Gamle jyske ord – eller bare særlige udtaleformer og bøjninger?

Henrik Gerner gjorde ganske vist allerede i 1697 opmærksom på at ved siden af de ord som ej synes "at have nogen affinitet med de danske ord", er der også en del ord som ikke er fremmede fra det danske, men som alligevel er vanskelige at forstå uden tolk, fordi de "udi pronunciationen differerer", fx dar "dør" og lat "lærred" (Nielsen 1941: 55, 57). Den indsigt præger ikke de gamle dialektordbøger hvor man kun foreviste dialektens "sjældne" ord, dens såkaldte idiotismer.

Peter Skautrup sammenlignede det med en markedsgøglers fremvisning af en kalv med seks ben. "Ligesom man ikke kan beskrive en kalv ved at sige: den har seks ben, eller: den har to hoveder, således kan man heller ikke få en retfærdig vurdering af en dialekts ordforråd ved blot at se på eller dømme ud fra idiotismerne" (Skautrup 1927: 9). Man må vide hvordan en normal kalv ser ud, for at bedømme den seksbenede. For at bedømme dialekten med de "sære" ord sammenlignede man den med standardsproget. I selve idiotismebegrebet ligger således en underforståelse af dialekterne som afvigelser fra standardsproget, ikke som lokale sprog i deres egen ret.

Ikke sær(lig)e ord, bare særlige former

Den opfattelse er endnu ikke udryddet. I en artikel i Politiken lige efter nytår blev navnet på Jeppe Aakjærs ejendom Jenle således kaldt et gammelt jysk dialektord. Er det nu en rigtig etiket?

Jænˀ er den nørrejyske måde at udtale talordet "en" på. Derfor hedder "eneste" jænəst, og man siger jænlə i stedet for e·nli. Endelsen -lə er heller ikke en særlig jysk endelse, men en lokal udtale af -lig der også høres i få·lə "farlig", ligesom "modig" skrives modde i "Jyden han æ stærk å sej".

Tilsvarende er kjoˑɹ "kørte" heller ikke et særligt ord, men den lokale datidsform, og kanteret, knolderet, prikkeret, striberet er dannet med en jysk afledningsendelse -eret hvor andre dialekter typisk nøjes med -et.

Mange af de "sære" ord er altså ikke jyske ord, men jyske former. Det er først og fremmest udtale og bøjning der gør dialekterne så forskellige fra standardsproget, ikke ordforrådet.

For at vise det må man beskrive dialektens samlede ordforråd, både de fælles ord og dem der er særlige for pågældende dialekt. Når man gør det, viser det sig at størstedelen af ordforrådet er fælles, og at de fleste "gamle jyske ord" ikke nødvendigvis er opstået i Jylland, men er lokale former af fælles danske ord. Det er udtalen eller bøjningen der er specielt jysk, ikke ordene.

Kun enkelte er kun jyske

Andre af de "jyske" ord var en gang fælles for hele Danmark, men er gået af brug mange steder og derfor endt som relikter i en eller flere dialekter. Det gælder ord som blåne "sky" og kvadder "snesjap" der også kendes visse steder i ømålene. Det gør nogle af Aakjærs "jyske" ord såmænd også, fx dynke "stænke vand på noget " og hvege "bevæge frem og tilbage". Derimod er det vist kun jyder der har bevaret de gamle ord døn "(dårlig) lugt", skenne "løbe løbsk" og sæde "sanse at gøre noget".

Den lokale udtale kan være kombineret med en vis forskel i betydningen som kan være bredere eller smallere end den nuværende standarddanske. Det gælder bl.a. ordet jænlə som tidligere også i standardsproget (og andre dialekter) kunne betyde "afsidesliggende" eller "ensom" ligesom på jysk.

I andre tilfælde er ordet ganske vist fælles for jysk og standarddansk, men det har i tillæg fået en helt anden betydning i dialekten. Det gælder vestjysk stӧwˀt som er en lokal udtale af verbet styrte "falde voldsomt". På vestjysk betyder det også "møgbør" – og derfor kan det så også bruges om at "køre med en møgbør". Hvordan kan det gå til? Hvis man har prøvet at køre møg ud fra kostalden, er det ganske klart: man tømmer børen ved at vippe den så møget styrter ned på møddingen.

Er der da slet ingen ord der kun er jyske? Jo, men de er faktisk ret få. Et sådant gammelt jysk ord er vistnok bovn "velnæret", fx om et barn. Til de specifikt jyske ord hører også nogle (formentlig) yngre dannelser som dylre "vaske en i hovedet med sne" og noller "lidt fjollet eller dum" (men det kan også være en omdannelse af nådelig). Begge ordene er i nutiden et godt signal om at taleren er fra Århus eller nærmeste omegn.

Inge Lise Pedersen

Emner