Advarsel!

Coronavirus Information på dansk / Information in English

Melodien i klassisk fynsk – Københavns Universitet

dialekt.dk > Månedens emne > Melodien i klassisk fynsk

15. januar 2020

Melodien i klassisk fynsk

Månedens dialektemne

Tonegangen i mange nutidige danske dialekter eller regionalsprog er blevet kortlagt i undersøgelser af oplæst tekst. På Center for Dialektforskning på Københavns Universitet er tonegangen i fynsk hos talere født mellem 1880 og 1927 nu blevet undersøgt.

Blandt danske sprogforskere er der bred enighed om at tonegangen i trykgrupper er den mest betydende faktor i vores genkendelse af dialekter og regionalsprog. En trykgruppe er en gruppe af stavelser i en sætning: en trykstærk stavelse og de efterfølgende tryksvage, hvis der er nogen. Sætningen "I skolegården er pigerne jo vildere end drengene" indeholder trykgrupperne (SKOlegården er), (PIgerne jo), (VILdere end) og (DRENGene) (trykstærke stavelser med store bogstaver), og det er i tonegangen i disse vi genkender dialekter.

Tonegang i trykgrupper i oplæsning er undersøgt adskillige steder i Danmark: Bornholm, Sønderborg, Tønder, Næstved, Ålborg, København m.fl. Tonegangen i københavnsk er som vist herunder. Den tykke linje angiver tonebevægelsen i den trykstærke stavelse.

Københavnsk tone: lav-høj-lav

Tonen i den trykstærke stavelse er lav og springer højt op i den første tryksvage stavelse for så igen at falde i de efterfølgende. (PIgerne jo) udtales med lav tone i "PI" stigende til høj tone i "ger" og faldende tone i "ne jo".

Tonegang i fynsk er hidtil kun undersøgt sporadisk, men en ny undersøgelse bidrager til en systematisk beskrivelse. Det daværende Institut for Dansk Dialektforskning optog i perioden 1935 til 2004 mere end 2000 dialektinterview på de danske øer (fraset Bornholm) og herunder på Fyn. Digitaliserede optagelser af fem af de fynske dialekttaleres sprog er nu blevet analyseret på Center for Dialektforskning. De taler klassisk fynsk dialekt og er født i 1880, 1898, 1918, 1922 og 1927.

Analysen blev foretaget med computerprogrammer, fortrinsvis programmet Praat, der blandt andet kan producere visuelle gengivelser af talens akustiske indhold: toner, tonestrukturer, volumen m.m. I denne sammenhæng er tone og tonebevægelser det relevante indhold. Figuren herunder viser programmet Praats gengivelse af tonegangen i sætningen "på første sal hvor vi boede – der boede der en enke ved siden af" sagt af den fynske taler født i 1918. Lodrette udfyldte streger markerer begyndelsen og slutningen af trykgrupperne, de stiplede sorte streger markerer grænsen mellem den trykstærke og de efterfølgende tryksvage stavelser. Den blå kurve tegner tonen (den røde stiplede linje kan man se bort fra.)

 Tonegang-figur 1

Teksten under figuren er en simpel gengivelse af talen som den bliver sagt - med det faktiske antal stavelser. Taleren siger ikke "boede der en" men " bo der en", ikke "enke ved", men "enke ve", ikke "siden af" men "si na". Sådan siges det på fynsk: uden de bløde d'er.

Det gennemgående tonale mønster er en stigning i tone i den trykstærke stavelse efterfulgt af et fald som begynder i den trykstærke stavelse eller i stavelsesgrænsen. Herunder er nærbilleder af (BO ed) og (BO der en).

Tonegang-figur 2

Når der er flere tryksvage stavelser, fortsætter faldet i tone, jf. (BO der en) og også (EN ke ve). Tonestigningen i den trykstærke stavelse er ofte stort.

I trykgrupper der kun består af en enkelt trykstærk stavelse, har tonebevægelsen den samme buede form. Herunder er et nærbillede af (FØRS).

Tonegang-figur 3

Det tonale mønster man finder i fynsk som det tales her, er altså stigende-faldende, og faldet begynder typisk til sidst i den trykstærke stavelse. Dette mønster er det hyppigste i de fem dialekttaleres sprogbrug, uanset deres fødselsår. Tonegangen i klassisk fynsk er tegnet herunder.

Fynsk tonegang
Klassisk fynsk tone: stigende-faldende

Det man genkender klassisk fynsk på, er altså følger af stigende kraftige toner efterfulgt af faldende svagere toner. Udtrykt i metre er det jamber og daktyler med stigende tone på første stavelse. Om dette giver fynsk den "syngende" kvalitet mange mener det har, skal være usagt. Men det man hører i fynske sætninger, er faktisk en række tydelige og relativt omfattende tonale bevægelse som varer relativt længere end i andre danske dialekter og regionalsprog: nemlig hele vejen igennem de kraftigste stavelser. Så oplevelsen af tonebevægelser i fynsk er måske særligt fremtrædende.

Faktisk har bornholmsk, som mange også mener har en "syngende" kvalitet, den samme struktur: Der er en stor tonal bevægelse i hele den trykstærke stavelse i trykgrupperne. Men som noget helt særligt for bornholmsk går bevægelsen i den trykstærke stavelse nedad. Tonegangen er altså faldende-stigende, og set på den måde er fynsk bornholmsk vendt på hovedet.

Jann Scheuer