Kan epidemier flytte dialektgrænser?

Fra den sorte død hærgede 1349 til byldepesten i København i 1711 skal der have været 32 epidemier der var så omfattende og så dødelige at man kaldte dem pest. Hver gang var der tusinder af mennesker der døde i hele eller dele af landet. Epidemierne betød at folk flyttede til de egne hvor der var blevet ledige ejendomme; med sig førte tilflytterne dialekttræk fra deres hjemegne, og det kan have haft betydning for de danske dialektgrænser.

Man mener at den sorte død halverede Danmarks befolkning, men vi ved ikke om dødeligheden var den samme overalt. Efter at der blev indført kirkebøger i 1646, bliver det imidlertid muligt at hente oplysninger om fødsels- og dødstallet i de enkelte sogne – i den udstrækning kirkebøgerne er bevaret. Derfor kan vi få et indtryk af hvilke egne der blev hårdest ramt i de to epidemier der hærgede i anden halvdel af 1600-tallet.

Den enes død...

Blodsoten i 1653-54 ramte kun Østdanmark og var værst i København, hvor man skønner at 1/3 af befolkningen døde, mens de sjællandske landsogne i gennemsnit mistede 13% af befolkningen. Bortset fra Kolding slap Vestdanmark i den omgang, men netop Fyn og Sydjylland blev til gengæld ramt af plettyfus 1659-60. Smitten kom med de polsk-brandenborgske tropper der under den Anden Karl Gustav-krig skulle hjælpe med at jage Karls Gustavs tropper ud af landet, og takket være først og fremmest Aksel Lassens kirkebogsstudier har vi et godt overblik over dens hærgen i Jylland.

Ifølge Lassen døde omkring halvdelen af befolkningen i et bredt bælte på begge sider af Kongeåen fra Ribe til Kolding og videre til Horsens, mens Nordvestjylland gik næsten fri. Det førte til stor mangel på arbejdskraft og mange ødegårde i det sydlige Jylland, i Malt herred omkring Vejen hele 75%.

Det rygtedes naturligvis i de nordvestligere egne at der var nem og billig adgang til en fæstegård hvis man var villig til at flytte sydpå, hvor jorden de fleste steder oven i købet var bedre end den skarpe og sandede hedejord. Mange flyttede, hvad der førte til stagnation og fødselsunderskud i de magre egne.

Når de unges sprog dominerer

I 1600-tallet var der ikke noget der hed rigsdansk, og der var betydelig forskel på de jyske dialekter. Den massive indvandring fra de nordvestlige egne som pesten havde skånet, førte efter alt at dømme til at nogle af de træk vi kalder vestjyske, bredte sig mod øst, først og fremmest foransat kendeord, dvs. at man siger æ mand og æ kone, ikke manden og konen. At artikelgrænsen har flyttet sig, støttes af at der i det østlige område med foransat kendeord findes udtryk som om muenen 'om morgenen' (og ikke som man skulle vente om æ muen), som snarest må forklares som relikter af den gamle tilstand med efterhængt kendeord.

Når den forklaring overhovedet kan komme på tale, er det fordi de mange (især unge) tilflyttere i den fødedygtige alder førte til lavere ægteskabsalder og høje fødselstal. Der var altså en periode efter plettyfussens hærgen hvor børn og unge udgjorde en meget større del af befolkningen end det almindeligvis var tilfældet.

De fleste sprogændringer sker ved at en ny generation ændrer nogle ting. Hvis der er mange børn og unge i en periode, er der større chance for at disse ændringer slår igennem, og det samme gælder ændringer der har karakter af moderniseringer. Dem er der en del af i sønderjysk sammenlignet med nørrejysk.

Det gælder blandt andet de gamle tvelyde (diftonger). Ord som 

se, en, ben, sø, gøre, bo, klo

blev udtalt med i eller ie, y eller ye og u eller ue i middelalderligt sønderjysk, ganske som i senere nørrejysk. Så de udtaltes snarest som

sie, ien, bien, syø, gyøre, bue, klue

Men da man begyndte at optegne sønderjysk i 1800-tallet, sagde man nu i stedet 

sej, bejn, søj, gøje, bow, klow

Kun i nogle af de sønderjyske yderområder som Angel, Fjolde (i Mellemslesvig), Als og sognene lige syd for Kolding havde man beholdt de gamle former.

Diftongernes skæbne

Hvor fik sønderjyderne den ide fra? Formentlig fra byerne, og dem var der flere af i Sønderjylland end i Nørrejylland. Tysk fyldte en del i de sønderjyske byer, og da dødeligheden var større end på landet, krævede de som andre byer i datiden stadig tilvandring for at vokse. Mange byboer skulle derfor lære bydialekten som voksne tilflyttere. Det førte typisk til forenklinger i forhold til de dialekter tilflytterne fra omegnen talte, også i de sønderjyske bydialekter.

Det er fristende at antage at det gik ud over de gamle diftonger i middelalderligt sønderjysk, og at det var de moderne forenklede byformer der derefter bredte sig til landområderne uden for de sønderjyske byer. Og måske indtraf de sønderjyske vokalændringer allerede i krigs- og pesttiden midt i 1600-tallet, hvor vi ved at mange søgte tilflugt i byerne. Det var altså en periode med større kontakt mellem land og by end sædvanligt og med landsogne præget af mange unge og stor sproglig variation. Og begge dele befordrer sprogændringer.

Hvad så med Fyn hvor der også var både krig og pest? Fik pesten ingen sproglige følger der? Jo måske, men det må vente til en anden gang.

Inge Lise Pedersen