Hey fuck dig! Unges refleksion over hverdagens sprogbrug

Denne klumme er baseret på data og resultater fra et nyligt produceret bachelor-projekt, hvor stud. mag. Chanie Lindorff Andersen har analyseret, hvordan unge opfatter og udlægger deres sprogbrug i forskellige situationer. Studiet anvender data fra det såkaldte Amagerprojekt, hvor en forskergruppe i en årrække har fulgt den sproglige udvikling hos elever på en københavnsk folkeskole.

Som en del af projektet videofilmede vi en række gruppesamtaler blandt eleverne i tre 7. klasser, hvor vi bad dem om at tale om sprog. Det foregik på den måde, at vi havde skrevet otte spørgsmål på nogle sedler, som vi bad eleverne diskutere et efter et. Efter en kort instruktion forlod vi rummet og lod de unge diskutere spørgsmålene selv. Spørgsmålene kunne fx være af typen: "Hvilke måder at tale på kender I" og "Hvordan taler I med jeres venner"; det er særligt diskussionerne af det sidste spørgsmål, der er i fokus i det følgende.

Fordi vi kan klare det

Lad os starte med at se på et eksempel. Tre drenge og en pige (hvor alle navne er ændret i eksemplet) diskuterer spørgsmålet om sprogbrug til venner. August starter med at læse spørgsmålet op fra sedlen på bordet:

1 August: hvordan taler i med jeres venner – hey fuck dig fuck dig fuck dig
(August peger mod de andre deltagere med sin langfinger lodret – alle deltagere griner)
2 Andreas: ja fuck dig
3 Lukas: ja fuck dig August jeg smadrer dig fede svin
4 Emma: vi taler grimt til vores venner
5 Lukas: vi smadrer dig August
6 August: fordi vi kan klare det
7 Lukas: ja fordi vi er venner – det er sådan man taler

Lad os først opsummere, hvad der foregår: Efter at have læst spørgsmålet op laver August en kortfattet og karikeret parodi på sprog til vennerne, hvor hovedkomponenterne er udtrykket "fuck dig" og strakt langfinger. Ledsaget af latter svarer de to andre drenge ham på en tilsvarende måde, og Lukas supplerer med trusler om at smadre ham (linje 3 og 5). Dog afslører deres måde at behandle udvekslingen på, gennem fx deres fælles latter, at udtalelserne i linje 3 og 5 ikke skal forstås truende – snarere tværtimod.

Efter at deltagerne har eksemplificeret sprog i vennekredsen, taler de mere overordnet om baggrunden for sprogbrugen. De argumenterer for, at det "grimme" sprog er det gængse i vennekredsen og noget, de forventer af hinanden. Man kan også udlede af Lukas' beskrivelse i linje 7 ("fordi vi er venner – det er sådan man taler"), at denne slags sprog i vennekredsen ikke bare er noget deltagerne accepterer, men faktisk også noget de forventer. Hvad de beskriver som "grimt sprog", kan på denne baggrund signalere nærhed og venskab i gruppen af kammerater.

Det er nyttigt at kende hele spektret

Eksemplet illustrerer det, som Chanie Lindorff Andersen generelt finder i sin undersøgelse: I beskrivelsen af sprogbrug i hverdagens forskellige kontekster, anvender deltagerne en skala, som de selv beskriver som gående fra "pænt" sprog til "grimt" sprog. Igen ifølge dem selv drager de udpræget nytte af kendskabet til begge ender i dette kontinuum. Særligt i selskab med lærere fremhæves nytten af kendskab til "pænt" sprog, mens det deltagerne kalder grimt sprog, især fremhæves som en værdifuld resurse i samtaler med nære venner.

I undersøgelsen der ikke været fokus på, hvad deltagerne gør i forbindelse med fx konflikter. Vi kan derfor ikke udelukke, at deltagerne også anvender resurser associeret med grimt sprog, hvis de fx skændes indbyrdes. Det, vi kan konkludere, er, at der blandt deltagerne eksisterer en forståelse af, at det afhænger af situationen (og ikke af de konkrete ord), om sprogbrugen overskrider deres grænser eller ej.

Men er det nyttigt at skride ind?

Undersøgelsens resultater er relevante for den debat om børns og unges sprogbrug, der til stadighed fylder i medierne og ofte har fokus på sprog, der beskrives som grænseoverskridende. Debatten har det med at blusse op med jævne mellemrum, og sidste gang den gjorde det, var for et par måneder siden i vinteren 2019. Her udtrykte formanden for Skole og Forældre i Politiken følgende synspunkt:

"Når børn bruger grænseoverskridende sprog og siger 'fuck dig', skal både skole og forældre tage ansvar for at skride ind og hjælpe barnet til at luge ud i de grimme ord."

Men skal man også "luge ud", hvis "grimme" ord er med til at skabe nære relationer? Vores undersøgelse peger i retning af, at det er sprogbrug i forbindelse med forskellige kontekster, man skal tage fat på snarere end enkeltord. Før man begynder at beskrive bestemte ord som grænseoverskridende, bør man altså spørge, hvem det er grænseoverskridende for og hvornår.

Hvis vi sammenligner holdningstilkendegivelsen i Politiken med eksemplet fra de unges samtale, har de én interessant ting til fælles. I begge tilfælde optræder nemlig vendingen "fuck dig", når henholdsvis "grimt sprog" og "grænseoverskridende sprog" skal illustreres. Dette er næppe tilfældigt. Vendingen er suverænt den mest frekvente blandt deltagerne i Chanie Lindorff Andersens undersøgelse, når de skal illustrere, hvordan der tales "grimt" sprog blandt venner. Desuden er det nærmest mere reglen end undtagelsen, at vendingen "fuck dig" optræder i indlæg, der debatterer unges sprogbrug. I mere end ti år har vendingen hyppigt optrådt i medierne og indgår i titler på debatbøger og ungdomsbøger, popsange, osv.

På denne måde er "fuck dig" ikke kun en nyttig markør i hverdagssamtaler, hvad enten funktionen er at signalere nærhed, utilfredshed, eller noget helt andet. Udtrykket "fuck dig" er også blevet selve indbegrebet af en bestemt måde at tale på, som vi kan anvende, når vi skal beskrive sprog. Opsummerende kan vi sige, at vendingen "fuck dig" har fået status af et nationalt pejlemærke på tværs af generationer, når vi i Danmark reflekterer over og debatterer sproglig opførsel.

Janus Spindler Møller