15. marts 2022

Færdig at revne 'lige ved at revne'

Månedens dialektemne

I ældre dansk kunne ordet færdig betyde 'lige ved'. Hvor stammer dette udtryk fra, og hvad er der blevet af det? Det ser vi på i denne måneds dialektemne.

I H.C. Andersens "Den standhaftige Tinsoldat" (1838) står der et sted:

det rørte Tinsoldaten, han var færdig ved at græde Tin

Det lyder nok lidt spøjst i nutidige ører. På moderne dansk kan vi sige at nogen er færdig med noget, men det er ikke dét H.C. Andersen mener her. Udtrykket færdig ved betyder faktisk nærmest det modsatte, nemlig 'lige ved' eller 'på nippet til' – tinsoldaten i eventyret bliver så rørt at han er lige ved at græde tin. 

Den Standhaftige Tinsoldat
Illustration af kunstneren Vilhelm Pedersen (1820-1859) til "Den standhaftige Tinsoldat", her genoptrykt i en jubilæumsudgave fra 1905 i anledning af 100-året for H.C. Andersens fødsel. 

Færdig ved i betydningen 'lige ved' var tidligere ganske almindeligt i dansk, både i skrift og tale. Udtrykket varierer dog lidt afhængigt af tid og sted. Hos nogle forfattere hedder det færdig ved + at-infinitiv, som i H.C. Andersen-citatet. I andre kilder, fx hos Leonora Christina, hedder det færdig til + at-infinitiv:

Loppers Mangfoldighed plagede os Dag oc Nat […] saa hun war offte ferdig til att græde
(Jammers Minde, ca. 1696)

Andre steder finder vi varianten færdig + at-infinitiv uden præposition:

Han var færdig at omkomme af Sult.
(Dansk Ordbog, 1802)

Lignende udtryk findes i øvrigt også på svensk og norsk, hvor det bl.a. kan hedde:

Huset är färdigt att ramla
'Huset er nær ved at brase sammen' (Svenska Akademiens ordbok)

eta så ein er ferdig til å sprekka
'spise så man er lige ved at revne' (Norsk Ordbok)

Færdig som proksimativ markør

Betydningen af færdig i disse eksempler kaldes med et sprogvidenskabeligt fagudtryk proksimativ (eng. proximative). Proksimative udtryk bruges til at angive at en bestemt situation er tæt på at indtræffe (men ikke nødvendigvis gør det). På moderne dansk har vi en række af den slags markører – man kan for eksempel være lige ved, nær ved, tæt på eller på nippet til at græde etc. Som det ses, er proksimative markører ofte dannet af ord som har med nærhed at gøre. Nær ved og tæt på kan jo også bare betyde at man befinder sig i fysisk nærhed af noget: nær ved vandet, tæt på stationen osv.

Det proksimative færdig (ved/til) er altså etymologisk set lidt specielt – den oprindelige betydning af færdig har ikke noget med nærhed at gøre, men er snarere 'klar, parat', altså at man har gjort sig rede til noget. Her fx i Christian 3.s Bibel (1550):

naar hand gør sig ferdig / at forferde Jorden (Es 2,19)
'… når han (Gud) gør sig klar til at forfærde jorden'

Denne betydning er på et tidspunkt blevet udvidet til også at omfatte situationer der er på nippet til at indtræffe, men hvor man ikke har kontrol over handlingen. Hvornår denne udvikling er sket, kan vi ikke vide med sikkerhed, men der er tale om et ret gammelt udtryk. Det er belagt i danske tekster i hvert fald fra slutningen af 1600-tallet, bl.a. hos Leonora Christina, Thomas Kingo og Mathias Moth, som giver en del eksempler i sin ordbog:

Hand har drukken sâ meget, at hand er ferdig til at spye.
(Moths Ordbog, ca. 1700)

Fra standardsprog til dialektudtryk

I ældre tekster lader det proksimative færdig til at have været helt upåfaldende. Udtrykket ser ikke ud til at have været begrænset til en bestemt dialekt eller at have været forbundet med noget bestemt socialt tilhørsforhold. Det kan illustreres meget godt ved at sammenligne to jævnaldrende – men meget forskellige – skribenter fra 1800-tallet, forbryderen Ole Kollerød og filosoffen Søren Kierkegaard. Den dødsdømte Ole Kollerød, som næsten ingen skolegang havde, fik i fængslet lov at nedskrive sin livshistorie. Han bruger det proksimative færdig flittigt, som i dette eksempel:

Ia, ieg frøs om mine føder [dvs. fødder], saa at ieg var ferdig at krapeere af kulde
(Min Historie, 1840)

Kun fem år senere finder vi en helt parallel brug hos Søren Kierkegaard:

jeg er færdig at døe af Hede i disse smaa Værelser
(Stadier paa Livets Vei, 1845)

Kollerød og Kierkegaard bruger her det proksimative færdig på præcis samme måde, uden præposition og med en at-infinitiv der betyder 'dø'. De anvender endda konstruktionen for at opnå samme sproglige effekt, en hyperbel eller overdrivelse. En dødsdømt forbryder på samfundets bund kunne altså bruge konstruktionen på præcis samme måde som en berømt forfatter og filosof.

I slutningen af 1800-tallet sker der dog noget med konstruktionen – den går af brug i det dannede sprog og i skriftsproget. Dette sker ikke fra den ene dag til den anden, men har snarere været en gradvis proces. Omkring år 1900 ser det dog ud til at konstruktionen har været associeret med "Befolkningens lavere Lag" som det hedder i Ordbog over Gadesproget fra 1908. I denne ordbog over det "lavere" sprog er færdig med betydningen 'lige ved at, paa Nippet til at' nemlig taget med som opslagsord, og redaktørerne har altså ment at konstruktionen kun hørte hjemme i det jævne folks sprog, ikke hos det bedre borgerskab.

Forside
Forsiden til Ordbog over Gadesproget (2. udg.) fra 1908. Ordbogen rummer mange eksempler på ord og udtryk som i dag er gået af brug, såsom proksimativt færdig, men også ord som er helt almindelige i moderne dansk, fx løsgænger, middagslur og genstand i betydningen 'glas med alkoholisk drik'. Man kan læse mere om ordbogen på s. 379-80 i Inge Lise Pedersens artikel "Ordforråd" i Dansk Sproghistorie, bd. 3 (Aarhus, 2019).

Men selv hvis man kan sige at det proksimative færdig forsvandt fra det dannede talesprog og skriftsproget omkring år 1900, var dette ikke enden på konstruktionen. Den levede videre i dialekter over hele landet sådan som de blev optegnet i begyndelsen og midten af 1900-tallet. I Ømålsordbogens samlinger på Københavns Universitet er der registreret masser af eksempler på proksimativt færdig, og udtrykket er optegnet i hele ordbogens område. Her er blot et lille udpluk af eksempler fra dialektsamlingen:

de æ lii fære å vær for møø '
det er lige ved at være for meget' (Langeland)

jeg var færdig til at revne af grin
(Lolland)

de vå færri å vær' tye-vær '
det var næsten tøvejr' (Møn)

jeg var færdig ved at dåne
(Vestsjælland)

de æ færed å ræjne
'det er lige ved at regne' (Sejerø)

di grined, saa de vaa færr aa flæks
'de grinede så de var lige ved at flækkes (revne)' (Nordsjælland) 

Også i jyske dialekter er konstruktionen registreret. Jysk Ordbog har bl.a. eksempler som de var færdig at revne fra Vendsyssel og den (en mur) er færdig ved at vælte fra Sønderjylland. Det samme gælder bornholmsk, hvor udtryk med farru (= færdig) forekommer hyppigt i optegnelser fra begyndelsen af 1900-tallet. De bornholmske former skal vi se nærmere på i næste måneds dialektemne.

Sune Gregersen