Lyseord og landbokultur

Om aftenen nøjedes man ofte med det lys som ilden fra det åbne ildsted gav, fortæller Rasmus Hansen i sin bog Gamle Minder (1875), der skildrer livet på Østfyn i begyndelsen af 1800-tallet. Og, tilføjer han, det var ikke saa daarligt, især naar vi lagde to tre af de rigtige Lysetørv paa. Brugen af lysetørv afspejler at tællelys var en begrænset resurse, som det gjaldt om at spare på. 

En kone laver dyppelys. Som beholder til tællen bruges en kasseret smørkærne. Odsherred.

lysetørv er et af de mange opslagsord i det kommende bind 12 af Ømålsordbogen, der både giver oplysning om belysning i 1800-tallet og samtidig er en nøgle til forståelse af livsvilkårene i 1800-tallets landbosamfund.

Harpiksholdige tørv som belysningsmiddel har også været brugt i Jylland bl.a. under betegnelsen lyseklyne. Inden for Ømålsordbogens kerneperiode, perioden ca. 1850-1920, ser det dog ikke ud til at lysetørv var almindeligt brugt. Derimod var prås og lysesidsel endnu gangbare i begyndelsen af kerneperioden, også ord og begreber der afspejler at tællen skulle udnyttes fuldt ud.

Der har været brugt to metoder til at lave lys med. Man kunne lave formlys ved at hælde smeltet tælle i en blikform, der stilledes til afkøling. Den metode blev især brugt hvis man ønskede at lave særlig regelmæssige lys. Som oftest fremstillede man lys ved at dyppe vægerne i smeltet tælle blandet med kogende vand. Den metode afspejler sig i betegnelser som dyppelys eller spiddelys. Det sidste ord refererer til at vægerne blev hængt op på lysespid, ca. 60 cm lange pinde. Vægerne blev dyppet i tællen, lysespid for lysespid, og derpå hængt til afkøling fx på en stige. Den sidste tællerest var uren, men bruges skulle den som sagt. Man kunne lave pråse (også kaldet lysepråse): små tynde lys hvis væge kun var dyppet et par gange. Tællerester kunne også bruges til en lysesidsel: en klump blår med lidt tælle i, eller man kunne trille en klump tælle sammen til en kælling, også kaldet troldkælling.

Lysestumperne skulle selvfølgelig bruges helt op. Til det havde man en profit, også kaldet en lyseprofit. Denne betydning af profit er nok indlånt fra nedertysk og kan være udviklet af udtryk som fransk mettre à profit anbringe, anvende på en fordelagtig, økonomisk måde (jf. Ordbog over det danske Sprog). Profitten er en blik- eller messingcylinder med en pig hvori lyset anbringes og med en pind til at stikke ned i lysestagen. Ved hjælp af profitten kunne man altså lade lyset brænde helt ned uden at stagen blev ødelagt.

En lysesidsel eller en kælling blev brugt i den store murede bageovn, så man kunne se at sætte brødene ind. En lyseprås blev brugt hvis man skulle et ærinde uden for den oplyste stue eller havde arbejde at gøre i bryggers eller i stegers. Meget praktisk kunne de klemmes fast på en væg, mens man fik ordnet det man skulle. Udendørs måtte man bruge lygte med et lys eller en tranlampe i: tag og lygt os hjem kunne man fx sige i Strøby syd for Køge med et af de mere eller mindre faste udtryk for at følge nogen et sted hen med en lygte der er registret i ordbogens samlinger – noget der kunne være højst nødvendigt i et samfund uden udendørsbelysning. Ved fuldmåne var det lettere at færdes og det er en god skik at folk beder fremmede (dvs. gæster) på lyst vejr dvs. når det er månelyst, skriver en af Ømålsordbogens meddelere fra Møn.

Billedet viser en familie samlet i den pæne stue. Bemærk petroleumslampen i midten. Billedet er fra Kaare Rasmussens samlinger fra Østbornholm og fra 1920'erne. http://www.bornholmskefotografer.dk/ interioslashrer.html

I slutningen af 1800-tallet vinder petroleumslampen gradvis frem. Jeppe Aakjær har i novellen Da lampen tændtes givet en levende og humoristisk skildring af den skrækblandede fryd som den nye opfindelse vakte. For nok gav det rigtigt meget lys, men kunne man nu være sikker på den ikke eksploderede? Men petroleumslampen gav ikke kun mere lys, den befriede også kvinderne fra en omstændelig arbejdsproces. Helt nemt blev det først med indlagt lys (elektrisk lys), noget man mange steder dog først fik i 1930’erne.

Asgerd Gudiksen