Genus og sexus – grammatisk køn og biologisk køn

Trekønssystemet i olddansk, gammeldansk og dialekterne

I olddansk og gammeldansk havde man tre grammatiske køn: maskulinum, femininum og neutrum, og dette trekønssystem er bevaret op til vore dage i de traditionelle dialekter på Bornholm og Øerne (undtagen Ærø) samt i tre randområder af Jylland: Vendsyssel, Djursland og Samsø.

Ubestemt og bestemt artikel og visse pronomener har her en særlig maskulinumsform; det hedder fx inn kniv, knivinn, minn kniv, mens det i femininum hedder en gaffel, gaffelen, min gaffel. Formen inn er en abstrakt, konstrueret form, der dækker over forskellige udtaler i forskellige dialekter: i, ing, inj, in, og nasalt ej. På fynsk hedder det i kniv, knivi, og på bornholmsk inj kniv, knivinj. Bornholmsk har tillige bevaret en gammel maskulinumsform på -er i adjektiver, fx inj skarper kniv (en skarp kniv).

En dialektoptagelse fra Langeland i 1975 kan illustrere brugen af grammatisk køn:

Det var en hoppe. Og vi havde hende i 26 år. Og de sidste to år kunne hun nu itte arbejde så meget. ... Og så skulle hun så slagtes. Men hunmåtte itte komme nogen steder, andet som hun skulle trækkes til Tryggelev. Og så kommer jeg op med hende. Og så kommer Dyrlæge. ... Han havde taget dyrlægeeksamen og var en meget dygtig dyrlæge. Men han var altså galhovedet som pokkeren selv. – Så kommer han. Så siger han: "Hvor meget brød har hesten fået, inden han skal slagtes?" – "Ja det ved jeg itte". – "Har han fået sukker? – "Ja mon itte han har fået en bitte", sagde jeg. "Han fik da óg en bitte brød". – "Nå", sagde han så. "Jamen nu skal jeg tage fat i ham. Du behøver itte at gå med ind, for jeg kan da se du er ked over at skal af med hesten. Men det er jo det bedste, at du kan gøre". – Og så fik han hesten. Og han blev jo da óg slagtet.

Samme hest omtales her både som hun og han. Det skyldes, at der er henvist til ordenes grammatiske køn, genus, og ikke til hestens biologiske køn, sexus. Ordet hoppe er femininum på Langeland, mens ordet hest er maskulinum. Hun henviser til ordet hoppe, han til ordet hest.

Mennesker, dyr og ting har alle et grammatisk køn

Både for gammeldansk og for trekønsdialekterne gjaldt det, at man henviste til maskulinumsord med han og til femininumsord med hun, uanset om ordene betegnede levende væsner (animater) eller livløse ting og abstrakter (inanimater). Det kunne altså hedde:

glenten hun vil tage gæslingerne (Falster);
det er dog en rædsom storm, han gør da nok ulykker (Møn);
hvad er klokken – hun er elleve (Sjælland);
hun (egen) var så tyk at jeg ikke kunne favne-na (-na af hana hende) (Bornholm);
der er vand i ham (en båd) (Vendsyssel);
men det veed jeg, at Jorden er rund – Hun er Pokker ikke rund (to sjællændere i Holbergs komedie Erasmus Montanus, 3. akt, 5. scene). 

Henvisning med han og hun til inanimater blev dog sjælden i dialekterne i løbet af 1900-tallet.  Det var formentlig for påfaldende. I dansk skriftsprog gik det af brug allerede i perioden 1550-1650 (undtagen i poetisk sprog, jf. fx Grundtvigs at Natten hun er nu omme i salmen Den signede dag med fryd vi ser).

Hvem bestemmer – genus eller sexus?

Til levende væsener kan man stadig henvise med han og hun. Ved ord som mand er der overensstemmelse mellem grammatisk køn og biologisk køn. Det hedder inn mand, mandinn, minn mand, og der henvises til mand med han. Men i nogle tilfælde bruges et ord (fx hund og jyde) både om hankøns- og hunkønsvæsener, og så kan der være modstrid mellem genus og sexus.

Så længe det handler om dyr, dominerer genus i reglen over sexus. Man siger altså kattinn, hundinn, grisinn med maskulinumsform uanset dyrets biologiske køn, og man henviser med han. De dialekttalende kan dog selv se det morsomme, når de siger kattinn han har fået unger. Også hestinn han i historien fra Langeland er brugt i strid med sexus, men i mere gammeldags dialekt brugte man kun ordet hest om et handyr.

Ved betegnelser for mennesker undgår man i reglen at bruge genus i strid med sexus. I nogle tilfælde lader man substantivet skifte genus og siger fx jydinn og jyden om hhv. en mand og en kvinde (skønt jyde er maskulinum), inn knokkel og en knokkel om hhv. en mager mand og en mager kvinde (skønt knokkel er maskulinum). Men i de fleste tilfælde vælger man et ord, hvis genus stemmer med sexus, fx: inn sjusking om en mand der sjusker, men en sjuske om en kvinde; inn gantebælg, -fas, -per, -vædder om en mand, men en ganteblisse, -sidse om en kvinde; inn tyv om en mand, men en tyvekvind om en kvinde.

Er helligånden af hunkøn?

Også i gammeldansk er der eksempler på, at sexus dominerer over genus: Teologen Hans Tausen henviser normalt med han og hun til grammatisk genus, fx i 1529:

her er teend en ild op hand stoer icke snaerdt till ath slyckæ
(her er tændt en ild op, han står ikke snart til at slukke, om reformationen).

Efter dette princip skulle han skrive hun om helligånden, for ånd er femininum. Men det går ikke. Han skriver han, med henvisning til sexus i stedet for genus (og en enkelt gang skriver han den). (Se pinseafsnittet i Tausens postil 1539). Luther har ikke haft samme problem, for der heilige Geist er maskulinum på tysk, ligesom spiritus sanctus på latin.

Karen Margrethe Pedersen