Dialekterne i den københavnske omegn – Amager og Skovshoved

Blot 10–15 km uden for Københavns centrum kunne man få årtier tilbage høre tydelige ikke-rigsmålsbaserede træk i sproget hos bønder og fiskere. Tydeligst var dette i amagermålet fra Dragør og Store Magleby, hvor fonetiske og prosodiske træk såsom stødløshed og en anderledes intonation bidrog til at give den lokale dialekt et bornholmsklignende præg. Men også hos talere fra fiskerlejet Skovshoved nord for København lød sproget særpræget sammenlignet med københavnsk.

Hvis man lytter til denne optagelse fra Dragør, hører man eksempelvis tydeligt, at marken udtales med samme lyse a som rigsmålets danse. Omvendt har dragørtaleren i optagelsen mørkt a (som i rigsmålets mark) i et ord som danse. Stødløshed og et fra rigsmålet væsentligt afvigende intonationsmønster hører man i et ord som bønderne.

Via samme dialektkort kan man også høre denne optagelse af en taler fra Skovshoved, hvis sprog også lyder anderledes end rigsmålet, for eksempel ved dets intonationsmønster og placering af stød. Læg for eksempel mærke til udtalen af ordet lugtede, der ganske vist heller ikke i rigsmålet skal udtales med stød, men hvor tonegangen er markant anderledes og mere bornhomlsklignende end rigsmålets.

Forsvandt først i løbet af 1900-tallet

Det er svært, og sandsynligvis umuligt, at finde folk der taler skovshoved- og amagerdialekterne i dag. Men optagelserne er fra henholdsvis 1981 og 1976 og er dermed vidnesbyrd om, at disse dialekter stadig blev talt et godt stykke op i 1900-tallet. Og det er egentlig overraskende, for både fiskerne fra Skovshoved og bønderne fra Amager havde i hundredevis af år været i tæt kontakt med københavnerne, når de skulle sælge deres fisk og grøntsager på torvene i byen. Fiskerkonerne fra Skovshoved travede dagligt den lange vej ind til Gammel Strand med fisk i en kurv, som de bar på ryggen. De blev kaldt for skovserkoner, og de var en fast bestanddel af livet og handelen i byen.

Fra Store Magleby på Amager kom bønderne hver morgen kørende til byen i hestevogne med ladet fuld af blomster og grøntsager, som de solgte på torvene tæt ved Gammel Strand (deraf navnet Amagertorv). Det var konerne, der stod for salget, og ligesom skovserkonerne var de let genkendelige i deres lokale dragter med den karakteristiske hovedbeklædning.

Både skovserne og amagerbønderne har altså haft masser af kontakt med københavnerne. Det kan derfor undre, at deres sprog så langt op i 1900-tallet stadig var tydeligt præget af en række lokale sprogtræk, som danskere i øvrigt mange steder i landet var i færd med at erstatte med rigsmålstræk. Så i stedet for at spørge, hvorfor omegnsdialekterne forsvandt, skulle vi måske snarere stille spørgsmålet: Hvorfor blev skovserne og amagerbønderne ved med at tale deres særegne dialekter så længe?

Det er i hvert fald et af de spørgsmål, som vi vil forsøge at besvare i forskningsprojektet Lyden af Hovedstaden, som er finansieret af VELUX FONDEN. I projektet samarbejder vi, forskere fra Center for Dialektforskning, med historikere og arkæologer fra Københavns Museum, Moesgaard Museum og Center for Byhistorie på Århus Universitet om at undersøge hovedstadens 'lyd' gennem tiden, herunder også lyden af sprog i byen.

Som billederne ovenfor illustrerer, har skovserne og amagerbønderne været synlige og genkendelige i det københavnske bybillede. Men de historiske billeder kan ikke vise 'lyden'. Hvordan har konerne talt? Hvordan har deres tilstedeværelse bidraget til og præget lydbilledet på handelstorvene gennem tiden? Da omegnsdialekterne i sig selv er dårligt belyste, er det en væsentlig opgave i projektet slet og ret at beskrive, hvordan de har lydt. Det er nemlig også planen, at lyden af talt omegnsdialekt skal indgå i projektets afsluttende særudstilling på Københavns Museum i 2023.

Pia Quist & Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen