Makkenren

En stor del af det ordforråd, der findes i dialekterne, er fælles med rigsdansk. Men hvis man læser i Ømålsordbogen vil man også finde mange ord, der ikke findes i Nudansk Ordbog eller Den danske Ordbog. Nogle af ordene var almindelige i ældre rigsdansk, men er kun bevaret i dialekterne. Andre er indlånt i dialekterne. Men de fleste er dannet lokalt af de dialekttalende selv.

Både indlån og lokal orddannelse kan man få et indtryk af ved at se på ordet makkenren (udtalt med hovedtryk på sidste stavelse) og synonymer til dette ord.

En makkenren er et lille håndredskab, som man bruger, når man skal skrabe jord af spaden under gravearbejde. Den er lavet af træ og har form omtrent som en spatel.

Seddel med opslagsord og tegning af redskabet. Optegnet i Borre på Møn i 1963.

Den var hjemmelavet, og den blev brugt både af havemænd og grøftegravere. ”De gamle havemænd havde den altid i lommen, når de var på havearbejde” (fortælles fra Vestlolland); ”det er en træspån, som man ofte ser folk holde i hånden, samtidig med at de graver” (Køge-egnen).

For de gamle grøftegravere, der gravede drængrøfter, var den et uundværligt redskab, og ”de var meget omhyggelige med tildannelsen af den” (Møn).

Men netop fordi den var hjemmelavet - og ikke en handelsvare, som man kunne se i butikkerne eller læse om i aviserne – kunne den få mange forskellige betegnelser. Man kunne kalde den, hvad man ville, for man skulle ikke tale med handelsfolk eller andre, udensogns folk om den.

I samlingerne til Ømålsordbogen finder man følgende ord for den: makkenren, renmakker, rense, rensespån, rensegrete, skrabepind, skrabespån, gravespån, slikke, slikkefitte, slikkespån, snagestikke, spadepind, spadeske, spadespån og skyd-af.

Ordene makkenren og renmakker er formentlig lånt fra nedertysk (maken rein, reinmaker) og kan være kommet til Danmark med tyske dræningsarbejdere i anden halvdel af 1800-tallet, da man lagde store mængder af drænrør over hele landet. En sjællænder (født 1860) fortæller således, at ordet makkenren stammer fra holstenske dræningsarbejdere på Sjælland. Men en lollænder (født 1852) fører ordet længere tilbage: ”I den Tid da Gårdene blev udskiftet (dvs. sidst i 1700-tallet), kom der mange Tyskere her ind til Lolland; de kom som Gravere for at grave Grøfter eller kaste Volde op mellem Gårdene”.

Men de øvrige ord er hjemlige dannelser, og de viser, hvor kreative de dialekttalende har været. Det er let at se motivationen bag ordene på rense-, skrabe- grave- og spade-, men sværere at forstå slikke-. Måske har man set en vis lighed mellem genstanden og en tunge, der slikker?

I store dele af Sjælland samt på Vestlolland kaldes makkenrenen ofte en makkenren, på Østlolland en rensespån, på Falster en slikke, på Fyn og Langeland en skrabespån og på Ærø en renmakker. Men den har tit flere navne inden for samme egn. Således kan den på Østfyn kaldes skrabepind, skrabespån, gravespån, slikkespån og skyd-af. 

Slikfitte. Seddel optegnet i 1941 i Tybjerg på Sydvestsjælland. Bemærk at formen på redskabet er lidt afvigende i forhold til den foregående seddel.

Og det er ikke slut hermed. For ordet makkenren har i sig selv givet anledning til mange former. Man har omdannet det til: makken-gren, makkerene, magrene, makke-ret (udtalt som i vil du makke ret), makkerette  makkeret (hvor -ret udtales som i karet) og margrethe.

Omdannelserne er typiske for ord, som man ikke kender fra skriftsproget, og som man ikke kan gennemskue. De kan få mange former, og det folkelige vid kan vise sig, som når man finder på ord som makke-ret og margrethe.

Karen Margrethe Pedersen