Dialekt i Højskolesangbogen

Nogle af dem som den sydsamsiske I lille plæt holdt sig ikke længe i sangbogen, men der kom også nye til, især jyske som Mi nåbo Pæ sme, Det vår en dav i høstens ti, Skuld gammel venskav ren forgo, Og er’et osse vis og sand, men også den bornholmske Skudan hon vaggar, og der er stadig 9 sange på dialekt i 19. udgave af Højskolesangbogen fra 2020. Hvorfor mon det? Digte på dialekt er jo ikke særlig hyppige i Danmark.

Fra begyndelsen hænger det ganske givet sammen med at mange grundtvigske højskolefolk havde et positivt syn på dialekter. Bøndernes talesprog var lige så godt som københavnernes, så de skulle ikke være abekatte der efterlignede byboernes sprog. Dialekterne var fuldt ud egnede til at udtrykke alt hvad der var væsentligt at sige, og folkelig dannelse betød ikke at man skulle holde op med at tale dialekt, men tværtimod at man udviklede den ved også at bruge den i nye sammenhænge, fx i skolen.

Fra forståelsesfremme til folkeminde

Vi ved at Klaus Berntsen, der endte som konseilspræsident, hvilket svarer til nutidens statsminister, fortalte bibel- og danmarkshistorie på fynsk da han i 1870’erne var friskolelærer i Højby på Fyn. Og omkring 1860 brugte Jens Lassen Knudsen (højskolelærer i Rødding og far til digteren Jakob Knudsen) sønderjysk både på højskolen og ved offentlige foredrag. Han var bondefødt i Vestslesvig, og talte således samme dialekt som mange af eleverne. Heroverfor stod den rationalistiske højskoleretning, repræsenteret ved brødrene Lars og Thomas Bjørnbak, der i samme periode argumenterede for at bønderne skulle aflægge dialekten af sociale grunde. Den var et trællemærke.

Knudsen skriver selv i 1862 "Det gaar paa Jydsk, og jeg troer at turde sige: her var min Jydsk til Gavn, ja ret til hjærtelig Forstaaelse". Det bliver bekræftet af forstander Sveistrup, der siger at det er en fordel for skolen at have Knudsen der som sønderjyde kender "alle Egne og Mundarter, saa han kan gaae ind i alle Elevernes Tankegang".

Brugen af dialekt betød altså efter hans mening bedre kontakt mellem lærer og elev, men det blev vist aldrig almindeligt at lærerne på de toneangivende højskoler talte dialekt. I 1889 argumenterede sønderjyden Jacob Appel (senere forstander for Askov Højskole) over for sin svigerfar Ludvig Schrøder for brug af dialekt på Askov. Det ville være ganske unaturligt for ham at skulle aflægge dialekten. I hvor høj grad Appel holdt fast i sin sønderjyske dialekt, vides ikke med sikkerhed.

Generelt skete der det at man i stadig højere grad betragtede dialekterne som noget statisk, som folkeminder, og de blev efterhånden kun dyrket ved særlige dialektaftener, som fx Marius Kristensen holdt på Askov. Man holdt selv op med at tale dialekt, men fastholdt i teorien den positive holdning til dem.

Enkelte nye er kommet til

På denne baggrund har det været naturligt at medtage sange på dialekt i Højskolesangbogen. Der er færre af dem i de nyere udgaver, men de er der stadig, og der er kommet nye til, især sønderjyske Det er så køhnt det er så dejle, I Synnerjylland der er æ føjt og Madeleine. Om det er fordi sønderjyderne har deres egen historie, og de sønderjyske sange ofte har en national horisont, fordi sønderjysk er mere livskraftigt end de øvrige dialekter, eller det simpelthen skyldes at der er flere sange at tage af, skal jeg lade være usagt. I 2020-udgaven er der dog foruden de jyske sange og den enlige fynske Fo ajle di små blomster (under titlen Opvåvni) også igen en bornholmsk tekst Ja va lidjin horra i sangbogen. Derimod har den aldrig rummet nogen sange på sjællandsk eller sydømål.

Det er formentlig udtryk for de samme sprogholdninger, når der helt fra begyndelsen også var sange med på norsk landsmål, forgængeren for nuværende nynorsk. Ivar Aasen er repræsenteret fra 1889, og hans Millom bakkar og berg og Per Sivles Dei stod på Stiklestad gled først ud i 2006. Og i 1989 kom der fem sange af Halvdan Sivertsen ind med mange nordnorske træk. De røg ud igen i 2006, mens Alf Prøysens hedmarksprægede Du ska få en dag i måra stadig findes i sangbogen og har fået selskab af to nye nynorske sange.

Andre talesprog har ikke fået den samme opmærksomhed. PH’s lovprisning af det talte daglige sprog, brugssproget, i For mig er sprogets klang (også kendt under titlen Sproget) har dog været med siden 1974, men lovprisningen sker på almindeligt skriftsprog. Måske kan vi betragte Ramadan i København som udtryk for det samme: en respekt for andre sprog- og kulturformer end flertallets, altså en inkluderende holdning, men den udtrykkes ikke direkte i sprogbrugen.

Inge Lise Pedersen 

 

 

Emner