Om at tale "integreret"

Når vi lærer at bruge sprog, lærer vi en række sproglige træk i form af lyde, ord, osv., og hvordan de kan kombineres systematisk til at skabe betydninger. Men vi lærer også, hvad vi kan sige i hvilke situationer, og ikke mindst hvordan vi kan sige det, hvis vi vil have kommunikativ succes. Livet igennem opsamler vi erfaringer om sprogbrug og andres forventninger til det. En af måderne vi bearbejder disse erfaringer på er ved at organisere sprog i ”måder at tale på”, som giver mening i forhold til de situationer, vi sprogligt navigerer i gennem vores hverdag.

Hvis vi gennem sprogforskning vil blive klogere på, hvordan menneskers organiseringer af sprog udvikler sig, nytter det ikke noget, at vi blot registrerer en masse sproglige træk, og så bagefter bruger de kategorier, vi allerede kender, til at analysere dem. Det har vi taget konsekvensen af i et forskningsprojekt i en skole på Amager. Vi har samarbejdet med skolens elever og lærere siden 2009. Her ser vi på, hvordan eleverne bruger sprog, reagerer på sprog og taler om sprog.

Skolens elever har en lang række sproglige baggrunde. Noget af det der overraskede os mest, var de måder eleverne talte om forskellige slags dansk. Blandt andet stødte vi flere gange på udtrykket ”at tale integreret”. En vigtig kilde til dette var skolestile, som handlede om elevernes oplevelser af forskellige slags sprog i hverdagen. Det følgende uddrag er fra en pige i 8. klasse, som i projektet har fået navnet ”Lamis”:

”Reglen er at man snakker pænt og integreret til lærerne på ens skole, fordi så  viser man på en måde respekt” (Lamis, stil om sprog, 8. klasse)

Citatet er et eksempel på, at deltagerne generelt forbinder ”at tale integreret” med skole-succes, høflighed og respekt for autoriteter. Når vi beder dem komme med eksempler på, hvordan man taler integreret, nævner de skolefaglige ord som fx ”problematisere” og diverse høflighedsfraser. Det er altså mest en måde at tale på, som forbindes med at tale med voksne, hvilket det næste eksempel fra Lamis’ stil illustrerer:

”Mine lærere snakker integreret til mig og mine venner snakker slang. Men min  søster snakker ikke til mig på den der slang-måde. Hun snakker hele tiden  integreret til mig, men jeg svarer hende på slang-måden” (Lamis, stil om sprog,  8. klasse)

Som eksemplet viser, er høflighed relativt. Lamis beskriver, hvordan hun ikke anerkender sin søsters måde at tale til hende på, idet hun svarer hende på en anden – nemlig ”slang-måden”. Man kan sammenligne det med, at en person, man opfatter sig som tæt på, pludselig begynder at sige ”De” i stedet for ”du”.

Det er nærliggende at tænke, at udtrykket ”at tale integreret” også rummer en kommentar til integrationspolitik og diverse krav om ”at integrere sig”. Dette er muligvis også en del af baggrunden for udtrykkets udvikling, men det er ikke dette, vi først og fremmest støder på i vores datamateriale. Som stileuddragene viser, indgår udtrykket snarere som et redskab deltagerne anvender til at forstå deres kommunikative dagligdag, når de sætter ord på deres viden om, hvordan de kan tale til hvem i hvilke situationer, og hvilke reaktioner de kan forvente.   

Dette understreges af de sidste to eksempler, hvor det første kommer fra en stil af Henrik:

”Når jeg er hjemme og taler til mine forældre, taler jeg lidt pænt og integreret.  Man kan ikke bare sige alt til sine forældre” (Henrik, stil om sprog, 9. klasse)

Som navnet antyder, har Henriks forældre ikke migrantbaggrund, men dette stopper ham ikke fra at bruge termen integreret til at beskrive en måde at snakke på.

Det sidste eksempel viser, at deltagernes forståelse af integreret tale ikke begrænser sig til variation i dansk:

”Til min familie taler jeg normalt/integreret arabisk men når jeg taler til mine  fætre er det gadesprog arabisk” (Jamil, stil om sprog, 9. klasse)

Når vi dykker ned i samtlige af de termer, som deltagerne anvender til at kategorisere måder at tale dansk på, tegner der sig et billede af et kontinuum, hvor integreret befinder sig i den ene ende og det deltagerne betegner som ”gadesprog”, ”ghettosprog”, ”slang”, osv. befinder sig i den anden. På denne måde har deltagerne udviklet et system til at organisere de sproglige træk, de møder i deres hverdag. I midten af kontinuummet finder vi det, deltagerne beskriver som ”normal” eller ”almindeligt” dansk, og de fleste placerer sig selv der, når de beskriver, hvad de gør mest.

Janus Spindler Møller

Læs mere:

J. S. Møller & J. N. Jørgensen (2013): Organizations of language among adolescents in superdiverse Copenhagen http://www.iejee.com/index/makale/30/organizations-of-language-among-adolescents-in-superdiverse-copenhagen

L. M. Madsen & J. S. Møller (2015): Sproglige normer og sprogbrug: ’høj’ og ’lav’, ’os’ og ’dem’ i nutidens forestillede sociolingvistiske landskab. Kapitel 8 i bogen: Hvad ved vi nu – om danske talesprog https://dgcss.hum.ku.dk/aarsberetninger/2015/hvad-ved-vi-nu-alle-filer/Hvad_ved_vi_nu_samlet.pdf