Ændring i ordforrådet hos tre generationer af sønderjyder

"hven skal essen holde æ sproch ve lich ven vi it sjelv gør’et?"

Hvem skal ellers holde sproget ved lige, når vi ikke selv gør det? Det er et godt spørgsmål, eller måske snarere en konstatering, fremsat af en af de ældste informanter i en nyere undersøgelse af sprogbrug og sprogforandring i Sønderjylland.

Det overordnede resultat af undersøgelsen er, at der stadig er unge sønderjyder, der bruger en række dialekttræk i deres hverdag i skolen og sammen med venner og familie, ligesom de også bruger nogle træk på sociale medier. Men det betyder ikke, at de unge taler ligesom deres forældre og bedsteforældre. Det var deltagerne i undersøgelsen opmærksomme på, og de var ret præcise i deres beskrivelser af generationsforskelle i ordforråd og udtale. Nogle af dem fortalte om ord og måder at udtale enkeltlyde på, som de selv havde ændret, fordi de enten var blevet drillet med dem, eller fordi de syntes, det lød for gammeldags.

Ændringer i udtale og bøjning af sønderjysk gemmer vi til en senere udgave af månedens emne, i denne måned fokuserer vi på ændringer i de ord, man bruger, altså ordforrådet. De ord, der er tale om, er ikke nødvendigvis særlige for sønderjysk, men informanterne har nævnt dem som forandrede i deres levetid. I kursiv er gengivet en enkel lydskrift af ordet, i parentes er angivet opslagsordet i Jysk Ordbog.

Sådan sagde vi før

Bedsteforældregenerationen i undersøgelsen er født mellem 1938 og 1952. En del af de ord, der blev brugt i deres barndomshjem, hører til maduniverset. Det gælder navnene på måltiderne: daue, unnen og narre, (davre, unden og nadver, dvs. morgenmad, frokost og aftensmad). Forældregenerationen, der er født 1968-1974, kender ordene, men bruger dem ikke selv i deres hverdag.

Det samme gælder brugen af kach (kage) om hvedebrød eller sigtebrød, der i forældregenerationen går under betegnelsen franskbrød – kach bruges stadig, men kun om sødt bagværk. Forældregenerationen bruger heller ikke tarregrøj (taddergrød, dvs. boghvedegrød), måske fordi man ikke spiser det mere. Til gengæld spiser alle generationer – også de unge født omkring 2000 –  stadig bom (bom, betydning 2), altså slik, og de bruger også bomkårre om en slikkurv.

Der er en række ord for rummene på en typisk gård, der er gået mere eller mindre af brug. Nogle i forældregenerationen bruger stadig dørns om dagligstuen en gang imellem, pissel (pisel) er der derimod ingen, der bruger mere, måske fordi der ikke længere findes en uopvarmet storstue på gårdene. Der findes stadig et frangol (fremgulv), men det er gået af brug og kaldes forstu: (forstue) af forældregenerationen.

Der er også navne for redskaber og arbejdsgange, der er gået af brug. Det er kun bedsteforældrene, der siger li:m (lime) og læ (ledder), forældrene siger kost og stich (stige). Den bedstemor, der selv siger å føjl og føjlklue om at vaske gulv og gulvklud, fortæller, at hendes børn og børnebørn forstår det, men ikke selv bruger det. Til gengæld er der stadig nogle enkelte i forældregenerationen, der siger krittkoe (krittekarre) om trillebør.

Der er kun få i forældregenerationen, der siger kalgå (kålgård), men så er det ikke om urtehaven eller køkkenhaven, hvor der rent faktisk blev dyrket kål, men om hele haven. Derfor er der heller ikke længere nogen, der bruger kalgå-flach (kålgård+flege) om havelågen; bedsteforældrene brugte det i deres barndom, og forældregenerationen ved, hvad det betyder.

I forhold til tøj nævnte en af bedstemødrene, at hun siger skørt om det, de unge kalder nederdel, og ævekjoel (overkjole) om det, de kalder jakke. Ordet fik (fikke) for lomme blev nævnt et par gange i interviewene. Der er kun få i forældregenerationen, der bruger det, og derfor bruger de heller ikke fikduch (fikke+dug) om lommetørklæde, sådan som bedsteforældrene gjorde i deres barndom.

Den ene mor fortalte, at hendes søn på 11 år sagde, at han vante naue, når han mangler/savner noget, og det syntes hun var unødvendigt gammeldags. Henover de seks måneder, hvor vi observerede de unge i deres hverdag på skolen, hørte vi dem ikke bruge nogen af de ovennævnte ord, heller ikke vante.

Nogle ord lyder tysk

I interviewene blev nogle få ord, der er gået af brug, fremhævet som tyske. En af bedstemødrene fortalte, at i hendes hjemmen (barndomshjem) talte de "dansk med tyske ord i". Hun nævner poppe (puppe, dvs. dukke) og mantel (mantel, dvs. jakke). En anden bedstemor, der nævner mantel, opfatter det som sønderjysk, mens hendes søn synes, det lyder tysk. Til gengæld er samme informant ikke opmærksom på, at långville (langvillig, dvs. kedeligt) er lånt fra tysk langweilig.

Magda Nyberg har skrevet en grundig gennemgang af de mange tyske låneord i sønderjysk, her kan man ud over en udførlig ordliste og kort over ordenes udbredelse læse, at mange sønderjyder netop ikke er bevidste om, hvilke ord der er af tysk oprindelse. Men faktisk er nogle af de ord, man i dag forbinder mest med sønderjysk, indlånt fra nedertysk. Det gælder den karakteristiske hilsen mojn samt bom, der stammer fra det franske bon bon, men er kommet til Sønderjylland via nedertysk.

Ændringer sprogforskerne bemærker

Der var også en del ord, sprogforskerne bemærkede var ændret hen over generationerne. Mest undersøgt er, om informanterne siger it eller ikke. Vi undersøgte brugen i interview med alle informanter og i hver generation. It er udbredt i bedsteforældregenerationen, lidt mindre i forældregenerationen og erstattet af ikke i de unges sprog.

Derudover var der nogle ord, der ikke egner sig til at tælle forekomster af, fordi de er for sjældne. Vi kan ikke dokumentere, at de unge slet ikke bruger trækkene, men vi kan med en vis sandsynlighed sige, at de ikke bruger dem i deres hverdag. Det gælder fx ordene øjf (øbe) for råbe, essen for ellers, hven for hvem, inne for ingen og vinne (hvinner), der er en sideform til hvornår, som alle er hørt i bedsteforældregenerationen. I bedsteforældregenerationen hørte vi også ordene te (at) og ven (når) samt hvad brugt som relativpronomen ("hvis do har jen hvad det æ skrewn op"). De to ældste generationer brugte også vær (præsens af verbet vorde), hos de unge var det erstattet af bliwe (bliver). Og så var vores indtryk, at de to ældste generationer brugte tøs (tykkes) forholdsvis ofte, hvor de unge sagde sys (synes).

De unge bruger altså ikke så mange dialektale særord som deres forældre og bedsteforældre, men deres sprogbrug opfattes stadig som sønderjysk, også af de ældre. I et kommende månedens emne vender vi tilbage til, hvilke træk der er tale om. Vi kan passende slutte med, at en af de unge brugte dialektordet holden for tilbage, da hun sagde det var fleje æfle holden (der var flere æbler tilbage). Der er altså stadig sønderjysk holden, men som den kloge informant siger i indledningen, så skal det holdes ved lige – eller med andre ord bruges!

Malene Monka

Emner