ikke kun i de store købsstæder, man oplevede at der var forskel på sproget i byen og på landet. Selv i små købsstæder og i de helt små stationsbyer viser efterladte skrifter om dagliglivet her, at mange var af den opfattelse at der var skarpe skel mellem bysproget og det sprog man talte på landet – og på de to sprogs status.  

Nye fællesskaber - nye sprog

I slutningen af 1800-tallet er det for alvor ved at være slut med det gamle landsbyfællesskab, hvor man kun sporadisk var i kontakt med folk fra andre steder i landet. På dette tidspunkt i historien er også bønderne ved at ændre adfærd.

Man tager på højskole og møder folk fra andre steder i landet. Man er aktiv i foreningslivet. Og derudover producerer man ikke længere kun til sig selv, men til et marked, og man er ofte medlem af andelsselskaber.

Det gamle landsbyfællesskab blev således afløst af nye fællesskaber – omkring andelsselskaber, omkring foreningsliv – og disse fællesskaber var ikke så afgrænsede som landsbyfællesskabet. De var dog stadig lokalt forankrede og derfor var sproget her naturligvis også stadig lokalt præget.

Men det meget lokale sprog forsvandt langsomt. De mest lokale træk i sproget forsvandt først. De lokale dialekter begyndte at blive udtyndet.

I 1814 blev undervisningspligt for alle børn fra 7-14 år indført i almueskolen. I skolen blev de landlige dialekter betragtet som forkerte og uanvendelige sprog. Lærerne måtte derfor rette elevernes sprog, på sammen måde som man rettede stavefejl i elevernes stile. Man mente at børnenes dialekter var hindringer i forhold til at lære at skrive og læse. For at lære et standardskriftsprog måtte man kunne et standardtalesprog. Det var tankegangen.

Under anden verdenskrig havde det danske sprog igen tæt kontakt med tysk, men denne gang skete der ikke nogen påvirkning fra tysk til dansk som det var tilfældet flere hundrede år før med nedertysk. Tværtimod var der tydelige tegn på, at man ønskede at adskille sig så meget som muligt fra det tyske sprog.

I 1948 lavede man en retskrivningsreform, som afskaffede de store (tyske) begyndelsesbogstaver i navneord. Ved reformen blev også datidsformerne ’kunde’, ’vilde’ og ’skulde’ afskaffet til fordel for ’ kunne’, ’skulle’ og ’ville’. Ved reformen blev også bogstavet ’å’ indført.

Efterkrigstid 1950-

Den sproglige udvikling efter 1945 har været præget at tre tendenser: En øget internationalisering.

En forbedring af det generelle uddannelsesniveau og udviklingen i massemedierne.

Engelsk er det sprog som i denne periode påvirker det danske. Sprogforskere har registreret en omfattende indlæring af engelsk og amerikansk fra tv, reklamer, internettet m.m. Og det betyder at man i disse år ser en stor import af engelske ord og vendinger.

Sprogforskere mener at det er den mest omfattende ordimport siden de mange nedertyske lån i 1400-tallet.

Engelsk i dansk

Pia Jarvad fra Dansk Sprognævn har lavet en undersøgelse af nye ord i dansk i perioden 1955-75. Undersøgelsen viste at der var kommet cirka 4000 nye ord i dansk i denne periode hvis man ikke talte fagord med. 81 pct. af de nye ord skyldtes påvirkninger fra engelsk. Det vil altså sige en overvældende dominans af engelsk.

Det danske sprog tog dog ikke bare ’direkte lån’ fra engelsk som fx ’lobby’, ’hard ware’ og ’wide screen’. Mange ord er ’oversættelseslån’. Det vil sige at ordene er overført til dansk: ’count down’ er blevet til ’nedtælling. ’non-violent’ er blevet til ’ikke-voldelig’ og ’freeze dry’ er blevet til ’frysetørret’. I de seneste år kan de unge også ’hænge ud’ sammen med vennerne på diskoteket. Det kunne man ikke for fem år siden.

I 9 ud af 10 tilfælde, hvor ord kommer til dansk fra engelsk, er der tale om et oversættelseslån. I disse tilfælde er det engelske ord altså blevet oversat til dansk inden det indgår i det danske ordforråd. Kun i 10 pct. af tilfældene var der tale om at ordene var ens på dansk og engelsk.

Domænetab er et begreb man ofte hører i det nye årtusinde når diskussionen handler om import af engelske ord til dansk. På nogle områder, det man også kalder ’domæner’, erstatter det engelske sprog fuldstændig dansk. Derfor taler man om et domænetab. Dansk taber et domæne og engelsk overtager.

Eksempler på dette domænetab kan være videregående uddannelser som udelukkende foregår på engelsk. Det kan være EU hvor danske parlamentsmedlemmer bruger engelsk i sammenhænge hvor dansk officielt er arbejdssprog. Engelsk bruges også i reklamer og musik. Og megen videnskabelig litteratur som udgives i Danmark, skrives på engelsk.

Specielt formanden for Dansk Sprognævn Niels Davidsen Nielsen har gjort sig til talsmand for dette synspunkt. Og han advarer mod at lade det danske sprog lide for mange domænetab.

Erik Hansen som er tidligere formand for Dansk Sprognævn er dog ikke enig i denne betragtning. I bogen Da lo hun så hjerteligt forklarer han at der ikke er grund til bekymring. Dansk har været under stærk påvirkning i 1000 år. Det forgår ikke så let. Derfor er der ”ingen grund til at tro at det danske sprog vil gå til grunde på grund af den sproglige indflydelse udefra”, mener Erik Hansen.

”Sprog er næsten umulige at udrydde”, fortsætter han. ”At en stor del af en befolkning kan to sprog (her dansk og engelsk) gør ikke i sig selv samfundet tosproget”, forklarer Erik Hansen , ”og det betyder ikke en trussel mod modersmålet”, fortsætter han. ”Tværtimod viser erfaringer at folk der er dygtige til et fremmedsprog bliver mere opmærksomme over for og mere omhyggelige med deres modersmål. Sådan vil det også gå i Danmark”.

De traditionelle dialekter er døde. De dialekter som blev beskrevet af sprogforskere på basis af materiale indsamlet i første halvdel af århundredet, tales ikke længere. Noget der ligner, kan nok stadig høres hos en del ældre mennesker – specielt hvis de bor langt fra København. På dialekt.dk har vi samlet gamle dialekter, som du kan lytte til.

Multietnolekt er et af de nye fænomener som internationalisering fører med sig.

Læs mere om sproghistorie

Tore Kristiansen m.fl.: Dansk Sproglære. Dansklærerforeningen 1996.

Nordens Sprogråd har også udgivet: Nordens Sprog med rødder og fødder. 2006.
Bogen fortæller om de nordiske sprogs historie og indbyrdes slægtskabsforhold. Det tilhørende materiale på nettet indeholder korte artikler om bl.a. holdningen til dialekter i de nordiske lande, påvirkning fra engelsk mv. Man kan downloade hele bogen her (pdf)

Erik Hansen : Da lo hun så hjerteligt. Fremad 1989.