Norske tilstande
De norske dialekter og ’dansketiden’
Den 17. maj er den norske nationaldag, hvor man fejrer vedtagelsen af den norske grundlov i 1814. Dagen markerer således også afslutningen på ’dansketiden’, idet Danmark måtte afstå Norge til Sverige som et resultat af Napoleonskrigene. Dog lever ’dansketiden’ videre i form af de ret specielle ’norske tilstande’ på sprogområdet.
Når der er ganske anderledes liv i de norske dialekter end i de danske, er den afgørende forklaring at Danmark og Norge var ét rige fra slutningen af 1300-tallet frem til 1814, og at København var rigets centrum fra og med den tid hvor skriftsproget standardiseredes i løbet af 15–1600-tallet. Alle de mange dialekter der taltes i det store rige, ’hørte til’ under dette skriftsprog. Efter opvækst i Bergen kunne man godt, som Ludvig Holberg, komme til København og blive den store skriftsprogsudvikler i 1700-tallet.
17. maj-fejring i Oslo i 2011. © snl.no
Skriftsproget forblev det samme i Norge efter at landet i 1814 kom under den svenske trone. Men der opstod et navneproblem. Kunne man kalde det ’danske’ skriftsprog for ’norsk’? En løsning op gennem 1800-tallet var at tale om ’vort almindelige Bogsprog’. Samtidig udviklede den sociale og kulturelle elite i Oslo og andre byer et talesprog, gerne kaldet ’dannet dagligtale’, som kan karakteriseres som ’dansk skriftsprog med norsk udtale’. Parallelt blev der skabt og udviklet et alternativt skriftsprog på grundlag af ’det norske Folkesprog’ (de norske dialekter).
I 1885 vedtog Stortinget at ”det norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrive- og Bogsprog”. I postkoloniale situationer er det ret almindeligt at kolonimagtens sprog formelt sidestilles med et nyt officielt sprog (evt. flere nye officielle sprog). Det specielle ved Norge er at man efterfølgende har ’nationaliseret’ kolonimagtens sprog. Det ’danske’ skriftsprog er blevet ’fornorsket’ og er endt som det der i dag kaldes bokmål. (Navnene nynorsk og bokmål blev vedtaget af Stortinget i 1929).
Igennem hele 1800-tallet havde der været forfattere der både argumenterede for og praktiserede brug af særnorske ord (heriblandt Wergeland, Bjørnson og Ibsen). Men ’fornorskning af dansk’ som officiel retskrivningspolitik begyndte man ikke med før i 1907. Det skal ses i sammenhæng med at Norge havde løsrevet sig fra unionen med Sverige og fremstod som en fuldt selvstændig nation fra og med 1905.
Klistermærke til postkasse. Et eksempel på at der stadig er mange holdninger til bokmål og nynorsk.
Den statslige retskrivningspolitik i den nye nation sigtede mod ’normale tilstande’ med ét fælles skriftsprog i landet, men kunne dårligt satse på ét af de to konkurrerende alternativer. Så man valgte kompromisets vej og kaldte det man skulle nå frem til, for samnorsk. Via omfattende reformer i 1917 og 1938 tilnærmede man de to retskrivninger til hinanden.
Metoden man brugte, bestod i at indføre valgfrie former der afspejlede dialektale forskelle sådan at nogle var de samme i de to retskrivninger. Ideen var så at man hen ad vejen kunne udgrænse de former der var forskellige og begrænse normen til de fælles former, og således ende op med én fælles norm.
Denne statslige politik førte til stærk modstand fra begge lejre i sprogstriden og betød at staten i praksis opgav tilnærmningspolitikken fra og med 1960’erne. Formelt blev den afblæst af Stortinget i 2002.
Der er fortsat to ligestillede, officielle skriftsprog i Norge: bokmål og nynorsk. Efter mere end 100 år på vej er man ikke kommet nærmere det oprindelige mål: ét norsk skriftsprog. Snarere tværtimod, i den forstand at dette mål er opgivet som officiel politik. Dertil kommer at man står tilbage med et utilsigtet resultat: et omfattende system af talesprogsrelateret valgfrihed i begge retskrivninger.
Uanset hvad man måtte mene om dén skriftsproglige situation, har den bidraget afgørende til at modvirke den form for ’afdialektisering’ og talesproglig ensretning som Danmark gennemgik i løbet af 1900-tallet. Så her fra dialekt.dk vil vi gratulere Norge med den 17. maj og ønske stort tillykke med de mange levende dialekter – som landet kan takke ’dansketiden’ for.
Tore Kristiansen