De grønlandske dialekter – forskelle og forklaringer

Grønlandsk er et inuitsprog som er i familie med inuitsprogene i Canada og Alaska. Sproget er et såkaldt polysyntetisk sprog hvilket betyder at et enkelt ord ofte kan svare til en hel sætning på andre sprog.

På grønlandsk kan man bygge videre på et ord med såkaldte tilhæng og derved skabe ny betydning. For eksempel hedder hund qimmeq på grønlandsk. Hvis man skal sige 'stor hund', kan man så tilføje '-suaq' til ordet: qimmersuaq (der sker også noget med andre dele af ordet, men det kommer vi ikke ind på her).

Hvis man dernæst vil sige at man selv har en stor hund, kan man sige qimmersuaqarpunga, hvor '-qar' er en verbal tilhæng 'have', og '-punga' angiver at det er 1. person ental, altså at det er et 'jeg' der har den. Qimmersuaqarpunga betyder altså 'jeg har en stor hund'. Denne opbygning gælder for alle grønlandske dialekter, men der er alligevel store forskelle mellem dem, og det kommer vi ind på nedenfor.

Grønlandske dialekter er et produkt af migration

De grønlandske dialekter kan opdeles groft i tre forskellige dialektfamilier: vestgrønlandsk (kalaallisut), østgrønlandsk (tunumiusut) og nordgrønlandsk (avanersuarmiusut). Disse dialekter er opstået ved forskellige migrationer hvor der har været indvandringer fra Alaska og Canada suppleret med interne vandringer i selve Grønland. 

Arkæologiske fund og forskning har vist at folk fra Thulekulturen indvandrede fra det nordlige Alaska til Nordgrønland omkring år 1200 hvor de mødte folk fra Dorset-kulturen – en tidligere befolkning med en anden kultur og levemåde. Mens nogle af de indvandrede blev i det nordligste Grønland, bevægede andre sig ned langs vestkysten og bosatte sig omkring det nuværende Nuuk, og andre igen fortsatte helt til Sydøstgrønland.

En del af gruppen fortsatte nordøst om Grønland omkring år 1300 og endte ved Tasiilaq omkring år 1400, og deres efterkommere taler i dag den østgrønlandske dialekt. Disse mennesker mødtes med folk som havde en dialekt med mange af de oprindelige træk fra Alaska og dannede den sydgrønlandske dialekt. Man mener at resten af gruppen som levede i Nordgrønland, bevægede sig mod syd og bosatte sig ved Upernavik med en dialekt, som har visse fællestræk med dialekter i Øst- og Sydgrønland. Den sidste migration skete omkring år 1700 da en gruppe fra Canada kom til det mennesketomme Nordgrønland med en canadisk dialekt. 

Nogle af menneskene fra Thule-kulturen har som nævnt opholdt sig side om side med folk fra Dorset-kulturen i Nordgrønland, lidt nord for Qaanaaq. Nogle forskere hævder at det er denne sprogkontakt der er baggrunden for nogle særlige udviklinger, blandt andet en ændring af u-udtale til i-udtale i visse kontekster. Ved de følgende vandringer blev i-udtalen derfor spredt til store dele af Grønland (øst, syd og nordvest).

Man taler om i-dialekter og u-dialekter i grønlandsk sprogforskning, og dette er en af de grundlæggende dialektforskelle. Det gælder fx den vestgrønlandske endelse -kkut som i syd-, nordvest- og østgrønland er -kkit. Således er det vestgrønlandske ord ilaannikkut ('en gang imellem') på i-dialekter ilaannikkit.

De tre dialektfamilier

Dialekterne har således ret karakteristiske forskelle i dag, hvor kalaallisut menes at have de mest arkaiske træk, som man også finder i Alaska. Kalaallisut er udgangspunkt for standardsproget og tales i det store vestgrønlandske område omkring Nuuk, Sisimiut og Maniitsoq, samt nord for dette område og syd for dette område.

Dialekten i Upernavik (som ligger knap 1000 kilometer nord for Nuuk) samt den sydgrønlandske dialekt er en blanding af kalaallisut og i-dialekt. Den østgrønlandske dialekt (tunumiusut) har til gengæld udviklet sig helt anderledes fordi den var isoleret i flere århundreder under den lille istid som varede helt frem til omkring 1850. 

Vestgrønlandsk inddeles som regel i en underinddeling på tre typer. For det første er der centralvestgrønlandsk – kalaallisut – og så er der nordvestgrønlandsk som tales fra Uummannaq til Aasiaat, og endelig sydgrønlandsk.   

Der er forskelle i ordforrådet mellem centralvestgrønlandsk og nordvestgrønlandsk. Dette gælder specielt de moderne udtryk man fik fra starten af koloniseringen. Det skyldes at der var isvintre i Nordgrønland, hvilket gjorde området svært tilgængeligt. Eksempler på forskelle i ordforrådet er: 

Nordvestgrønlandsk	Centralvestgrønlandsk	Dansk
ataarutit	sisoraatit	ski
ikitsisit	innerit	tændstikker
siparni	qattaq	spand
suaasat	qaqorteqqasut	ris

I østgrønlandsk er der dannet en del nye ord der adskiller ordforrådet fra resten af Grønland. De handler ofte om husholdning og det omkringliggende landskab. De nye ord skyldes at man i Østgrønland havde tabu-regler: Når en person døde, måtte man ikke sige personens navn i en bestemt periode, og da befolkningen var meget isoleret, kom den gamle term ikke tilbage – den uddøde så at sige med personen.

De nye termer er beskrivende omformuleringer; fx aattarit (det man tager ud at sejle med) i stedet for umiaq (konebåd), aluttuut (det man slikker med) i stedet for oqaq (tunge), nakkivik (det man stammer fra) i stedet for ataata (far), og annivik (den man kom ud af) i stedet for anaana (mor). 

Det betyder altså at ordforrådet i både Nordgrønland og Østgrønland er en del anderledes end det er i standardsproget kalaallisut, og dette kan skabe problemer med gensidig forståelse mellem dialekterne i Grønland.

Forskellige lydlige udviklinger

I østgrønlandsk er der, ligesom i de andre dialektområder, sket nogle udtaleændringer. For eksempel bliver visse lyde mellem vokaler ikke udtalt. Det gælder fx iik (østgrønlandsk) i stedet for inuk (vestgrønlandsk) (menneske), niivaa (østgrønlandsk) i stedet for nerivaa (vestgrønlandsk) (han spiser den), tiimiaq (østgrønlandsk) i stedet for tigumiaq (vestgrønlandsk) (det man har i hånden). 

Mellem vokaler har t udviklet sig til l, fx i pilu (østgrønlandsk) for pitu (vestgrønlandsk) (forrem på hundeslæde). Tilsvarende er k blevet til g som i tsugaq (østgrønlandsk) for sukaq (vestgrønlandsk) (stolpe, søjle) og q er blevet til r som i tarivaq (østgrønlandsk) for taquaq (vestgrønlandsk) (madpakke). 

I nordgrønlandsk (avanersuarmiusut) har man visse vestcanadiske træk. Blandt andet udtales det vestgrønlandske s som h fx i huli for suli (endnu, mere). Mens der er ord fra den canadiske dialekt inuktitut og andre inuit-dialekter (fx peraaq 'barn', fra oprindelig piaraq 'unge'), er der også lokale nydannelser, fx hisak (fil) som i vestgrønlandsk hedder agiut. Andre ord er kommet ind fra nordvestgrønlandsk fx aappalaartoq (flag), som på kalaallisut hedder erfalasoq. 

Dialekter eller sprog?

Som det fremgår af det ovenstående, er de grønlandske dialekter mindst lige så forskellige som de skandinaviske sprog dansk, norsk og svensk. Når de alligevel klassificeres som dialekter og ikke sprog, skyldes det at de er en del af den samme nation – Grønland – og det har været vigtigt for fortællingen om nationen at man er ét folk, ét land, og at man har ét sprog.

Dette kendes fra mange nationer i verden og er ikke noget særligt for den grønlandske situation. I en dansk kontekst bliver bornholmsk klassificeret som en dialekt af det danske sprog, men hvis Bornholm havde været svensk i dag, havde man formentlig kategoriseret dialekten som svensk – ligesom dialekterne i Skåne, Halland og Blekinge der tidligere blev klassificeret som østdanske dialekter.

Det samme gælder tidligere diskussioner omkring sønderjysks status som dansk eller tysk dialekt. Også denne diskussion var præget af ideologiske diskussioner om nationen. Således er den grønlandske sproglige situation tydeligt præget af hvordan folkevandringer er foregået gennem de sidste 800 år, men forståelsen af denne situation er stærkt præget af ideer om hvad den grønlandske nation er og skal være.

Emner