Det er vigtigt at kan dansk

Det var ikke korrekt dansk, mente man. Men sætningen var på ingen måde fejlagtig. Den fulgte blot en anden grammatik end den gængse skolegrammatik: en grammatik, som knytter sig til talesproget.

I den alternative grammatik har modalverberne skulle, kunne, ville og måtte to former: en form i præsens infinitiv (nutids navnemåde) at kan, at skal, at vil, at må og en form i præteritum infinitiv (datids navnemåde): at kunne, at skulle, at ville, at måtte.

Med præsens infinitiv hedder det:

det er dejligt at kan gøre hvad man vil (som pensionist)
det er kedeligt at skal så tidligt op
han bestemmer sig nok til at vil med
jeg er ked af at må sige det

Men med præteritum infinitiv ville det hedde:

det var dejligt at kunne gøre hvad man ville
det var kedeligt at skulle så tidligt op
han bestemte sig til at ville med
jeg var ked af at måtte sige det

Præsens infinitiv bruges i en nutids eller fremtids kontekst og præteritum infinitiv i en datids kontekst, jf. fx det er dejligt at kan, men det var dejligt at kunne.

Lydligt falder modalverbernes infinitivformer at kan, at skal, at vil, at må sammen med deres præsensformer og kan, og skal, og vil, og må, idet at og og begge udtales å. Men syntaktisk adskiller de sig, idet præsens infinitiv-former kan flyttes frem i sætningen, det kan præsensformer ikke:

at skal til at have en længere pause det er ikke optimalt
*og skal til at have en længere pause det er ikke optimalt

Erstatter man modalverbet med et andet verbum, ses det endnu tydeligere:

at holde en længere pause det er ikke optimalt
*og holder en længere pause det er ikke optimalt 

Brugt over hele landet

Præsens infinitiv-formerne bruges i hele landet, også af en del københavnere. Der er altså ikke tale om specielt dialektale eller regionale former. Og der er heller ikke tale om specielt lavsociale former, jævnfør ministerudsagnet i overskriften og jævnfør følgende: 

jeg er ked af at skal gøre det (Søren Pind, tidligere justitsminister)
det vi håber på at kan gøre bedre, er … (Peter Christensen, tidligere forsvarsminister)

Men det er former, der specielt tilhører talesproget. Og man hører dem jævnligt i radio og fjernsyn. Ikke hos journalisterne, men hos folk der bliver interviewet.  En del eksempler ovenfor er netop taget fra nyere radio- og fjernsynsudsendelser.

Man skal kan dansk

Også infinitiv uden at har to former: præsens infinitiv (skal, kan, vil, må) og præteritum infinitiv (skulle kunne, ville, måtte). Og formerne fordeler sig også her efter konteksten, med præsens infinitiv i nutids eller fremtids kontekst, og præteritum infinitiv i en fortids kontekst:

vandet skal kan løbe fra
vi må skal dreje her
det vil hun nok kan

vandet skulle kunne løbe fra
vi måtte skulle dreje der
det ville hun nok kunne 

Tilsvarende former med verbet må (fx i forbindelsen skal må) er sjældne, og jeg har ingen eksempler fra nyere tid.

Præsens infinitiv-formerne finder man nu kun vest for Storebælt. De er gået af brug øst for Storebælt. Men endnu i 1970erne kunne man høre dem hos ældre sjællændere og mønboer. Og de er stadig almindelige i Jylland, især Nørrejylland, fx: 

Containeren skal kan sættes op på skibet inden for 2 minutter. …
Vi skal kan køre 35 containere i timen.
(Midaldrende operationschef på Århus havn, DR 1, 21 Søndag 10.10.2021)

Sproglig normering

Det er en gåde, hvorfor præsens infinitiv-formerne uden at (som i skal kan) er forsvundet øst for Storebælt. Men de er måske mere iørefaldende end formerne med at – og derfor mere udsatte for kommentarer og rettelser?

Og måske skal man snarere undre sig over, at formerne med at (som at kan) stadig er så udbredte i sprogsamfundet, på trods af mange års sproglig normering – og på trods af, at de er så godt som fraværende i skriftsproget.

Skriftsprog og talesprog

Skriftsproget har altid været mere standardiseret end talesproget, og præsens infinitiv-formerne er stort set fraværende i skriftsproget, både i ældre og nyere tid. Alle citater ovenfor er da også hentet fra talesprog. Man kan godt finde eksempler i skriftlige kilder, men næsten udelukkende i tekster, der er skrevet af uøvede skribenter, fx:

det håber jeg snart at kan få at vide (skolebarn omkring 1950)
alt dette maae dog ogsaa kand raade bod paa slige udgifter (fæstebonde i 1822) 

Dette gælder allerede i 1500-tallets tekster. Øvede skribenter som Anders Sørensen Vedel og Herluf Trolle har ingen eksempler på præsens infinitiv, men præsens at-infinitiv findes i breve skrevet af mindre øvede adelsmænd.

Karen Margrethe Pedersen