Kært barn har mange navne: Gamle ord for skat

Midt i august bragte aviserne historier om danskernes enorme – og stigende – gæld til det offentlige, selv om skatteministeren i fjor havde taget nye midler i brug for at knække kurven. I vikingetiden talte man også om danernes gæld, for at være helt præcis om danegæld, men det var ikke noget danskerne skyldte væk, det var dét englænderne betalte for at slippe for at blive plyndret. Det var et plus på betalingsbalancen. Altså noget positivt, ligesom indgæld der i ældre dansk betyder indtægt, og tysk Geld der simpelthen betyder penge.

Hvad enten gæld er noget man skal yde eller noget man får, enten i naturalier eller som mønter, er det en form for erstatning, noget der gælder. Og lige siden middelalderen er ordet indgået i forskellige navne på skatter og afgifter fra arnegæld (husstandsskat), toftegæld (grundskyld), torvegæld (skat på torvehandel) og midsommergæld (skat der forfaldt om sommeren) til landgilde som helt op i 1800-tallet var betegnelsen på en fæsters årlige afgift i penge eller naturalier, altså jordleje.

Tyveskud og bondeskyld

Et andet ord for skat var skud. Vi kan stadig tale om forskud, indskud og tilskud, men i middelalderen betalte man juleskud, påskeskud og tyveskud (afgift for at holde en tyv fængslet til næste tingdag).

Et andet gammelt ord for en pligtig ydelse er skyld. Bondeskyld betegnede egentlig værdien af en bondegård, men bruges også både om jordleje og om grundskat, mens landskyld ligesom landgilde betød lejeafgift af jord. Ejendomsskyld er en nyere betegnelse for en skat på fast ejendom, som blev indført i 1903, ligesom grundskyld er navnet på en grundværdiskat (altså grundens værdi uden bebyggelse) indført i 1922.

Langt op i tiden var det især jord og fast bebyggelse der blev beskattet. Erik Plovpennings tilnavn skyldes således ikke en redskabsskat, men en jordskat. Plov var i middelalderen et mål på den mængde jord som kunne behandles med én plov.

Efter 1400 begynder man at bruge ordet skat om en tvungen afgift til kongen eller byen, og det afløser efterhånden de andre betegnelser. Fra ca. 1800 betaler man grundskat, husskat og indkomstskat, efter 1900 formueskat, personskat og ejendomsskat.
Nyest er ordet kildeskat, om indkomstskat som trækkes fra lønnen eller pensionen før den udbetales, som blev indført i 1970.

Indtil da stod lokale skattekontorer for skatteopkrævning. I København hed de rodekontorer. Man kunne tro det var et udtryk for københavnerviddet, men det er ikke tilfældet. En rode var oprindelig en hærafdeling. Ordet er lånt ind i dansk fra middelnedertysk rote og blev brugt om et forvaltningsdistrikt. Rodekontor var det officielle navn for de 17 kontorer som blev oprettet i 1925 og stod for opkrævning af de direkte skatter. De blev afskaffet i 1995.

Skat og kvæg

Skat var blevet en almindelig betegnelse allerede i 1500-tallet. Det er i hvert fald den der bruges i Christian III’s Bibel fra 1550, hvor det diskuteres om det er tilladt at give kejseren skat, både hos Matthæus, Markus og Lukas. I Matthæus 22.15 bliver Jesus spurgt "er det ræt at mand giffuer Keyseren skat eller ey?", og han svarer "Lader mig see Skattens mynt. Og de racte hannem en Pending".

I den græske tekst står denarion, altså en romersk denar med kejserens billede. Pending (eller penning) var i lang tid betegnelsen for den almindelige danske mønt. Senere blev penninge til penge. Det er samme ord som tysk Pfennig og engelsk penny.

Også de danske mønter havde ofte et billede af regenten, dvs. kongen. Det gjaldt dog ikke de allerførste mønter der blev slået i Danmark. Det var nogle små tykke sølvmønter af en type som i Frankrig hed denarer, i England sceattas. Efterligninger af engelske sceattas er fundet i hundredvis i Ribe, og det antages at de er udmøntet i Ribe omkring 720-25. Det er kun nutidens numismatikere, dvs. møntkendere, der kalder dem sceattas, købmændene i Ribe kaldte dem måske penninge, dengang de blev fremstillet. Først fra 1500-tallet kom det efterhånden til at stå på mønterne hvilken nominel værdi de havde, før det måtte brugerne aflæse værdien ud fra møntens motiv.

Interessant nok er det engelske sceatta samme ord som skat, ganske som tysk Geld er samme ord som gæld. Grundbetydningen af skat er kvæg, egentlig "noget der hopper og springer", og minsandten om ikke fremmedordet pekuniær "som har at gøre med penge", fra latin pecunia "formue, penge" er dannet til indoeuropæisk peku "kvæg".

Man aner en "kvægmøntfod", hvor man betalte med kvæg før det blev almindeligt at betale med sølv. Mønter er dog mere praktiske, de fylder ikke så meget og hopper og springer slet ikke, men ordene omkring pengeforhold peger altså stadig tilbage på hvad man tidligere brugte som betalingsmiddel.

Inge Lise Pedersen

Emner