Hvad siger vi til at tilpasse os vores nabosprog?

Siden 2001 har DASVA-projektet undersøgt danskeres og svenskeres holdninger til deres nabosprog og til sproglig akkommodation. Begrebet dækker over det fænomen, at sprogbrugere tilpasser deres sprog afhængigt af, hvem de taler med. Der er lavet data-indsamlinger i 2001, 2014 og 2017, og denne igangværende, kvalitative undersøgelse bruger data herfra og kan ses som et projekt under det ellers kvantitativt funderede DASVA-projekt.

Som led i projektet har i alt cirka 1.700 forsøgspersoner, eller informanter, lyttet til seks personer, der enten taler informantens modersmål eller nabosproget akkommoderet i forskellig grad. Nogle taler altså deres modersmål stort set uden tilpasning til nabosproget, mens nogle iblander en hel del ord fra nabosproget, og nogle lægger sig tæt op ad nabosproget, hvad angår både ordforråd, intonation osv.

Informanterne har vurderet personernes måde at tale på med hensyn til både funktionalitet og æstetik på en skala fra 1-5, og de har herefter begrundet deres svar i et kommentarfelt. Kommentarerne kan give os en forståelse for informanternes egne holdninger til sproglig akkommodation ud fra de underliggende emner, som svarene cirkler om, og de viser, at danskere og svenskere trækker på flere forskellige, modstridende diskurser, når de skal beslutte deres holdning til dansk-svensk blandingssprog og argumentere for den. 

Overordnet dominerer tre diskurser billedet:

• En forståelsesorienteret, hvor sproglig tilpasning vurderes ud fra en vurdering af, om tilpasningen letter forståelsen.
• En puristisk, som fokuserer på, om blandingssproget lyder pænt eller (oftere) grimt.
• En national, hvor sproglig akkommodation anses for at være "uren".

Den forståelsesorienterede diskurs

Den forståelsesorienterede diskurs er den mest udbredte blandt både danskere og svenskere i undersøgelsen. Her ses et par eksempler fra kommentarfelterne:

1) "Taler for hurtigt og utydeligt uden fornemmelse for, at en svensker skal kunne forstå, hvad det handler om"

2) "Har ansträngt sig att göra sig förstådd"

Minimal akkommodation ses inden for den forståelsesorienterede diskurs som udtryk for mangel på hensyn til samtalepartneren, ligesom maksimal akkommodation ses som udtryk for det modsatte. I eksempel 1 ser vi, hvordan "hurtigt og utydeligt" knyttes sammen med "forståelse". Det antages, at en svensker har svært ved at forstå dansk, der ikke er tilpasset. I begge eksempler spiller talerens intention og betænksomhed en stor rolle. Talerne karakteriseres som henholdsvis én der "anstrenger sig" og én der "ikke har fornemmelse" for at blive forstået. Den underliggende holdning inden for denne diskurs er tilsyneladende, at ansvaret for at blive forstået ligger hos taleren, og akkommodation knyttes sammen med høflighed.

Den puristiske diskurs

Modsat i den forståelsesorienterede diskurs er den æstetiske parameter vigtigere end den funktionelle i den puristiske diskurs. Eksempelvis:

3) "Det bliver cirkussprog"

4) ""Varken hackat eller malet" sämst!"

5) "Elegant att använda"

Vi ser, at sproglig sammenblanding forbindes med noget negativt, her eksemplificeret med "cirkussprog" og det svenske idiom "Varken hackat eller malet", der bruges om et kompromis, hvis resultat er værre end begge de oprindelige udgangspunkter. Omvendt beskrives de maksimalt akkommoderede stemmer – hvor der er tale om næsten rent dansk eller svensk – i positive vendinger, her for eksempel "elegant". Hvor den forståelsesorienterede diskurs vurderer taleren på dennes intention om at imødekomme lytteren, vurderer den puristiske diskurs i højere grad sproget selv ud fra ideer om, hvad der lyder elegant og grimt. 

Den nationale diskurs

Den puristiske diskurs ligner på mange måder den nationale diskurs, men med den forskel at den puristiske forholder sig æstetisk til sproget, mens den nationale forholder sig til sammenhængen mellem nationalitet og sprog. Inden for den puristiske vurderes en dansker, der taler (rent) svensk, således positivt, mens enhver afvigelse fra modersmålet opfattes negativt inden for den nationale. Her er den underliggende holdning, at man i enhver situation skal tale sit modersmål og ikke forsøge sig med nabosproget. Eksempler fra kommentarfelterne:

6) "Svenskeren skal være klar over at han taler med en dansker"

7) "Lyder fremmed"

8) "Overgiver sig til det svenske sprog"

Vi ser i eksemplerne, at i den nationale diskurs ligger ansvaret for at blive forstået ikke hos taleren, men hos lytteren. I eksempel 6 udtrykker informanten, at minimal akkommodation er godt, fordi man på den måde gør sin nationalitet klar for samtalepartneren. Omvendt bliver akkommodation til nabosproget set ned på, og kommentarerne bærer i mange tilfælde et chauvinistisk præg, idet sprog knyttes til identitet og nationalfølelse.

Interessant nok er den nationale diskurs stort set kun til stede blandt de danske informanter. Det, der ikke er dansk, er fremmed og dermed dårligt. Eksempel 8 vidner om, at samtalen med en svensker i nogle tilfælde kan synes som en kamp om sprog. Kampmetaforen "overgiver sig" tydeliggør dette, og modsætningen mellem 'os' og 'dem' er åbenlys i denne diskurs, med en vægt på svenskerne som de 'fremmede'. 

Marie Sveistrup