Hvad var det jeg læste på dialekt.dk? At vi kløver spørgsmål når vi taler

Brug af sætningskløvninger i nyhedsgenren har tidligere været behandlet i denne klumme. Når man kløver en sætning – som fx Edvard Ellerstrøm gjorde i Hans Scherfigs roman Det forsømte forår ved at sige Det var mig der slog Blomme ihjel – har sprogbrugeren kodet en del af meddelelsen grammatisk som noget der kan tages for givet (nogen slog Blomme ihjel) og en anden del af meddelelsen som det informative eller væsentlige (mig). Konstruktionen har altså et grammatisk mønster: et led kodes som fokus og en del af sætningen som forudsat viden.

En undersøgelse af kløvninger i Sprogforandringscentrets korpus – der består af samtaler med danskere fra hele landet – viser at hele 20 procent af alle kløvninger i talesprog er kløvede spørgsmål og at disse bruges til forskellige formål i samtalen.

Kan man sige det samme med færre ord?

Det interessante ved kløvede spørgsmål er at de tilsyneladende er kodet grammatisk to gange for det samme. I ukløvede spørgsmål som hvem ringede? forudsætter vi nemlig også en del af sætningen (nogen ringede) og markerer en del som informativ – som information vi mangler (hvem). Når vi allerede har de to grammatiske kodninger i et ukløvet spørgsmål, hvorfor i al verden kløver vi så spørgsmål og spørger hvem var det der ringede? Er der tale om grammatisk dobbeltkonfekt?

Afdøde professor Erik Hansen, der har undersøgt kløvninger indgående, forklarer at vi må finde svaret i de pragmatiske forskelle mellem kløvede og ukløvede spørgsmål. Hansen peger på to formål med kløvningerne: dels at pege på fælles viden og dels at få genopfrisket noget man egentligt burde kunne huske.

Der findes eksempler på begge dele i Sprogforandringscentrets data. Et eksempel på påpegning af fælles viden findes fx i ovennævnte kløvning: hvem var det der ringede? Det stammer fra et interview hvor telefonen ringer undervejs, og interviewpersonens kone svarer. Da hun senere kommer ind med kaffe, spørger interviewpersonen hende hvem var det der ringede? Han forudsætter ikke bare at nogen har ringet, men påpeger også at det er fælles viden for alle de tilstedeværende der har hørt telefonen ringe.

Der er også eksempler på spørgsmål der omhandler fælles viden som er gået tabt for afsenderen. I de tilfælde forklarer Hansen at brug af kløvning kan være en høflig måde at dække over forglemmelsen. Hvis jeg har glemt hvad en af mine bekendte hedder, er det høfligere at påpege at jeg har vidst det, ved at kløve min forespørgsel: hvad er det nu du hedder? end at spørge hvad hedder du? som om informationen er mig ganske ukendt.

Man kan sige der er en appel til lytteren om at minde taleren om den glemte information snarere end at informere om noget aldeles nyt. I tilfældet hvor det er information om ens samtalepartner man har glemt, går høfligheden på at redde samtalepartnerens ansigt. Men det kan lige såvel være ens eget ansigt man vil redde ved at påpege at appellen om information drejer sig om noget man har vidst, som i eksempel 1 (fra København):

1) Er det ti snese der er en ol? 

I visse tilfælde bliver appellen til samtalepartneren nedtonet, og kløvningen fungerer mere som signal for at man forsøger at genkalde sig information, som i eksempel 2 (fra Næstved):

2) måske Mogenstrup derudad Mogenstrup og [hvad er det så det hedder] [utydeligt] -strup eller der

I eksempel 2 fortsætter taleren selv sin søgen efter den tabte information uden at give afkald på ordet efter det kløvede spørgsmål: hvad er det så det hedder.

Flere anvendelsesmuligheder

Til de formål Hansen foreslår, tilføjer den nye undersøgelse endnu et: at markere at man finder den forudsatte information overraskende eller måske endda bestyrtende, som i eksempel 3 (fra Odder):

3) Så tænkte jeg hvad er det de siger inde i den radio der

I eksempel 3 markerer taler netop ikke at hun har vidst hvad de sagde i radioen og sidenhen glemt det, men derimod at det overrasker hende. Derfor er der heller ingen appel om at minde hende om den information.

Et sidste formål undersøgelsen tilføjer, er at tage forbehold for den korrekte gengivelse af den information man meddeler, som i eksempel 4 (fra København):

4) Hvad var det der stod på forsiden af Ekstra Bladet forleden - på trods af kartoffelkuren indhandler Margrethe

Eksempel 4 er en særlig type fordi taleren selv svarer på det kløvede spørgsmål (på trods af kartoffelkuren indhandler Margrethe). Der er altså tale om en art retorisk spørgsmål. Eftersom taler allerede kender svaret, er der ingen appel om samsøgning. Han opnår samme retoriske effekt som ved et ukløvet retorisk spørgsmål, men ved at kløve det retoriske spørgsmål markerer taleren at informationen i den forudsatte del af spørgsmålet har været kendt for ham (han har læst forsiden af Ekstra Bladet).

Kreativ tilpasning til situationen

Eksempler som nummer 4 har altså både i form og funktion bevæget sig ret langt væk fra "klassiske" kløvninger som Det var mig der slog Blomme ihjel. Men det er hvad vi sprogbrugere gør ved grammatikken: Vi strækker dens funktioner og anvender den kreativt til at passe til lige præcis vores kommunikative og genremæssige behov.

I talesproget og i samtalen er der akutte behov der skal varetages af sprogbrugerne, samtidig med at vi overbringer information. For at få grammatikken til at kunne udtrykke informationen høfligt og organiseret bruger vi de grammatiske konstruktioner kreativt.

Den litterære kløvning fra Det forsømte forår var kodet for hvad der var forudsat, og hvad der var væsentligt. Det samme som et spørgsmål er. Undersøgelsen af talesprogsdata viser at kløvede spørgsmål i talesprog ikke bare er grammatisk dobbeltkonfekt, men bruges kreativt til på den ene eller anden måde at markere talers forhold til den forudsatte viden – fx at hun har glemt den, er overrasket over den eller vil påpege at det er kendt viden.

Så svaret på hvorfor det er vi kløver spørgsmål når vi taler, findes i talerens holdning til det vi kan tage for givet, og der er dermed ikke tale om dobbeltkonfekt, men snarere sprogligt krymmel.

Marie Herget Christensen