Kalaallisut fra Folketingets talerstol

I denne måneds emne skal vi se på sammenhænge mellem magt, sproglig kompetence og sprogvalg. For hvorfor valgte Høegh-Dam at afholde sin tale på kalaallisut (vestgrønlandsk), og hvorfor afviste hun ordstyrerens opfordring til at skifte til dansk?

Vi skal også se på reaktioner fra Karsten Hønge fra SF, der udtalte, at han ikke ville "være statist i det, der foregår, bare fordi det skal bruges i grønlandske medier". Men mest interessant i denne sammenhæng konstaterede han, at Aki-Matilda Høegh-Dam kan "flydende dansk" og altså derfor burde tale dansk i det danske folketing.

Sprogvalg og officielle sprog

Både den grønlandske og danske offentlighed reagerede stærkt på hændelsen, og det viser os noget om forskellige forståelser af forholdet mellem Grønland og Danmark. I Danmark er man vant til, at dansk er det eneste kommunikationssprog i offentligheden – måske indimellem udfordret af engelsk – og dette gælder også i folketingssalen. Dansk er desuden det eneste officielle sprog i Danmark, og derfor virker det naturligt for mange mennesker, at politiske debatter i Danmark foregår på dansk.

Imidlertid er kalaallisut det eneste officielle sprog i Grønland, og derfor kan det virke lige så naturligt for grønlændere, at politiske debatter i Grønland foregår på kalaallisut. Sprogvalg i det grønlandske parlament, Inatsisartut, debatteres dog også heftigt, men det er en anden historie. Dette lyder jo enkelt, men det politiske og sproglige billede kompliceres af, at Grønland er en del af Rigsfællesskabet. Det betyder nemlig, at mange sager angående Grønland faktisk debatteres og besluttes i den danske folketingssal.

Høegh-Dam forklarede sit sprogvalg med, at der er mange grønlændere, der ikke forstår dansk. Og at hun synes, at det er et problem, at sager, som omhandler Grønland, ikke debatteres på en måde, så alle grønlændere har mulighed for at forstå, hvad der tales om. Flere danske politikere reagerede, som Karsten Hønge, med at kritisere Høegh-Dams beslutning om at tale kalaallisut i Folketinget, mens mange i Grønland modsat støttede hendes sprogvalg. Dette bunder i en konflikt, der handler om magt, og sprog er uløseligt forbundet med denne konflikt (se Kleemann-Andersen & Maegaard 2022).

Sprogvalg og kompetencer

På den ene side bliver sprogvalg ofte begrundet med sproglige kompetencer. På den anden side bliver de ofte begrundet med mere følelsesladede argumenter, som handler om respekt og tilhørsforhold. Både Hønge og Høegh-Dam benytter sig faktisk af begge former for argument, når de begrunder deres synspunkter.

Når Hønge henviser til, at Høegh-Dam er "født og opvokset i Danmark og taler flydende dansk", så er det et argument, der bygger på, at hun bør tale dansk, fordi hun godt kan – hun har altså kompetencerne til det. I Hønges forståelse er modtagerne af talen medlemmerne af det danske folketing. De har ikke nødvendigvis kompetencer i kalaallisut, og derfor kan de ikke forstå Høegh-Dams synspunkter, medmindre hun fremlægger dem på dansk.

Høegh-Dams argument er tilsvarende, at mange grønlændere ikke forstår dansk og derfor ikke kan følge diskussionen, medmindre den foregår på kalaallisut. Hun bruger altså også kompetence-argumentet, men logikken er her, at det er hendes grønlandske medborgere, som er de primære modtagere af talen, og ikke de danske politikere i Folketinget. På den måde benytter begge politikere sig af kompetence-argumentet, men på forskellige måder og med forskelligt udgangspunkt.

Sprogvalg og følelser

Samtidig benytter de også begge følelser i debatten om sprogvalg. Dette er noget, Camilla Kleemann-Andersen har skrevet udførligt om i den grønlandske kontekst, men i den danske debat bliver det lidt anderledes (se Kleemann-Andersen 2021). Hønge udbryder i folketingssalen, at han ikke "vil være statist i det, der foregår, bare fordi det skal bruges i grønlandske medier", og senere uddyber han, at han mener, at der var tale om "en provokation" fra Høegh-Dams side, og at "det der skete i folketingssalen var et stunt, som jeg blev en del af, og det ønskede jeg ikke". Her er der altså tale om, at Hønge føler sig provokeret, og at han føler, at han er en del af noget, han ikke selv har valgt. Det handler altså ikke længere om Høegh-Dams dansk-kompetencer, men om at Hønge føler sig dårligt behandlet.

Tilsvarende var Høegh-Dams reaktion oven på Hønges udmelding, at hun opfatter hans adfærd som "respektløs". Her er vi igen kommet bort fra argumentet om grønlænderes dansk-kompetencer, og i stedet bevæger Høegh-Dam sig her over i et argument, som bygger på oplevelsen af respekt, altså på følelser.

Den dansk-grønlandske relation diskuteres ofte ud fra argumenter, som handler om praktiske eller økonomiske forhold; som regel står disse argumenter ikke alene, men er tæt forbundet med følelsesmæssige argumenter. Dette har Camilla Kleemann-Andersen beskrevet grundigt for den grønlandske sprogdebat, og der er noget, der tyder på, at mange af de samme mekanismer er på spil i den danske debat, når det handler om Grønland.

Dette skyldes kolonihistorien og den måde, dansk og kalaallisut er blevet værdisat på op gennem historien. Dansk og kalaallisut har nemlig haft helt forskellig status i Grønland, og det gælder også den dag i dag. Selv om kalaallisut formelt er det eneste officielle sprog i Grønland, er danskkompetencer afgørende for grønlandske borgeres muligheder. Den sproglige ulighed er altså en vigtig diskussion i Grønland, og den debat, Høegh-Dams tale fik startet i Danmark, hænger sammen med denne diskussion.

Camilla Kleemann-Andersen & Marie Maegaard

Emner