15. juni 2020

Sønderjysk – dialekten, der er vævet ind i Genforeningen

Månedens dialektemne

Når vi fejrer 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark den 15. juni 2020, kan vi samtidig fejre sønderjysk som den danske dialekt, der står stærkest i dag. Paradoksalt nok er årsagen sandsynligvis netop, at landsdelen i nogle afgørende år ikke var dansk.

Sønderjysk dialekt fik i perioden under preussisk og tysk styre, fra 1864-krigen og frem til 1920,  tilskrevet symbolsk betydning og kunne bruges til at vise dansk sindelag. Men samtidig forløb mange af tidens store samfundsændringer anderledes end i resten af landet, og det var netop de samfundsændringer, som var med til at udbrede et københavnskbaseret standardsprog i resten af Danmark.

Tegning af københavnsk skole omkring 1850
Skoleloven af 1814 spillede en central rolle i at uddanne befolkningen – og i at vænne dem af med at tale dialekt. Tegningen er af P.C. Klæstrup fra omkring 1870 og viser scener fra skoleundervisning omkring 1850.

Dialektforsker Inge Lise Pedersen har peget på, at de grundlæggende årsager til at danske dialekter mange steder enten er forsvundet eller er nivelleret i en grad, så der kun er få regionale træk tilbage, skal findes i 1800-tallet. Hun fremhæver Skoleloven af 1814, udbygningen af jernbanenetværket og udviklingen i landbrugssamfundet som nogle af de væsentligste årsager (fx I.L. Pedersen 2009). Det preussiske og tyske styre i Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland – indebar imidlertid, at udviklingen forløb anderledes her.

Ikke konfronteret med standarddansk

I Kongeriget (dvs. nord for Kongeåen) medførte Skoleloven af 1814 udbredelse af et københavnskbaseret skriftsprog, og mange steder bekæmpede lærerne elevernes brug af lokale dialekter, fordi de havde lært på seminarierne, at det var til børnenes bedste. I de nordslesvigske skoler foregik al undervisning på nær fire ugentlige timers kristendomundervisning på tysk fra 1889, og eleverne blev derfor kun påvirket af dansk skrift- og talesprog i begrænset omfang.

Udbredelsen af jernbanen betød, at der opstod et tæt netværk af stationsbyer både nord og syd for 1920-grænsen. Nord for grænsen forsøgte stationsbyboerne blandt andet at adskille sig fra det landlige opland ved at være Des og at tale rigsmål, så godt de nu kunne. I Nordslesvig talte byens spidser – præsten, læreren og stationspersonalet – tysk, resten talte sønderjysk; en del sønderjyske byer havde ligefrem deres egen bydialekt baseret på omegnens dialekter.

Endelig betød moderniseringen af landbrugssamfundet, blandt andet afstedkommet af andels- og højskolebevægelsernes opståen, at bønderne blev mere veluddannede og kom i kontakt med folk fra andre egne og dermed også med andre måder at tale på.

De nordslesvigske bønder deltog også i andelsbevægelsen, der dog først for alvor slog igennem efter Genforeningen, og en del unge tog på højskole nord for Kongeåen. Men de nordslesvigske bønder kunne i modsætning til bønderne i Kongeriget bevæge sig i et stort område og endda tage ind til de nærmeste stationsbyer og købstæder uden at møde folk, der så ned på eller gjorde grin med deres sprogbrug.

Sprogkort over Sønderjylland 1889
Kort over de mere eller mindre flydende sproggrænser i Sønderjylland/Slesvig i 1889. De primært dansktalende områder er rødlige, mens de primært tysktalende er blålige. Gengivet via danmarkshistorien.dk.

Dialektens symbolske betydning

Tiden under tysk styre betød desuden, at sønderjysk fik tilskrevet symbolsk betydning. I sin undersøgelse af Løgumklosterdialekten fra 1938 skriver Peter Jeppesen:

”Gennem alle kampaarene har sønderjyderne gjort alt for at bevare deres dialekt, fordi det for dem var ensbetydende med det danske sprog over for det tyske; at det var en dialekt, de talte, har den almindelige sønderjyde ikke skænket en tanke. Fordi han aldrig kom i berøring med det danske rigsmaal blev dialekten for ham: det danske sprog” (1938: 18)

Men kan tiden under tysk styre virkelig stadig spores i sprogbrugen i Sønderjylland 100 år senere? Analyserne i de nyeste undersøgelser af sprogbrug i Danmark taler i hvert fald for, at perioden har lagt en særlig klangbund for sprogudviklingen i området. I dag er Sønderjylland det eneste dialektområde, hvor man stadig kan finde unge mennesker, der taler dialekt som deres umarkerede hverdagssprog.

Man kan ikke nøjes med at forklare det ved at se på forhold, der indtrådte for 100 år siden, fundene må naturligvis nuanceres ved at inddrage andre og nyere forhold, fx mobilitet, udbredelse af radio- og tv-medierne, urbanisering og uddannelsesniveau. Ikke desto mindre har tiden før Genforeningen betydet, at indflydelsen fra standarddansk var begrænset, så der var meget dialekt tilbage i 1920. Og at der til dialekten var knyttet en særlig betydning som bærer af danskhed.

Den symbolske betydning har ændret sig med årene. I dag viser man ikke nødvendigvis, at man er dansk eller dansksindet, når man taler sønderjysk. Man viser tværtimod, at man er sønderjyde, og at man hører til en særlig gruppe mennesker, der kommer fra et særligt sted, som først blev dansk for 100 år siden.

Malene Monka