29. marts 2019

Fra lindost til march – Ømålsordbogens bind 12 er udkommet

Månedens dialektemne

Der er for tiden stigende interesse for ikke-industriel fremstilling af mad og drikke med tættere kontakt til råvarer og fremstillingsproces. Hvordan dét er foregået i det gamle bondesamfund, kan man bl.a. læse om i Ømålsordbogen, hvor Bind 12 netop er udkommet – med et allerførste opslagsord som omhandler friskost!

Bind 12 af Ømålsordbogen er netop udkommet, med opslagsord fra lindost til march.

Det første ord i bind 12 er lindost. Lindost er en blød ost (jf. ordet lind der stadig bruges om en blød masse, fx en lind dej) fremstillet af et syrnet mælkeprodukt, fx kærnemælk, der er kogt, og hvor vallen er løbet fra. Osten kan krydres på forskellig måde eller ryges – det er den vi kender som rygeost. Også i 1800-tallets bondesamfund kendte man til fænomenet friskost! De ord og sager der beskrives i Ømålsordbogen, er altså ikke nødvendigvis blevet forældede og har i nogen tilfælde fået mere opmærksomhed. 

Malt – og fremstilling af øl

Et andet interessant ord i bind 12 er malt, dvs. spiret og tørret korn (især byg) til brug for fremstilling af øl. Ølbrygning var en helt nødvendig del af livet på landet. Man kunne ikke bare gå hen og åbne for en vandhane og få rent og friskt drikkevand. Til gengæld kunne man slukke tørsten i øl. Øllet var ikke kun nærende og forhåbentlig velsmagende. Det var også rent, da det både var kogt og produceret under stor hensyntagen til renligheden – ellers ville brygningen ikke lykkes. 

I øjeblikket kan man på DR følge den nyligt afdøde Master Fatman rejse rundt i landet på jagt efter gammelt dansk madhåndværk (i udsendelsesrækken Smagen af Danmark). I en af udsendelserne besøger Master Fatman et af de mange mikrobryggerier der er dukket op. Han hører om malt med forskellig smag og ser hvordan maltet bliver kværnet og derefter mæsket, dvs. lagt i blød, som første led i produktionen af øl. ”Jeg vil lære det helt fra bunden”, siger Master Fatman.

I bind 12 findes der, ligesom i bind 1-11, også mærkelige, særdialektale ord som magosje. På Lolland og Falster har man kunnet bruge ordet om en samling af ting og ejendele, et rod af ting og sager.

I Ømålsordbogen kan man læse om alle disse processer, og i bind 12 specielt om fremstillingen af malt, herunder netop de ting som er vigtige for at kunne få godt malt (og dermed godt øl), fx at spiringen af kornet skal afsluttes på det rigtige tidspunkt, og at tørreprocessen (typen af brænde, gløder eller flammer, afstand mellem ild og malt) har stor indflydelse på hvordan maltet og den efterfølgende drik kommer til at smage. En mørkere ristning giver typisk en mere ”krydret” smag. I dag kun specialister der kender til alt dette, men for 150 år siden var det noget alle dygtige gårdmandskoner vidste besked om.

Fedtemalene og luskepøj

Ordbogen byder også på mange eksempler på produktiv orddannelse. Artiklen Malene viser fx at et personnavn kan blive produktivt som sidsteled i skældsord. 39 forskellige er der oplistet i artiklen, fx drattemalene, druntemalene, joskemalene, skræppemalene og svinemalene. Og slår man omvendt op under verbet luske, får indtryk af alle de mange endelser der kunne stod til rådighed for den kreative sprogbruger, fx luskebuks, -darius, -fas, -fis, -hoved, -hund, -katrine, -mikkel, -mær, -pels, -pert, -peter, -pøj, -sidse.

Til brug for udgivelsen af Ømålsordbogen er der indsamlet et omfattende materiale om ordenes dialektale udtale, bøjning og betydning. Her ses en seddel med udtale og betydning af fedtemalene – en 'slesk pige'.

Ligesom de tidligere bind indeholder tolveren også indgående beskrivelser af udtale og bøjning. I dette bind kan man fx se hvor løbe har kunnet bøjes løbe, jeg løber, jeg løfte, jeg har løft, at datidsformen lukte har været lige så almindelig som lukkede, og at den oprindelige de-bøjning af lære endnu fandtes på Vestfyn og Ærø i begyndelsen af 1900-tallet. Der hed det altså ikke jeg lærte, jeg har lært, men jeg lære, jeg har lær.

I bøjningsafsnittene kan man også finde eksempler på nutidsformer uden -er: jeg lys, jeg læs, jeg mal. Formerne er optegnet både på Lolland-Falster og Fyn. Der er de for længst gået af brug, men lignende former finder man stadig i sønderjysk. Ordet læse er også eksempel på et ord der kunne udtales på forskellige måder. I Fynsområdet var fx udtalen med kort æ almindelig – læse lød altså som læsse – og i det gamle ærøske udtaltes ordet løse.

Verbet læse har haft betydninger der ikke bruges mere. På denne ordbogsseddel ses et eksempel på udtrykket læse ærter hentet fra en båndoptagelse med en lollænder i 1960.

Men ikke kun udtale og bøjning kan afvige i helt almindelige ord som løbe, lære og læse, også betydningen. Læse betyder normalt det samme som i dag, men på Lolland og i Fynsområdet er ordet også optegnet i udtryk som fx de læser kartofler, der betyder ’de sorterer kartofler’, og en fisker fra Kerteminde forklarer i en optegnelse at man skulle læse ormene (til madding) når man kom hjem med dem, dvs. pille sand og snavs af dem.

Alt det og meget andet kan man finde i bind 12.

Asgerd Gudiksen & Henrik Hovmark