Hvem narrer hvem? Om narreærinder, møddingskrabere og for ti øre syltede farmaceuter

Ømålsordbogens samlinger ved Københavns Universitet rummer et hav af eksempler på denne spøg, og varianten med møddingskraberen er en af de mest udbredte og veldokumenterede.

Møddingskraberen, tjenestedrengen og sækken med skrammel

En uerfaren dreng kunne blive sendt hen hos naboen efter en møddingskraber til at skrabe møddingen ren med – han fik så noget skrammel plus en sten i en sæk samt besked om ikke at tabe sækken så skraberen gik i stykker.

Sådan fortæller en kvindelig informant fra Falster. Citatet rummer alle de centrale ingredienser i spøgen med møddingskraberen: den naive tjenestedreng, naboen og sækken med sten eller skrammel der skal slæbes hjem under et vist besvær. Og ikke mindst tømmes – må man regne med – for øjnene af alle de øvrige på gården som herefter kan slå en eftertrykkelig, fælles latter op.

Et spørgsmål på en spørgeliste fra 1964 foreslår at spøgen måske især kendes på Fyn og ikke er så udbredt i de andre egne af ømålsområdet. Men antagelsen blev gjort noget så eftertrykkeligt til skamme – sjældent er der indkommet så mange besvarelser på et spørgelistespørgsmål, og de kom fra alle egne af ømålsområdet. Et spørgsmål på en spørgeliste udsendt af Jysk Ordbog i 1959 gav et lige så overvældende resultat, også her var møddingskraberen kendt i hvert et sogn.

Men ikke nok med det, narreærinder findes i mange varianter, også inden for andre domæner end bondegården – især kendes spøgen inden for håndværksfagene. Den godtroende dreng kunne fx blive sendt af sted efter smedens store øjemål, eller efter en forlængerhøvl eller en knastesaks. Han kunne også blive sendt til købmanden efter almanakfrø, eller til apotekeren efter bankeblåt (som betyder 'prygl') eller for 10 øre syltede farmaceuter!

Hvilken dum spøg jeg ikke glemte

Det er fristende at tolke narreærinder som en slags indvielsesritual – altså et ritual der markerer og stadfæster en optagelse af et nyt medlem i et socialt fællesskab. Ritualer af denne type er fx kendt fra gamle håndværkerlav helt tilbage fra middelalderen og efterfølgende fra universiteternes optagelsesceremonier af nye studerende – ritualer der i vold og ydmygelse får et narreærinde som møddingskraberen til at fremstå som det rene vand.

Når man gennemgår beskrivelserne af narreærinder i Ømålsordbogens samlinger, kan man få indtrykket af en lidt mindre formaliseret social spøg der primært har haft til formål at gøre nogen til grin. Spøgen synes til en vis grad at være gennemført spontant, afhængig af stedet og den konkrete gruppe, og der har givetvis også været forskel på hvor grovkornet spøgen er blevet realiseret.

Men spøgen rummer også tydelige strukturelle træk der peger på en social funktion. I et indvielsesritual kan pinslerne samtidig og paradoksalt nok ses som en stadfæstende anerkendelse af medlemmets optagelse og overgang til en ny status, mens logikken i Ømålsordbogens narreærinder ofte synes at have et mere simpelt fokus på naivitet eller "dumhed". Det er imidlertid ikke tilfældigt at det er tjenestedrengen der skal narres, for drengen er nederst i hierarkiet. Og drengen er desuden et taknemmeligt offer – barnet der endnu ikke har tilstrækkeligt med erfaringer med verdens indretning eller sproglige finurligheder. Den kloge narrer den mindre kloge – og de øvrige deltagere kunne så varme sig ved forestillingen om at de i det mindste var klogere end tjenestedrengen (!), og at de ikke længere var nederst i hierarkiet.

En informant fra Nordvestsjælland fortæller at Hyrdedrengen skulle bære løjerne op (ved at hente møddingskraberen), hvilket betyder at drengen havde rollen som den der var genstand for drillerier, og på det nærmeste skulle "sørge for" at man fik noget at grine af. Samlingerne giver dog en sjælden gang også eksempler på det åbenlyse – at det ikke var sjovt at være den der blev gjort til grin: En informant fra Langeland fortæller om hvordan han blev godt til grin, hvilken dum spøg jeg ikke glemte.

Set i bakspejlet kan en dårlig samvittighed ligefrem melde sig:

møddingskraber har jeg set hentet mange gange, og vel også moret mig over den ulykkelige dreng der hældte stenene ud af sækken. Da jeg i fornuftigere alder bebrejdede den gamle husmand den grove spøg, svarede han: "De skal vide at vare sig" (dvs. 'forstå at være på vagt' og måske i videre forstand: 'være opmærksom på at indordne sig').

Hvem narrer hvem?

En af forudsætningerne for at spøgen med møddingskraberen (og de andre varianter) kunne lade sig gøre, var jo bl.a. at stort set alle i lokalsamfundet kendte til den og vidste hvad der forventedes, og man har givetvis også fortalt om dengang den og den blev gjort til grin. Når spøgen, eller fortællingerne om den, var så udbredt, kan man godt undre sig over at det overhovedet var muligt at få den til at lykkes? Flere belæg i Ømålsordbogens samlinger tyder da også på at det undertiden kunne være svært: det var jo somme tider de prøvede at narre nogle der var noget ældre, men det var itte nemt at få narret dem, jo, fortæller en kilde fra Langeland.

Man kunne sige at spøgen måske var ved at sejre sig ihjel. På den anden side åbnede det udbredte kendskab også op for en mere subtil realisering af spøgen, med flere ubekendte. Som citatet antyder, kunne der gå sport i overhovedet at finde nogen der var "dumme nok" til at gå i fælden – så meget desto større måtte fornøjelsen og tilfredsstillelsen være, hvis det lykkedes. Tjenestedrengen kunne også ane uråd undervejs. Og endelig skulle naboen – mand eller kone – også være med på spøgen.

Måske fandt naboen i stedet på at afsløre spøgen for tjenestedrengen: i et tilfælde sagde naboen til drengen: "Vend om, de vil gøre grin med dig, men nu putter vi vor hankat i sækken" (Vestfyn). Eller måske fandt naboen – med eller uden drengens vidende – på at fylde sækken med noget andet end sten. En lollandsk kilde fortæller fx at en dreng engang kom hjem med en stor hvedekage i stedet for sten, og det burde vel nærmere udløse klapsalver end hånlig latter.

En gårdmandskone på Lolland i 1972 var særlig opfindsom:

Ind på vor nabogård kom en lille seksårs dreng og hilste fra folkene på en anden gård i nabolaget og bad om at låne en møddingskraber. Hvad gjorde så fruen? Hun var ene hjemme. Jo, hun fiskede den største plastikbærepose, hun havde, og emballerede en rulle toiletpapir i så meget avispapir, som posen kunne rumme, og overgav drengen. Desværre var hun afskåret fra at se modtagernes ansigter, da "skraveren" var pakket ud.
Hvem blev mon mest til grin i dette tilfælde?

Henrik Hovmark

 

Emner