Når dialekter skaber karakterer – om brugen af dialekt i romanen Den røde hane

Romanen foregår i Thy, og flere af karaktererne taler thybomål. Forfatteren bruger sprogbrugens merbetydning til at give karaktererne liv. De ældre taler generelt mere dialekt end de yngre, og karakterernes livshistorie reflekteres i deres sprogbrug. Vi ser nærmere på nogle af trækkene, hvad de bruges til i romanen og får indblik i nogle af forfatterens overvejelser.

Handling og replikker

Bogen handler om Roberta, en ung kvinde fra den fiktive landsby Gnavby i Thy. Roberta er droppet ud af sit universitetsstudie i Aarhus og er vendt hjem til sin hjemstavn, hvor hun nu arbejder i hjemmeplejen. I lokalområdet er der en pyroman på spil, der i folkemunde får den røde hane til at gale – eller den røje håne te å gåle – som de ældre mennesker på Robertas rute i hjemmeplejen siger.

På et tidspunkt taler Roberta med Ilse, en af borgerne. De taler om, at det måske er Peder Skovgaard, der er pyromanen. Han skulle have slået til første gang for mange år siden, da han blev uvenner med sin nabo Gunnar. I romanen forsøger Roberta at få styr på Peders motiv, og på side 71 kan man læse følgende ordveksling mellem jeg-fortælleren Roberta og Ilse:

"Og det var efter, de havde været uvenner over, at hønsehuset brændte?" "Ja, Gunnar afliwt jen. Men det forslo jo som en skræjer i helwed, der war wel tijk. Å så fik Peder den røje håne te å gåle" Hun ser på mig og nikker. "Fordi Peder syntes, hanerne larmede? Er det beviset?" spørger jeg, "eller handler det om, at han var tilflytter til byen?" "Årh, spar mæ," siger Ilse, "hwem sku’e hellers wær?" 

I uddraget kan man gøre flere interessante iagttagelser i forhold til sprogbrug. Helt overordnet kan man se, at Roberta ikke anvender et eneste dialekttræk. Man skal formentlig forestille sig, at hun taler "rigsdansk". Man kan også se, at hun helt uproblematisk forstår Ilse, sådan som de fleste mennesker kan forstå dialekttalende i deres lokalsamfund, også selvom de ikke selv taler dialekten.

Hvorfor skrive på dialekt?

Mennesker forskellige steder i landet taler forskelligt. Men det er meget sjældent, at dialekt reflekteres på skrift i nyere dansk litteratur. I et interview med Yonatan fortalte Ingrid Nymo om sine overvejelser omkring personernes sprogbrug. Hun fortalte, at hendes valg om at skrive på dialekt udspringer af erfaringer med de mennesker, hun portrætterer.

Ingrid Nymo er vokset op i Thy i et hjem, hvor der ikke blev talt dialekt. Begge hendes forældre er tilflyttere, men hun har i barndommen hørt venners forældre tale thybomål. Ligesom romanens hovedperson har hun arbejdet i hjemmeplejen. Om romanens tilblivelse fortæller hun:

"Jeg startede med at skrive de her hjemmeplejetekster. Det var sådan bogen startede, og så udviklede plottet sig derfra. Og så skulle jeg begynde at opbygge de her gamle thyboer som karakterer."

Først byttede hun bare jeg ud med æ, "for det er jo sådan de snakker". Nymo havde egentlig ikke forestillet sig, at alt hvad de gamle sagde, skulle skrives på dialekt, men hun besluttede sig til, at hun også var nødt til at bruge w i stedet for v, når dem, hun lod sige æ, f.eks. skulle sige var, hvilket så blev til war.

"Det var en glidende overgang, men jeg kom frem til, at jeg blev nødt til at lave den her dialekt ordentlig. De ville simpelthen være for underligt at skrive de gamles replikker på rigsdansk".

Når man skal skrive på dialekt, er der ingen retskrivningsordbog at støtte sig til. Så Nymo måtte finde inspiration i tekster på thybomål, som hun fandt på nettet hos Foreningen Thybomål (Æ Foening Fo Thybomool) og sparre med venner, der var vokset op med dialekten. Hun endte med at lave sin egen lille ordbog for at sikre, at dialekten var skrevet konsekvent og ordentligt.

Sproglige træk

Men hvad kendetegner overhovedet thybomålet som dialekt? Torben Arboe, der har arbejdet indgående med thybomålet, peger især på tre træk, der adskiller thybomålet fra andre dialekter: Jeg hedder æ, der er foranstillet artikel (fx æ hus og æ gris for huset og grisen), og visse ord har vestjysk stød. I romanen finder vi både æ som personligt pronomen og foranstillet artikel, men ingen gengivelse af vestjysk stød.

Det vestjyske stød lyder meget som det rigsdanske stød, altså den lyd som findes i mord med ikke i det ellers enslydende mor. Det vestjyske stød findes oftest i oprindelige tostavelsesord, hvor udlydende -e er faldet bort, og som derfor slutter på -p, -t eller -k, fx hop’’, hat’’ og snak’’ for hoppe, hatte og snakke.

At dette træk ikke har fundet vej til romanens replikker, er ikke så mærkeligt. Vi er vant til at forskellige vokaler og konsonanter repræsenteres med forskellige skrifttegn, men der er ikke noget skrifttegn, der repræsenterer stødet i almindeligt skriftsprog.

Blandt andre træk fra thybomålet, der har fundet vej til romanens sider, er som nævnt w for v, som når Ilse i uddraget oven for siger war og wel for var og vil. Der er også flere eksempler på den såkaldte klusilparasit i de gamles tale. Klusilparasitten høres ofte som en k-agtig lyd, der erstatter stødet på vokalerne i, y og u (se Arboe 2006: 286). Dette ses i Ilses replik, hvor der er klusilparasit i tijk, når hun taler om, at der var ti haner.

Et andet træk er realisationen af det lange a på rigsdansk som å, det ses i håne og gåle for hane og gale. Et af de dialekttræk, man nemt kan læse hen over, er h’et i ord som hwem og hwor. Dette h gengives også i rigsdansk ortografi, men det udtales ikke på standarddansk, det gør det til gengæld på de traditionelle nørrejyske dialekter, som det kan ses her på Dialektkortet.

I romanen er der også mange eksempler på, at der anvendes ord, der hører til dialekten, fx tøws (tykkes) for synes og gratwærk (gratteværk), der i Jysk Ordbog defineres som småbeskidt eller noget gnidder. Torben Arboe har i øvrigt gjort os opmærksomme på, at man på traditionelt thybomål ikke siger hane men kok om hanfuglen i en hønseflok. Metaforen den røde kok findes i betydningen ildebrand i Jysk Ordbog.

Hvem taler dialekt?

I romanen er det de gamle, der bruger flest dialektræk. Robertas midaldrende kollegaer i ældreplejen bruger også træk fra dialekten, men ikke lige så mange som de ældre borgere. Det passer med den dokumenterede dialektbrug i andre dialektsamfund i Danmark.

En af de karakterer, hvis sprogbrug er særligt interessant, er den ældre mand Tage. I sin ungdom studerede han i Aarhus. På et tidspunkt i romanen, hvor han har besøg af nogle venner fra sin studietid, bemærker Roberta, at "Tages thybomål er mindre markant sammen med dem, end det plejer. Han har nok skruet ned for dialekten, da han flyttede til Århus" (s. 262).

Da han har besøg af disse venner, veksler han i replikkerne mellem foranstillet artikel (fx æ tur) og efterstillet (fx molen og strandfogeden). Dette svarer igen meget godt til det, vi ved om sproglig variation i Danmark: Folk der flytter rundt, vil ofte bruge mindre dialekt end dem, der bliver.

Robertas jævnaldrende bruger, ligesom Roberta selv, ingen dialekttræk overhovedet, hverken dem der har været ude i verden, eller dem, der er blevet på egnen. Om det siger Nymo:

"Jeg har tænkt over, at Mark, der er blevet boende i Thy og arbejder som lastbilchauffør, slet ikke har nogen dialekttræk. Det burde han nok have haft. Men på det tidspunkt var jeg nødt til at sætte en grænse, og det blev så der".

Selvom man godt kunne forestille sig, at en ung mand, der er blevet boende på sin hjemegn, ville bruge dialekttræk, så stemmer fraværet af dialekt blandt unge overens med Nymos egne erfaringer fra barndommen.

Alt i alt er romanen et utroligt godt eksempel på, hvordan dialekten kan bruges som en resurse til at bygge karakterer.

Emner