Abdikationskløvningen – jeg har besluttet at det er nu der er det rigtige tidspunkt

Dronningens sætningskløvning viser med al tydelighed hvad sprogforskere har som en grundantagelse: at vi handler når vi taler, og at sproghandlinger kan ændre verden.

Sprogfilosoffen John Austin slog allerede for 60 år siden fast at når vi taler sammen og bruger sproget i det hele taget, så siger vi ikke bare noget, vi gør noget med ordene – vi handler. Hvis vi fx siger Luk lige vinduet, så har vi ikke bare produceret lydbølger med vores taleorganer, nej vi har anmodet vores samtaledeltager om noget – og ikke nok med det, vi bruger sproghandlinger til at få ting til at ske i verden – fx at vores samtaledeltager lukker vinduet.

Sproghandlinger og magt

Hvor meget vi kan ændre på verden bare med vores sproghandlinger, afhænger til dels af hvor meget magt vi besidder, og hvilken position vi har i samfundet. Fx kan en dommer dømme en lovovertræder ved (under de rigtige omstændigheder) at sige Jeg idømmer hermed den tiltalte fængsel – og en dronning kan abdicere ved at sige jeg abdicerer hermed!

Den slags sproghandlinger hvor verden forandrer sig alene i kraft af at den rette person ytrer den, kalder vi for performativer. Det er netop kun de personer der har den rette magt, der kan udføre dem – alt efter hvilken type performativ. Derfor er der også en vis magtdemonstration og magtanvendelse iboende i performativer. Dommerens ord har kun gyldighed som dom i kraft af at hun er dommer; man kan sige at der i performativen ligger en "paradevisning" af ens uniform for at få sproghandlingen til at virke.

Der er sproghandlinger hvor det er tydeligt at sprogbrugeren får ting til at ske ved hjælp sin magt. Det har vi tit som sprogbrugere lyst til at nedtone lidt. Derfor er det sjældent vi siger Jeg befaler hermed at du lukker vinduet. Nogle gange siger vi det direkte – luk vinduet – men det kan virke uhøfligt.

Der er nemlig det ved mange sproghandlinger at måden vi får ting til at ske i verden på med dem, er ved at få en anden til at gøre noget, fx at lukke vinduet. Det er konfronterende fordi det kræver noget af folk. Når vi alligevel konfronterer dem med en sproghandling hvor de skal få noget til at ske i verden, gør vi det tit indirekte. Fx ved at spørge Har du mulighed for at åbne vinduet?

Nu har vi ikke længere anmodet direkte, vi har bare stillet et spørgsmål om deres evner. Samtaledeltageren kan sige ja og have svaret helt korrekt på vores spørgsmål, men alligevel vil hun ofte forstå at vi indirekte anmoder hende om at lukke vinduet og gøre netop det.

Hvorfor nu det? Sprogfilosoffen Searle der videreudviklede sproghandlingsteorien, fandt ud af at for at sproghandlinger kan virke og få ting til at ske, må de være udført på en vellykket måde. Han opstillede en række betingelser for en talehandlings forberedelse, udførelse og fuldførelse.

Fx eksempel at det vi ønsker at få til at ske, faktisk kan lade sig gøre, at vi mener det oprigtigt, og at vores hensigt bliver forstået. Vi kan kun handle inden for vores formåen – også med sproget. Searle fandt ud af at hvis vi kvier os ved at udtrykke en sproghandling direkte, kan vi i stedet udtrykke en af vellykkethedsbetingelserne og udføre samme sproghandling – bare indirekte. Fx skal min samtaledeltager faktisk være i stand til at lukke vinduet for at jeg vellykket kan anmode hende om det.

Searle fandt også ud af at vellykkethedsbetingelserne er forskellige for forskellige talehandlinger. Vi kan spørge Har du mulighed for at lukke vinduet? og lykkes med at udtrykke en indirekte anmodning, men en dronning kan ikke fx sige Har jeg mulighed for at abdicere? og lykkes med en abdikation.

Vellykkethedsbetingelser for en abdikation

Så hvilke betingelser er der for at en abdikation er vellykket? Og hvad sagde dronningen rent faktisk? Hun brugte ikke en performativ, og sagde netop ikke Jeg abdicerer hermed. Hun udtrykte sig indirekte og sagde:

Jeg har besluttet at det er nu der er det rigtige tidspunkt.

Men hendes abdikation var ligeså vellykket, og hun blev ligeså klart forstået som hvis hun havde brugt en performativ. Da hun havde ytret ordene i nytårstalen, var ingen der så talen, i tvivl om hendes abdikation. Lad os se på grammatikken i det hun faktisk siger:

Hun tager ansvar for sproghandlingen ved at indlejre den i en oversætning hvor hun gør klart hvem der har beslutningskompetencen, men selve sproghandlingen er faktisk i ledsætningen at det er nu der er det rigtige tidspunkt, og den sætning er en såkaldt sætningskløvning.

Sætningskløvninger kan to ting grammatisk: De kan markere noget information som præsupponeret, som noget vi alle sammen kan tage for givet, og så kan de udskille og udpege noget andet information. I dronningens abdikationskløvning er det ledsætningen der er det rigtige tidspunkt der er er præsupponeret, og som hun dermed markerer som noget der kan tages for givet.

Med rigtige tidspunkt refererer hun tilbage til noget hun har sagt tidligere i talen hvor hun har talt om at hun overvejede om tiden var inde til at gå af. Med kløvningen tager hun altså for givet at der er et rigtigt tidspunkt for hende at abdicere – og dermed også for givet at måden hun kommer fra tronen er med en abdikation.

Abdikation står ikke til diskussion

Der er grundlæggende tre måder en regent kan holde op med at være regent på. De kan dø – som det skete for hendes far – befolkningen kan afskaffe monarkiet – som det skete for hendes søster i Grækenland – eller de kan vælge selv at gå af – som hun gjorde. Med præsuppositionen markerer hun altså at vi kan tage for givet at det kun er abdikation der er relevant i hendes tilfælde.

Det andet en kløvning gør, er at udpege præcis én information. Ved tidskløvninger som her bliver ét bestemt tidspunkt peget ud – på bekostning af alle andre tidspunkter der kunne være mulige. Når hun siger det er nu, stiller hun nu i kontrast til evt. senere tidspunkter og understreger dermed grammatisk at det er på høje tid.

Og det er faktisk dette nu der er den indirekte sproghandling. En forberedende vellykkethedsbetingelse for en abdikation er nemlig at abdicissen skal være i stand til at udføre handlingen. Når man er i stand til at udføre en handling, har man også magt til at bestemme hvornår den skal udføres, og det er præcis den vellykkethedsbetingelse dronningen udtrykker med sit udkløvede nu. Klokkeklart og fuldstændigt indirekte.

Hvorfor brugte hun så ikke bare den potente performativ? Som sagt ligger der en magtdemonstration iboende i en performativ. Ved at lade sig kløve fra tronen med noget så ukonfronterende og indirekte som en sætningskløvning undslipper hun de mere direkte magtdemonstrationer der kunne være alternativet.

Marie Herget Christensen

Emner