Øl, drikke og kaffe – på ømål

Mælk var et ret sparsomt produkt før omlægningen til animalsk produktion omkring 1880: Køerne var få og deres mælkeydelse lav. Man drak normalt ikke mælken, men lavede smør og ost af den eller brugte den i forskellige madretter. Saft og saftevand var heller ikke almindelige før sukkerroedyrkning blev almindelig i slutningen af 1800-tallet, og sukkeret hermed blev overkommeligt i pris. Men øl bryggede man selv på gårdene, og man havde nok af det – med mindre kornhøsten var slået fejl.

Til sidst kommer det tynde øl

"Ved de to Maaltider, Klokken Ti og Midaften fik man Øll, men ellers maatte man nøjes med Drikke" fortæller Lars Rasmussen fra Klokkergården på Falster i en bog fra 1909. Modsætningen mellem øl og drikke virker måske lidt mærkelig ved første øjekast, men giver god mening når man ved at ordet drikke ikke kun kunne betyde 'drikkelse' i gammelt falstersk, men også bruges specielt om det tyndere øl der fremkom ved anden eller tredje aftapning.

Citatet viser altså at øl blev drukket dagligt og hele dagen, men ofte i en forholdsvis tynd variant. En anden falstring (fra Væggerløse) forklarer at "første aftapning var godtøl, anden og største var hverdagsøl og tredje var drikke". 

Den aftapning der er tale om, foregik inden gæringen. Efter maltet var blevet mæsket (udblødt i kogende vand) i et bryggekar, blev der oven på den mæskede malt hældt kogende vand, og efter blandingen havde trukket en tid, blev urten (væsken) tappet af og hældt i et ølkar til senere gæring. Herefter kunne man gentage overhældningen med kogende vand og aftapningen.

Hverdagsøl og gemmeøl

I Ømålsordbogens samlinger er ordet hverdagsøl kun optegnet spredt på især Østlolland og Lolland, men fænomenet er velkendt under betegnelser dagligøl eller bare øl. Det dårlige, tynde øl er der flere betegnelser på. De fleste angiver på en eller anden måde at det er et produkt der fremkommer i slutningen af processen, fx efterdrikke (Falster), efterøl (Fyn, Tåsinge), tapdryp (Sjælland, Lolland), tappedråbe (Vestfyn) og tving (Fyn), der vist er afledt af verbet tvinge og motiveret af at man piner den sidste kraft ud af mæsken.

Ordene øllebrødsøl og davredrikke afspejler at det tyndeste øl kunne bruges til øllebrød, og fattigdrikke, grisedrikke og svinedrikke at det kunne blive givet til de fattige eller grise. Slangudtrykket jesusnavnsdrikke og jesunavnsøl har samme baggrund som fattigdrikke. Førsteleddet refererer nemlig til en tiggerformel: bede om noget i Jesu navn. 

Høsten er husmandens jul hedder det i en talemåde fra Fyn. Under hø- og kornhøsten fik man nemlig bedre mad end ellers, og bedre øl, gemmeøl eller gammeltøl, som var lagret øl af første aftapning. Også til gilderne og i julen fik man det særligt gode øl, som da også kunne kaldes gildesøl eller højtidsøl. Hjemmebrygningen af øl gik stort set af brug på Sjælland omkring 1900, på Lolland-Falster lidt senere, men på Fyn bryggedes der en del steder endnu i slutningen af 1900-tallet. Nogle steder afløstes det hjemmebryggede dagligøl af købt hvidtøl.

Kogekaffe og posekaffe

Kaffe blev først almindelig omkring 1850, hvor det blev almindeligt at få kaffe efter davre (morgenmad) og middag (det varme måltid omkring kl. 12). En sydfynsk meddeler fortæller fx at "morgenmad det var øllebrød og flæsk og kaffe ovenpå". Man fik altså ikke brød til kaffen, men mange tog et stykke kandis i munden under kaffedrikningen. Senere blev de oprindelige formiddags- og eftermiddagsmåltider afløst af formiddagskaffe og eftermiddagskaffe, hvor kaffen var en integreret del af måltidet. 

Kaffen blev oprindeligt kogt i en kaffekedel af kobber. For at kunne skænke uden at få grums med brugte mange at sætte kaffekedlen på et let skrånende kaffebræt (også kaldet kaffebund, kaffestol eller kedelhæk). I slutningen af 1800-tallet fik man kaffekander, ofte af blå emalje, med tilhørende kaffepose af stof fæstnet til en ring så man undgik grums i kaffen. Man fortsatte dog med at koge kaffen til gilder o.l., hvilket affødte nye ord til at skelne mellem den gamle og den nye metode: kogekaffe, grydekaffe i modsætning til tragtekaffe, posekaffe.  

Cikoriepøjte og plutkaffe

For at spare på den dyre kaffe tilsatte man normalt kaffeerstatning, enten fabriksfremstillet af cikorie eller løvetand eller hjemmelavet af agern, malt, korn, ærter o.l. For meget tilsætning gik ud over smagen, og kaffen kunne blive kaldt cikoriepøjte (Lolland) eller cikorievand (Sjælland, Fyn). Tynd, dårlig kaffe kunne også omtales som kaffeplut (Fyn), plutkaffe (Fyn), kaffesprøjt (Sjælland) eller tovand dvs. opvaskevand (jf. to 'vaske') (Lolland).

Kaffe der havde stået og småkogt for længe (og derfor ikke smagte godt), kunne bl.a. kaldes skrottekaffe (Sjælland), snerrekaffe (Fyn, Tåsinge) eller snurrekaffe (Fyn). De mange slangudtryk om kaffe, især dårlig kaffe, afspejler den centrale rolle kaffen kom til at spille i landbosamfundet fra omkring 1850.

I gennemgangen af dagligdagens drikkevarer mangler der faktisk én: brændevin. Indtil den store afgiftsforhøjelse i 1917, hvor brændevin blev 12 gange dyrere, var brændevin en ret almindelig daglig drik for mænd. Men brændevinen hænger også sammen med gilder og sammenkomster så det må vente til en anden gang, hvor det også vil blive afsløret hvad en kaffeknurres og en brændevinssut er. 

Asgerd Gudiksen 

Emner