Lyden af København – "Jeg kan godt savne de tydelige kvarter-dialekter"

Sådanne oplevede kvartersforskelle er dog aldrig noget, sprogforskerne har kunnet bekræfte. De oplevede sprogforskelle har nok i højere grad noget med oplevede sociale og identitetsmæssige forskelle at gøre end med konkrete sprogtræk. De mest udprægede sprogforskelle i København, som sprogforskerne har kunnet vise, har haft at gøre med forskellene mellem arbejdernes sprog på den ene side og middel- og overklassens sprog på den anden. 

Forskerne har benævnt dem sociolekter, høj- og lavkøbenhavnsk, konservativt og moderne københavnsk. Disse afspejles delvist geografisk – der har traditionelt været talt mere højkøbenhavnsk på Frederiksberg og Østerbro og mere lavkøbenhavnsk på Vesterbro og Nørrebro. På trods af at de faktiske sproglige forskelle mellem byens kvarterer ikke kan påvises af sprogforskerne, er historierne om byens forskellige dialekter mange og tilsyneladende levedygtige.

Som en del af forskningsprojektet Lyden af hovedstaden har vi indsamlet disse historier. De er nemlig interessante at undersøge nærmere, fordi de kan fortælle os noget om københavnernes forestillinger om og holdninger til hinanden, til byen og dens forskellige kvarterer.

Over et halvt år fra december 2020 til sommeren 2021 blev der indsamlet 51 fortællinger online fra københavnere, som alle havde oplevet sproget i byen på forskellige måder. Under indsamlingen efterlyste vi to typer historier:

1. Københavnerfortællinger som var målrettet indfødte københavneres oplevelser med byens forskellige sprog og dialekter
2. Ankomstfortællinger som var fortællinger fra tilflyttere om deres oplevelser med sprog i mødet med byen.

Både tilflyttere og indfødte københavnere bidrog med interessante oplevelser med byens sprog. 29 beretninger kom fra indfødte københavnere og 22 fra tilflyttere. 27 var kvinder og 21 mænd. Med hensyn til alder var 3 født i 1930'erne, 6 i 1990'erne, og så var resten fordelt derimellem. Materialet indeholder fortællinger fra Amager, København K, Frederiksberg, Vesterbro, Nørrebro, Østerbro, Nordvest og Valby.

Materialet er hverken stort eller repræsentativt, men det kan alligevel pege på nogle tendenser, som tilsammen tegner et billede af fortællernes forståelser af sprog i København.

Før og nu, os og dem

De fleste af deltagerne i undersøgelsen fortæller om noget, der var på en bestemt måde 'før', i kontrast til hvordan det er 'nu'. Samtidig berettes der ofte også om 'os', der bor et bestemt sted i kontrast til 'dem', der enten bor et andet sted eller er kommet til som tilflyttere. Se for eksempel dette uddrag af en fortælling fra en kvinde født i 1987:

"Jeg er opvokset på Amagerbro nær volden. Os fra Amager taler med flade a'er, hurtigt og med masser af slang. Man er slet ikke i tvivl, når folk fra vores del af byen åbner munden.
Jeg bor stadig i samme kvarter, men dialekten har ændret sig markant. Måske fordi den næsten er lidt væk, qua de mange tilflyttere fra andre dele af Danmark. Der er ikke meget brokvarter, over den måde min egen søn på 12 og hans venner taler på. Mine venners forældre var lastbilchauffører, lufthavnsarbejdere og rengøringsdamer. Nu bor der bare en masse akademikere i dyre lejligheder, ligesom mig. Og de taler ikke Amagerkansk."

Opvæksten på Amager sammenlignes her med livet samme sted i dag, og der opstilles en kontrast mellem "os fra Amager" og "tilflyttere", og mellem "lastbilchauffører, lufthavnsarbejdere og rengøringsdamer" og "akademikere i dyre lejligheder". Sådanne modstillinger viser også noget om afsenderens egen evaluering og fortolkning. I dette tilfælde stilles det sprog, som opleves som det oprindelige og autentiske "Amagerkansk" op over for den knap så autentiske nutid, som der ikke er "meget brokvarterer" over.

Erindringer

Eksemplet ovenfor illustrerer også en anden tendens, nemlig at fortællingerne om sprog i byen som oftest kobles til noget fortidigt, som beskrives med en vis fortrydelse over, at tiderne har ændret sig, og at man, ifølge fortællingerne, ikke længere kan høre forskel på byens kvarterer, se for eksempel dette uddrag fra en mand født i 1977:

"Jeg husker at Vesterbro'sk i min barndom havde et mere distinkt udtryk end i dag, det adskilte sig markant fra andre brokvarterers sprog. Som eksempel forbinder jeg Kim Larsens "Joanna" der blev sunget af 13-årige Søren Bernbom med det gamle Vesterbro'sk."

Det er gennemgående i fortællingerne, at sprogforskellene mellem bykvartererne beskrives som større i barndommen end i dag. Det gælder, uanset om beretningen er fra en person født i 1940'erne eller 1980'erne.

Sociale forskelle

Den måske mest markante fortælling om sprog i København, som fremstilles på tværs af materialet, har med byens sociale forskelle at gøre. Eller rettere: Det er sådan, det kan fortolkes. For de sproglige forskelle, som opstilles i fortællingerne, knyttes typisk til byens geografi, mens det dog ved at undersøge fortællingerne i deres helhed bliver tydeligt, at forskellene har at gøre med forestillinger om pænt og ordentligt sprog over for grimt og ukorrekt sprog. Og det første tales på Frederiksberg, i indre by og på Østerbro og det sidste på Amager, Vesterbro og Nørrebro. Se disse to eksempler:

1. "Jeg er opvokset på Nørrebro og der var en klar forskel på sproget fra det affekterede Indre By, på Amager hvor mange ting blev udtalt med en ‘ång' lyd (fx hångklæder) og Vesterbro som var lidt mere hårdt sprog. Nørrebro og Vesterbro havde den meget karakteristiske tykke københavner-accent" (kvinde, født 1977)

2. "Jeg er fra Amager. Mere specifikt er jeg fra Amagerbro/Sundby området. Her er der en klar forskel i den Københavnske dialekt, hvis man sammenligner med en fra Frederiksberg eller Nørrebro. Der er mange stereotyper om Amager og en af dem er at vi bander som havnearbejdere. Og det er nok også meget rigtigt. Jeg har altid bandet lidt for meget" (kvinde, født 1995)

I fortællingerne forbindes brokvartererne med arbejderklassens sprog, som til alle tider har været udskældt for netop at være "grimt", "hårdt" og "fladt". Det er dog overraskende, at alle fortællerne er fuldstændig enige om, at det er sådan, den sproglige virkelighed ser ud. På trods af at københavnsk i praksis tales og taltes på vidt forskellige måder i alle byens kvarterer, er det denne socialt-sproglige fremstilling af byen, som dominerer i københavnernes fortællinger. Der er nogle tydelige ideologier i spil, som man også indretter sig efter ved helt konkret at ændre sprog, for eksempel formuleret meget tydeligt i dette citat:

"Jeg har gjort mig umage for ikke at bruge en udtalt Nørrebro accent, da det blev betragtet som en klar indikation af min sociale placering" (kvinde, født 1957).

Fortællingerne viser dermed også, at københavnernes forestillinger om eget og andres sprog kan have effekter på virkelighedens sprogbrug – uanset om sprogforskerne kan finde kvartersforskelle eller ej.

Pia Quist 

Emner