16. november 2022

En ejendommelig a-genitiv på -(s)a i Østersøen og Nordatlanten

Månedens emne

Mens man på moderne (rigs)dansk konsekvent danner genitiv ved at føje et -s til et ords grundform, kan man på traditionelt bornholmsk også danne genitiv ved tilføjelse af -sa (eller -a), hvis man da ikke foretrækker forskellige omskrivninger.

På moderne (rigs)dansk danner vi konsekvent genitiv (ejefald) ved at føje et −s til et ords grundform. Syntaktisk kan det knytte sig til selve ordet, fx 'kongen−s', eller en frase, fx '[kongen af Danmark]−s'. 

Kongen af Danmark
Er det nu fars og mors Kongen af Danmark, eller er det fârsa og moersa?

På ældre sprogtrin kunne genitivmarkøren eller endelsen derimod manifesteres på en række forskellige måder. I oldnordisk, hvor genitivmarkøren var knyttet til det enkelte ord og ikke kunne hægtes på en frase, optrådte den i flertal (af substantiver) som −a (eller −na), mens den i ental bl.a. manifesteredes som −s, −ar, −r, −ur, −a, −u og −Ø, afhængigt af køn og substantivets type (dets såkaldte stammetilhørsforhold).

På traditionelt bornholmsk danner man almindeligvis også genitiv ved hjælp af et −s (eventuelt i kombination med en ændring af den umiddelbart forudgående tryksvage vokals kvalitet, idet et −a ændres til et −e). Fx hedder hankønsordet arm 'arm' i genitiv arms (i flertal arma−armes), mens genitiv af hunkønsordet rosa 'rose' hedder roses (i flertal roser−rosers) og genitiv af intetkønsordet sjev 'skib' sjevs (i flertal sjev−sjevs). Som vi skal se nærmere på i denne måneds klumme, kan man i visse tilfælde dog også danne genitiv på −sa (eller −a, hvis ordets stamme ender på −s). 

Genitiv mindre brugt på dialekt

Inden vi ser nærmere på den særlige dannelse på −(s)a, er det værd at fremhæve, at genitiv på traditionelt bornholmsk generelt anvendes i langt mindre udstrækning end i rigssproget, når man ser bort fra den betydelig mere udbredte brug af genitiv efter præpositionen te 'til'. På  traditionelt bornholmsk begrænser den sidstnævnte brug sig således ikke til faste udtryk som 'til søs' og 'til lands', men kan optræde ved mange ord på alle stillejer, fx 

hajn komm te aksions 'han kom til auktions' 
ejn skujlle mijnst gå ud te pikks, når ejn skujlle dokka sai 'man skulle mindst gå ud til piks, når man skulle dukke sig' (dvs. ved badning i havet) 

I stedet for genitivkonstruktioner foretrækker man på bornholmsk – som i mange andre dialekter – forskellige omskrivninger. Man kan bl.a. ty til sammensætninger, fx 

møllaradræjnn = 'møllerens karl'
Kåffedahorrijn = 'Kofoeds dreng'

Man kan også bruge afledninger på −a, −ska af mandlige personers efternavn eller titel for at betegne vedkommendes kone, fx 

Jins Hânska = 'Jens Hansens kone' 
snikkarskan = 'snedkerens kone' 

Eller man kan bruge omskrivninger med præpositionsforbindelser, fx 

grenana på træd = 'træets grene'

Genitiv på −(s)a

Den alternative genitivdannelse på −s(a) kan kun bruges i bestemte typer af ord. Forholdene i traditionelt bornholmsk kan sammenfattes på følgende vis:

  • −(s)a er særlig frekvent i maskuline personnavne, fx i Pærsa 'Pers', Olesa 'Oles', Hânsa 'Hans'', Jinsa 'Jens'', Annarsa 'Anders''og Massa 'Mads''.
  • Omend i mindre grad optræder −(s)a også i kvindenavne, fx i Ânesa 'Anes', Karnesa 'Karnes' (af Karna 'Karen')  og Marnesa 'Marnes' (af Marna 'Maren').
  • −(s)a er endvidere meget almindeligt i appellativerne fâr 'far' og moer 'mor', hvor fârs og fârsa samt moers og moersa bruges i flæng.

−sa optræder desuden som et alternativ til −s i de adverbielle udtryk i awtes(a) 'i aftes' og i morresa 'i morges' (jf. svensk i morse) ved siden af det almindeligere i morrns

Endelig har −(s)a også fundet vej til en række (alternative) pronominalformer, hvis brug muligvis til dels har været regionalt bestemt. Man har således:

  • hansa 'hans' og hansesa ved siden af hans og hanses
  • hæjnnesa 'hendes' ved siden af hæjnnes og hæjnna
  • våresa 'vores' ved siden af vår og våres
  • jærresa 'jeres' ved siden af jærra/jorra, jærres og jærreses
  • dorresa 'deres' ved siden af dorra og dorres.

Opsummerende kan det altså noteres, at −(s)a er særlig udbredt i personnavne, i de med personnavne funktionelt beslægtede appellativer fâr og moer (fârsa er relativt mere brugt end moersa) samt i en række pronomener med possessiv funktion ('hans', 'hendes', 'vores', 'jeres' og 'deres').

Sammenligner man forholdene i traditionelt bornholmsk med sprogbrugen i nutidens bornholmsk, kan det konstateres, at brugen af −(s)a nok er på retur, men at −(s)a fortsat er et brugbart alternativ til −s i personnavne (som i traditionelt bornholmsk særlig de maskuline), i appellativerne fâr og moer og i pronominalformen hansa. I netop disse tilfælde er dannelsen da også særlig frekvent i traditionelt bornholmsk, mens −(s)a anvendes langt sjældnere i de øvrige pronominalformer og i de nævnte adverbielle udtryk. 

−(s)a uden for bornholmsk

I sydsvenske dialekter og i færøsk findes en tilsvarende genitivdannelse på −(s)a, og med visse forbehold er eller har brugen været meget lig den bornholmske. 

I modsætning til den bornholmske konstruktion har de tilsvarende konstruktioner i sydsvenske dialekter og (navnlig) i færøsk fået en del opmærksomhed i de senere år. Ud over konstruktionens syntaktiske status (som en såkaldt fraseklitik, der kan hægtes på fraser og ikke blot på det enkelte ord) har man bl.a. diskuteret, hvorledes den er opstået. 

Mest udførligt er det sidstnævnte spørgsmål blevet diskuteret i Petersen 2018, hvor der på grundlag af studier af sprogforholdene i færøske ballader fra 1700−tallet argumenteres for, at udviklingen er begyndt i pronominalformerne, ved at et −a som en form for forstærket markør af genitiv er blevet hægtet på ældre former, hvorved man har fået udviklingerne hans hansa 'hans', hansarhansara 'hans', hennarhennara 'hendes', okkarokkara 'vores' og tykkartykkara 'jeres'. I næste fase har man ifølge Petersen kunnet hægte −a på personnavne, fx Jakups → Jakupsa 'Jakobs', inden man i sidste fase – efter at have refortolket dannelsen som en genitivmarkør −sa (og ikke som −s + −a) – kan hægte den på en forbindelse som [Ólavur á Heyggi]−sa

Som led i argumentationen henviser Petersen (med reference til Dahl 2010 og Josefsson 2009) til forholdene i sydsvenske dialekter. Til gengæld synes han ikke bekendt med Gammeldansk Grammatiks omtale af de tilsvarende ældre østdanske former. Disse former betragter Brøndum−Nielsen (1935: 23) som udtryk for en tendens til tydeliggørelse af kasus ved fremmede personnavne på −s (fx Magnus), og han henviser samme sted til forholdene i senere skånsk med reference til Lech (1925: 46) samt til forholdene i fornsvensk, hvor man kan finde tilføjelse af −a(r) til lignende (svenske) personnavne.

De færøske former behøver principielt ikke at være opstået på samme måde som de ældre østdanske former, der afspejles i dagens bornholmsk og visse sydsvenske dialekter. Det er dog påfaldende, at brugen i bornholmsk og færøsk er så ens (brug i personnavne, nære slægtskabsbetegnelser og visse pronominalformer), og selvom det muligvis blot skyldes, at genitiv i mange dialekter særlig bruges i netop de omtalte kategorier, mens man i andre tilfælde typisk foretager forskellige omskrivninger, er det fristende at forestille sig, at de faktisk er opstået på samme måde i de forskellige sprog/dialekter. Og er det tilfældet, taler det umiddelbart imod Petersens tese om, at udviklingen er begyndt i pronominalformerne, hvorfra den skulle have spredt sig til proprierne, da hansa og tilsvarende former ikke synes belagt i den gammeldanske periode.

Alex Speed Kjeldsen

Emner