Kalundborgjysk – er slet ikke så jysk – Københavns Universitet

dialekt.dk > Månedens emne > Kalundborgjysk – er sl...

24. juni 2019

Kalundborgjysk – er slet ikke så jysk

Månedens dialektemne

Måske har du også bemærket, at mennesker på egnen omkring Røsnæs og Kalundborg lyder jyske, når de taler med hinanden? Det kaldes "kalundborgjysk", men det er en betegnelse, som er mere folkelig end dialektfaglig. Og det er i realiteten ganske få sproglige træk, som kan lede tanken hen mod jysk snarere end mod sjællandsk.

På dialektkortet her på dialekt.dk kan du høre et eksempel på "kalundborgjysk", talt af en fisker fra Røsnæs, som er født i 1901 og optaget i 1978. Som noget af det første vil mange lægge mærke til at tonegangen går op og ned, som var det en østjyde, der talte.

Men selvom kalundborgjysk har været omtalt i tidligere beskrivelser af nordvestsjællandsk, er det dog ikke en kategori, man har opereret med i forskningen. I dialektforskernes inddeling af danske dialekter er Kalundborg-egnens sprog en del af ømålene. Og de har ikke noget med jysk at gøre.  

Udbredelsen af kalundborgjysk kan ikke afgrænses nøjagtigt, men de træk som vi forbinder med det, synes at have været mest udbredt i selve købstaden og på Røsnæs, halvøen nord for Kalundborg Fjord.

Mange fælles træk med andre sjællandske dialekter

De gamle nordvestsjællandske dialekter lignede i det store hele de øvrige sjællandske dialekter. Typisk var blandt andet, at lange vokaler på standarddansk udtaltes som diftonger, så man for eksempel sagde kyerte, gu'es og bi'en for kørte, gås og ben. Et karakteristisk træk, som stadig kan høres i sjællandsk, er den kraftige udtale af stødet med stødeftersalg, der gør, at ordene kan høres som tostavelsesord, så for eksempel sol og gris udtaltes so'ol og gri'is. Et andet, og stadig almindeligt, træk er, at ord som nu, du og de udtales med stød, mens de i resten af landet er stødløse.

Hvad er det da, der gør, at sproget på Kalundborg-egnen lyder jysk?

Dansk dialektforsknings grand old man Poul Andersen (1901-1985) anerkendte, at sproget omkring Kalundborg kunne lyde jysk, men pegede kun på et enkelt sprogligt træk som forklaring:

"At der er tale om en hørbar variant af det nordvestsjællandske, er sikkert rigtigt. Den gamle kommunikationslinie fra Kalundborg til Århus over Samsø har sat sine tydelige sjællandske spor både i samsisk og i molboernes sprog, så det ville ikke være så overraskende om det modsatte også var tilfældet. Imidlertid er det ikke så let at finde frem til de "jyske" sprogtræk, der netop karakteriserer "kalundborgjysken". Noget af det, der utvivlsomt virker mest "jysk", er den udpræget korte udtale af tostavelsesordene" (Andersen 1972: 2017).

Med den udpræget korte udtale af tostavelsesordene henviser Andersen her til, at nogle oprindelige tostavelsesord konsekvent udtales som enstavelsesord på Kalundborg-egnen.  For eksempel udtales ord som vende og mølle som væn og møl, så der ikke er forskel på udtalen af et møl og en mølle, en ven og at vende. På fagsprog kaldes denne reduktion for apokope. Jysk er kendetegnet ved gennemført apokope, og det kan være derfor, at trækket høres som 'jysk', også når det bruges af kalundborgensere.

Kalundborg var en vigtig by i middelalderens Danmark, og byen har fra gammel tid fungeret som overfartssted til Jylland. I dag sejler færgerne fra Sjællands Odde. Billede fra Wikipedia.

Starter højt og slutter lavt

Apokope kan imidlertid ikke være hele forklaringen på, at den nordvestsjællandske dialekt høres som jysk. Intonationen, det vil sige tonegangen, spiller også ind. På det meste af Sjælland, og ikke mindst i København, følger tonegangen på tostavelsesord et lavt-højt mønster, sådan at for eksempel møller og sommer udtales med stigning til sidst. Men i Kalundborg og på Røsnæs er tonegangen hos mange den modsatte. Altså høj-lav, sådan at tostavelsesordene udtales med et tonefald mod slutningen.

Dialektforsker Finn Køster (1940-2012) sammenlignede optegnelser fra 1950'erne med båndoptagelser fra 1970-80'erne og fandt, at jo tættere på Kalundborg og Røsnæs en taler var opvokset, jo mere udtaltes ordene med høj-lav tonegang. Jo længere mod Slagelse i syd og Jyderup mod øst, jo mere anvendtes den forventede lav-høje tonegang, som vi forbinder med sjællandsk og københavnsk.

Apokope og det høj-lave tonemønster kan altså være den sproglige forklaring på, at sproget på Kalundborg-egnen lyder jysk. Det næste spørgsmål er så, hvorfor disse sprogtræk findes i nordvestsjællandsk, men ikke i for eksempel midtsjællandsk. Vi mangler forskning på området til at kunne besvare spørgsmålet dækkende, men kalundborgensernes egen forklaring forekommer sandsynlig – og den er den samme som Poul Andersen er inde på i citatet ovenfor – nemlig, at det skyldes kontakten over bæltet til Samsø og Mols. I dag sejler der ikke længere færger i fast rute mellem Kalundborg og Århus, men der er ikke tvivl om, at interaktionen med østjyderne gennem tiderne har været vigtig for 'kalundborgjyderne' og dermed formentlig har sat sig spor i deres dialekt.

Pia Quist