Kram, kredit og kræmmer – og andre ord for handel

Det gamle ord for handel er købe, som betød både købe og sælge. Det er fællesgermansk og må have været udbredt i Skandinavien allerede i urnordisk tid, for det er lånt ind i finsk i den urnordiske form kaupa. En boghandel hedder således kirjakauppa på finsk.

En handelsmand blev i middelalderen kaldt købmand. Middelalderens købmænd var nærmest grossister, der opkøbte varer og solgte dem videre. De udgjorde overklassen i købstæderne, der som navnet siger, var handelspladser.

Høkeren var den almindelige lille handlende, og allerede i senmiddelalderen var mange af dem kvinder, høkersker. I dialekterne var det den almindelige betegnelse for en mindre købmand. I dag er ordet høker stort set gået af brug, men vi møder det i sangen Grøn er vårens hæk, hvor "høkren med sin viv/går for tidsfordriv", og i eventyret Nissen og Spækhøkeren.

Uden for litteraturen har det en lidt jovial klang, når man taler om en boghøker i stedet for en boghandler og om en høkerbajer, dvs. en øl købt i en kiosk eller købmandsforretning og nydt udenfor, ikke på en restaurant. Høker er nedertysk, og det er lidt usikkert, hvad det kommer af, sandsynligvis er det beslægtet med nedertysk huken "sidde foroverbøjet".

Kræmmere sælger kram

Kræmmer er også et nedertysk ord kremer, afledt af kram "handelsbod". Det blev i dialekterne mest brugt om småhandlende bissekræmmere, der vandrede eller kørte omkring med deres varer, og det indgik i en masse sammensætninger fx hose-, humle-, hønse-, hør-, klude-, potte- og uldkræmmer, som angav hvad det var disse kræmmere handlede med.

Bortset fra Blichers hosekræmmer har ordet kun overlevet til nutidigt dansk i isenkræmmer (fra tysk, egentlig jernhandler) og i kræmmerhus. Men da jeg flyttede til København i 1958, var der en lille købmandsforretning i Trepkasgade, hvor jeg boede, som man omtalte som urtekræmmeren, og det lever i dag videre i navnet på butikskæden Urtekram. I min barndom på Vestfyn handlede vi i øvrigt hos en uldkræmmer, der kom cyklende et par gange om året med sit varelager af især undertøj i en stor bylt.

Handel og kredit

Ordet handel som overbegreb for køb og salg af varer stammer også fra nedertysk. At handle betød egentlig at håndtere, men i senmiddelalderen begyndte man i nedertysk at bruge det med specialbetydningen købe og sælge, og den betydning overtog vi i dansk i 1500-tallet.

Går vi fra personbetegnelser til de regnskabstermer, der blev brugt i handelsvirksomhed, er de hentet endnu længere væk fra. Mange varer blev købt på kredit. Det er italiensk og betyder gæld, og stammer egentlig fra latin credit "tror" eller "betror". Også kontant og konto stammer fra italiensk og er afledt af contare "tælle op". Det hedder jo stadig "Il conto, per favore" når man skal bede om regningen i Italien.

De fleste ord for pengetransaktioner og -institutioner er hentet fra italiensk (eller latin). Det hænger sammen med, at bogføringssystemerne blev udviklet i Italien. Dobbelt bogføring blev brugt fra 1300-tallet, og den første offentlige bank blev oprettet i Genova i 1407. Det forklarer også, at det tyske Bank kom til at betyde et pengeinstitut. Oprindelig blev det brugt om vekselerernes borde. Banko har samme oprindelse, og bankerot er egentlig et ødelagt bord, men kommer tidligt til at betyde at gå fallit.

I modsætning til dagligsprogets på kre'dit med tryk på sidste stavelse, betoner man første stavelse i regnskabsordene debet og kredit.

Begrænset dialektal variation i handelsord

Der er ikke megen variation i handelsordene i de danske dialekter, men der er en del regionale udtaler, for eksempel hedder det at hajlə på Fyn, hvor a og j udtales nasalt. Og bank og kontant udtales uden stød ikke blot i de helt stødløse dialekter, men også i Vestdanmark, vest for Storebælt.

Handel var primært et byfænomen, og det var langt op i tiden forbeholdt købstæderne. I det landbosamfund, jeg voksede op i, var der en bladhandel, en boghandel og en manufakturhandel. Derudover var der en købmand, en brugs med en ekspedient, en kommis (fra fransk, egentlig "betroet") og en fiskemand (omkringkørende fiskehandler). Bageren, gartneren, hjulmageren (eller hjulmanden), slagteren og træskomanden producerede og solgte, mens skomageren og urmageren altovervejende stod for salg og reparation. Skrædderen syede kun efter mål, det øvrige tøj købte man i en manufakturhandel.

Når man ser på ordforrådet, er det meget tydeligt, at de primære behov er at skaffe føde, dernæst kommer diverse former for forarbejdning, mens handel først er nummer tre:

Ord der indgår i de primære erhverv, dvs. ord som avle, bonde og fisker, er alle meget gamle hjemlige dannelser.

I middelalderen specialiseres bearbejdningsprocesserne, håndværkene, under stærk indflydelse fra Tyskland, og derfor er der overvægt af (neder)tyske lån i de sekundære erhverv, og lånene bruges også om handlende, fx urmager.

På det tertiære område har vi hentet mange ord langvejs fra. Det skyldes at handel og bogføring udviklede sig stærkt i 1400-tallet i Italien, hvor der opstod et egentligt bankvæsen og en handelsterminologi. Når vi handler, bruger vi derfor fortrinsvis ord fra italiensk og latin, og de kom ind i dansk via bykulturen. Derfor er det stort set de samme ord der bruges overalt. Kun udtalen er lokal.

Inge Lise Pedersen

Emner