Dramatisk datid

Man skelner i dansk mellem verber med stærk bøjning og verber med svag bøjning, også kaldet stærke og svage verber. Stærke verber har enstavet datid (dvs. datid der består af én stavelse), og datiden har ofte afvigende vokal fra de øvrige former, fx

• bide – bed
• finde – fandt
• fryse – frøs
• bære – bar

Svage verber har forskellige datidsendelser:

• -ede, fx drattede, snappede, sparkede – og i nogle dialekter fx bagede, kørede
• -te, fx hørte, købte, rakte – og i nogle dialekter fx flytte, dratte, styrte 
• -de, fx gjorde, lagde, havde – og i nogle dialekter fx grinde, hørde

Men der er også svage verber, der kan have enstavet datid, fx snap, drat, klask (datid af snappe, dratte, klaske). Disse enstavede datider betegner en handling, der er momentan og mere eller mindre dramatisk. Jeg har derfor valgt at kalde formen for dramatisk datid. 

Jeg har kun fundet dramatisk datid af verber, hvis rod ender på klusil (p, t, k). Jeg vil vende tilbage til dette nedenfor under formernes historik.

Geografisk og kronologisk udbredelse af dramatisk datid

Dramatisk datid findes både i ældre rigsdansk og i bornholmsk, ømål og visse jyske dialekter. Ordbog over det Danske Sprog (ODS) har belæg fra forfattere som Baggesen, Heiberg, Grundtvig og H.C. Andersen samt fra ældre forfattere som Jernskæg (1654-1711), men i 1900-tallet var den dramatiske datid på retur i rigsmålet, og mange dramatiske datider kaldes i ODS dial. eller nu næsten kun dial. 

Man vil formentlig kunne finde ældre belæg end ODS’s, men jeg har ikke ledt i ældre kilder eller i Kalkars Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700).

Dramatisk datid i ømålene

Her skal bringes en række eksempler på dramatisk datid i ømålene, hentet fra Ømålsordbogen og seddelsamlingerne til ordbogen. Kun sikre eksempler er medtaget, ikke eksempler, hvor der kan være tale om en tostavelsesform med bortfald af endelsen -e, når ordet ikke udtales distinkt (fakultativ apokope kaldes det i fagsprog). Al lydskrift er omsat til rigsdansk ortografi.

Med rod, der ender på -p:

• han nap papiret ud af hænderne på mig (Lollandsk Ordbog)
• så nup de jo ham (fangede ham, en krybskytte) (Sjælland)
• dermed snap skomageren skoene og smurte (løb hurtigt) ud ad en bagdør (Fyn)
• han snup det lige for næsen af mig (Møn)
• han dump igennem ved eksamen (Sjælland)
• han plump i (Sjælland)

Med rod, der ender på -t:

• der drat Mads Fos (talemåde, Fyn)
• han plut (plumpede) i lige til halsen og var ved at drukne (Langeland)
• han skvat om på isen (Lolland)
• der smut benene for mig (Sjælland)
• han styrt over det høje dørtrin (Langelandsk Ordbog)
• så vælt de (Langeland)

Med rod, der ender på -k:

• det ikke så meget som djunk i ham (dvs. gav et sæt) (Sjælland)
• rebet knæk (Sjælland)
• han fik én på siden af hovedet lige så det klask efter (Sjælland)

Der er også enkelte eksempler, hvor der foreligger gentagen momentan handling:

• jeg hop fra den ene knold til den anden (i strandengen) (Sjælland)
• alle disse gik og sparg til mig bestandig (Sjælland, Kollerød: Min Historie: 219)

Og der er et enkelt eksempel på, at enstavet datid er brugt med ikke-momentan betydning:

• det vælt ned med sne hele natten (Langelandsk Ordbog)

Her er enstavet datid overført fra enstavet datid med momentan betydning (vognen vælt, så vælt de med vognen).

Der er stor forskel på formernes udbredelse. Formen drat er almindelig overalt (dog ikke optegnet på Ærø), mens styrt kun er optegnet i to kilder. Og mærkeligt nok har jeg kun fundet få sikre eksempler med -k. Måske fordi verber som brække, knække, smække, sprække i stedet kan have stærkt bøjet datid: brak, knak, smak, sprak. 

Stærke verber med dramatisk datid?

Der findes stærke verber med dramatisk indhold (fx stikke og hugge med datid stak og hug), men her er enstavet form oprindelig. Og der findes svage verber, der stedvis er overgået til stærk bøjning, fx brække, brak, brukken). Disse datider er udeladt her. 

Formernes historik

Det er som nævnt kun verber med -p, -t, -k i roden, der har dramatisk datid af svage verber.

I ømålene findes enstavet datid ved siden af datid på -ede og -te. I de fleste ømål udtales -ede som -e. Og former på -e har meget ofte apokope (svind af -e) efter p, t og k, når ordet ikke udtales distinkt. Man siger fx ikke dratte (drattede), men drat, når man ikke taler distinkt. En apokoperet form som datid drat kan være tolket som ægte enstavet af de talende, og sammen med lignende apokoperede former kan den være ophav til dramatisk datid som en etableret bøjningskategori, som andre datider kan slutte sig til. 

I bornholmsk har man ikke apokope. Datid hedder fx fiskada (med ada-bøjning) og kaste (med te-bøjning), altid uden apokope. Dramatisk datid må derfor være indlånt som bøjningskategori. En bøjningskategori, som bornholmske verber kan tilslutte sig, således fx raspa: hanj rasp ed idå hånn på mei (han rev det ud af hånden på mig).

I vestjysk har man gennemført apokope i alle ord, der ender på -e, også i distinkt tale. Men her kan man skelne mellem datid dratte (med te-bøjning) og dramatisk datid drat ved hjælp af vestjysk stød. Dratte udtales dra´t med stød, mens drat udtales drat uden stød. Også her er dramatisk datid formentlig indlånt.

Fremtidig undersøgelse?

Det er begrænset, hvor mange verber jeg har undersøgt i ømålene, og jeg har helt udeladt de bornholmske og jyske former. Dramatisk datid kunne fortjene en grundigere undersøgelse og beskrivelse. 

Karen Margrethe Pedersen

Emner