Navneordenes køn – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

dialekt.dk > Dialekter > Dialekttræk > Navneordenes køn

Navneordenes køn

Et af de træk, der stadig varierer i dansk, er køn, f.eks. om man siger en eller et hus. Men traditionelt set har kønnet varieret meget mere end det gør i dag. Og tidligere indeholdt dansk sprog tre køn.

Klik på billedet for at se en større version.

Alle har et

Alle navneord har et køn. Det viser sig blandt andet, når man sætter artiklen foran eller efter:

en dag – dagen (fælleskøn)
et hus – huset (intetkøn)

Dag er fælleskøn, og hus er intetkøn. De latinske betegnelser herfor er commune og neutrum.

Tre køn i gammelt dansk

I urnordisk sprog og i gammelt dansk sprog, havde man ikke kun to køn, men tre: hankøn, hunkøn og intetkøn (latin: maskulinum, femininum og neutrum).

De tre køn kan ses i gamle håndskrifter, f.eks. i et håndskrift af Eriks Sjællandske Lov fra omkring år 1300:

Hankøn: thrællinhæstindomin (trællen, hesten, dommen)
Hunkøn: kunænnæsæn (konen, næsen)
Intetkøn: barnætørætskipit (barnet, øret, skibet)

I de lidt yngre håndskrifter er den særlige hankønsform forsvundet og erstattet af hunkønsformen. Formen fælleskøn, som vi har i rigsdansk i dag, svarer således til den gamle hunkønsform.

Tre køn i ømål

Systemet med tre køn har man bevaret i mange af de traditionelle dialekter. Det gælder dialekterne på Bornholm, på øerne undtagen Ærø og i randområder af Jylland.
Her udtaler (eller udtalte) man stadig hankønsartiklen med i. På traditionelt fynsk hedder det således i hankøn:

i daw, dawi (en dag, dagen)
i kat, katti (en kat, katten)

Ordet kat er hankøn, uanset om katten er en hunkat eller en hankat, og det hedder katti har fået unger, selvom det er en hunkat.

I gammeldags sprog kunne man henvise til hankønsord med ordet han og til et hunkønsord med ordet hun, hvor man nu ville sige den. Det hed dagi…han, men natten… hun (f.eks. natten hun er nu omme). Man kunne omtale en vej som han (jeg skal bare lige over ham), og en taske som hun (du kan stille hende dér). Det kan sommetider høres endnu i det fynske dialektområde.

To køn i jysk

I størstedelen af Jylland har man to køn: fælleskøn og intetkøn. I Østjylland er de to køn fordelt stort set som i rigsdansk, men i Vestjylland har man udviklet et helt andet system. Her er alle tællelige størrelser fælleskøn, og det hedder fx:

en hus – æ hus – den hus (hus – huset)
en bord – æ bord – den bord (bord – bordet)
en barn – æ barn – den barn (barn – barnet)

Alt hvad der ikke kan tælles, dvs. masse og væske, er derimod intetkøn, og det hedder:

noget lyng – æ lyng – det lyng
noget sne – æ sne – det sne
noget vand – æ vand – det vand

Når vestjyder skal lære rigsdansk, skal de lære hvilke ord der er fælleskøn, og hvilke der er intetkøn på rigsdansk – akkurat som udlændinge skal.

Det vestjyske system er i øvrigt ikke helt fremmed for rigsdansk. Her kan man også skelne mellem en øl, øllen, den øl (altså den tællelige flaske) og noget øl, øllet (den utællelige væske).

Sprogblanding i København

Det københavnske talesprog mistede tidligt de særlige hankønsformer – formentlig inden for perioden 1450-1600 – og det på trods af, at alle omgivende dialekter havde tre køn.

Kvindelig studerende på vej til KUA. © Anne Trap-Lind

Fra år 1500 til 1625 regner man således med, at København voksede fra 5.000 til 25.000 indbyggere - på trods af, at byen i samme periode var ramt af ni store epidemier.

Både sjællændere, skåninge og hansatyskere har været blandt de mange tilflyttere, og især de sidste kan have haft betydning for sprogforenklingen i kraft af deres høje sociale status.

I deres Lübeckerdialekt hed det ên, mîn og sîn både i hankøn og hunkøn (i nominativ), og det kan have påvirket københavnsk. En mere udførlig fremstilling af dette findes i Danske Folkemål (1999) side 79-105.

Han og hun i højlitteratur

I lærd og højlitterær stil hørte det sig til at henvise med han og hun til omkring år 1600. Det er i den forbindelse interessant at sammenligne de to forfattere Peder Palladius og Peder Syv.

Solbrændte studerende. © Pete Burke

Peder Palladius var søn af en jysk skomager og vokset op med det vestjyske tokønssystem. 

I sine teologiske værker skrevet omkring 1550 henviser han dog ofte med han og hun, fx ".. at Verden skal forgaa aff Syndild, som hun forgick aff Syndfloden", hvor hun henviser til hunkønsordet verden

Han må enten have lært sig trekønssystemet, eller også må han have sat sin sekretær til at indføje han og hun på de rette steder.

Peder Syv var derimod søn af en sjællandsk fæstebonde og vokset op med trekønssystemet og med henvisende han og hun. I et lærd værk skrevet omkring 1650 henviser han imidlertid udelukkende med den. På dette tidspunkt var det gået af mode at skrive han og hun om ting og abstrakte begreber.