Det var kløvningen der afslørede morderen

Som sprogbrugere bruger vi grammatik til at kode mange forskellige ting når vi taler. Én af dem er til at kode hvad der er vigtigt, og hvad vi går ud fra i den information vi vil overbringe til vores samtalepartner. En af de grammatiske konstruktioner vi som sprogbrugere har til at kode netop dette, er den såkaldte 'sætningskløvning'.

Et eksempel på sætningskløvning kan vi fx finde i Hans Scherfigs roman Det Forsømte Forår hvor Edvard Ellerstrøm til studenterjubilæet går til bekendelse over for sine kammerater og siger: Det var mig der slog Blomme ihjel. I sætningskløvninger som denne kløver man et sætningsindhold (jeg slog Blomme ihjel) i to dele:

Den ene del er kodet som noget man går ud fra. En del af den grammatiske kodning der sker i en kløvning, er altså en forudsætningskodning (eller om man vil en 'præsupponering') af indholdet i ledsætningen, i det her tilfælde der slog Blomme ihjel. Det at Blomme er blevet slået ihjel, er altså ikke til diskussion, men behandles som fakta – spørgsmålet er kun hvem der gjorde det.

Den anden del af sætningen (Det var mig) er kodet som den vigtigste information – den fokuserede. Men den er også kodet som udpegende. Når Ellerstrøm kløver sin bekendelse på denne måde, vækker han hos sine modtagere en forestilling om en gruppe af mulige mordere og frikender så at sige resten af gruppen ved at udpege sig selv. Denne udpegning – og frikendelse – er en specifik funktion for sætningskløvning og opstår ikke ved en tilsvarende ukløvet sætning: Jeg slog Blomme ihjel.

Når nyheder kløves

Begge disse funktioner, udpegning og forudsætning, bliver brugt i en type af sætningskløvning der er meget hyppig inden for nyhedsformidling, nemlig den type der kan kaldes 'nyhedskløvning'. Det er kløvninger som f.eks.denne fra Politikens facebookside:

Kløvning er særligt udbredt i netbaseret nyhedsformidling hvor informationerne er tætpakkede, nyhedstrømmen er hvirvlende hurtig, og artiklerne er afsindigt korte. Her er en notits eller en rubrik tit bare en linjes opdatering på en tidligere nyhed fra et par timer tidligere – der selv er opdatering på en tidligere nyhed osv. Der er et konstant pres på journalisten for hele tiden at levere hurtigt, levere kort og levere noget nyt. Den netbaserede nyhedsformidling er så at sige sensationsvorn. Det der er allernyest, skal leveres allerførst og tydeligst – og det kan det blive i det fremhævede udkløvede led i en sætningskløvning.

Forskellige forudsætninger

Den konstante nyhedsstrøm gør også at der er rigtig meget man som journalist kan gå ud fra at læseren allerede ved – fordi man enten allerede har rapporteret den information for flere timer siden, eller hvis det f.eks. står lige ovenfor. I en nyhed fra Fyens.dk den 20. juli 2014 optræder kløvningen således i manchetten lige under overskriften: 

I sætningen Det var muligvis en røggaseksplosion, der natten til søndag jævnede en villa i Brøndby med jorden er ledsætningen der natten til søndag jævnede en villa i Brøndby med jorden forudsætningskodet – det kan journalisten går ud fra at vi ved, da det står lige ovenfor.

Men der er noget specielt ved ledsætningen der natten til søndag jævnede en villa i Brøndby med jorden sammenlignet med ledsætningen der slog Blomme ihjel. Den første er mere informativ, og informationsmængden i den er dermed også meget større. Der er indlagt mere information i ledsætningen end hvad der strengt taget er nødvendigt hvis læseren har læst overskriften.

Sande informationer

Der er et andet aspekt som journalisten skal kunne håndtere når hun rapporterer, nemlig hendes forpligtelse til kun at viderebringe sande informationer. Kløvninger er som sagt sætningsindhold der er kløvet i to, og dermed også to forskellige informationsenheder. Den enhed hun forudsætter – ledsætningen – er, i kraft af sin kodning som præsupponeret, kodet som noget man kan gå ud fra og ikke behøver diskutere, altså som fakta.

Den anden del, derimod – det udkløvede led – går hun netop ikke ud fra er kendt viden. Tværtimod er det sådan i nyhedskløvningen at den ofte kommer med et forbehold for i hvilken grad afsenderen (dvs. journalisten) forpligter sig på sandhedsværdien af netop det udkløvede led. Det forbehold er i eksemplet fra Fyens.dk udtrykt i adverbialet muligvis. Journalisten kan altså med en nyhedskløvning meget præcist styre hvilke oplysninger der er verificerede, og hvilke der endnu er så nye at de bør rapporteres med forbehold.

Samtidig har det udkløvede led som nævnt også en udpegende funktion. I eksemplet fra Det Forsømte Forår så vi at der blev vakt en gruppe af mulige mordere ved hjælp af selve kløvningskonstruktionen. Det samme ser vi i nyhedskløvningen. I eksemplet fra Fyens.dk skaber kløvningen også hos læseren en gruppe af mulige årsager til at villaen er blevet jævnet med jorden. Disse andre mulige årsager bliver ikke entydigt afvist, som det er tilfældet da Ellerstrøm påtager sig al skyld for Blommes død, tværtimod gør forbeholdet muligvis at vi stadig ikke ved entydigt hvilken årsag, blandt gruppens mulige, der er den sande.

Denne type kløvning har altså grammatiske kodningsmønstre til fælles med andre typer af kløvninger, men dens brug viser alligevel et særegent mønster der er genresnævert. Det er altså antageligvis den hastvorne netnyhedsformidling der får journalister til at kløve.

Marie Herget Christensen