Post-panoptiske scenarier – om at udstille modparten i konflikter på nettet

Det ser vi nærmere på i månedens emne, der handler om, hvordan deltagerne i en konflikt i en gymnasieklasse strategisk anvender muligheden for at vise andres tidligere kommunikation til et udvalg af tilskuere, og hvordan det er dét, snarere end vrede formuleringer, der eskalerer konflikten. For at forklare mekanismerne i konflikten nærmere, starter vi med at skrue tiden lidt over 200 år tilbage.

Panoptisk overvågning

I slutningen af 1700-tallet designede filosoffen Jeremy Bentham det såkaldte panoptikon-fængsel. Fængslet er en rund bygning, hvor alle celler befinder sig i periferien og er udstyret med store vinduer indadtil. I centrum sidder der en vagt, som fra sin position er i stand til at kigge ind i samtlige celler. Vagten sidder i mørke, mens cellerne er oplyst. Det betyder i praksis, at de indsatte aldrig ved, hvornår de bliver overvåget.

I sin bog Discipline and Punish: The Birth of the Prison fra 1977 anvendte filosoffen Michel Foucault dette fængsel som en metafor på overvågnings sociale effekt. Pointen er, at selve muligheden for at blive overvåget får mennesker til at justere deres opførsel i overensstemmelse med forventningerne fra de autoriteter, der overvåger. På denne måde bliver overvågning et værktøj til at udføre social kontrol.

Den panoptiske metafor har været særdeles indflydelsesrig i teorier om overvågning og har vist sig effektiv til at illustrere effekten af overvågning i institutionelle sammenhænge fra skoler og hospitaler til militærbarakker og fængsler.

Post-panoptiske scenarier på sociale medier

Panoptikon-fængslet som metafor er baseret på en fysisk bygningsstruktur, klare regler, en fast distribution af magt og klare retningslinjer for, hvem der overvåger hvem – altså nærmest det modsatte af hverdagen på sociale medier. Til gengæld er monitorering og eksponering af andre blevet relevant på nye måder, hvilket har fået forskere til at argumentere for et post-panoptisk perspektiv. Lad os tage et eksempel:

Kommunikationsforskerne Karin Skovholt og Jan Svennevig udgav i 2006 et studie af medarbejderes anvendelse af cc-funktionen i e-mails på en arbejdsplads. I forbindelse med en konflikt, der udspillede sig over mail, valgte en medarbejder på et tidspunkt at anvende cc-funktionen til at indkopiere en række andre medarbejdere i tråden. Dette gav også de indkopierede medarbejdere adgang til den tidligere kommunikation. Tidspunktet til at inddrage andre var valgt, fordi medarbejderen mente, at modparten havde overreageret i den foregående mail.

Hvis vi vender tilbage til panoptikon-metaforen, bestemte medarbejderen, hvem der skulle se hvis handlinger på hvilket tidspunkt. Medarbejderen skabte på denne måde en overvågningssituation med tilbagevirkende kraft, hvor modparten blev udstillet til de personer, der blev inviteret med op i "overvågningsrummet". Den type situation har vi i vores forskergruppe kaldt for et post-panoptisk scenarie.

Siden studiet af cc-funktionen blev gennemført, har brugere af sociale medier fået udvidet mulighederne for at skabe sådanne post-panoptiske scenarier betragteligt gennem de mange muligheder, som forskellige platforme på sociale medier giver. Dette er illustreret i følgende igangværende undersøgelse.

Post-panoptiske scenarier og hverdagens SoMe-landskab

Forskningsprojektet SoMeFamily undersøger bl.a. unges indbyrdes anvendelse af sociale medier. Vi har fulgt en gymnasieklasse i et halvt år og dokumenteret, hvordan sociale relationer blev skabt og udviklet online. Fx havde klassen både en fælles Messenger-gruppe, en fælles Instagram-profil (som alle i klassen havde log-in informationer til) og en fælles Snapchat-gruppe. Projektet dokumenterer, hvordan deltagernes brug af sociale medier i høj grad tjener relationsskabende og inkluderende formål, men en gren af projektet har også haft fokus på konflikter og håndteringen af dem.

Mens vi fulgte gymnasieklassen, udspillede der sig en konflikt mellem to grupper. Konflikten fandt i høj grad sted online og spredte sig over stadig flere forskellige sociale medier. Kort fortalt skete følgende:

En gruppe fra klassen bagtalte nogle navngivne klassekammerater i en privat Messenger-gruppe. Et medlem af denne gruppe kom derefter – efter sigende ved en fejl – til at invitere en ven til de bagtalte ind i Messenger-gruppen. Denne person reagerede ved at skrive negativt om klassen på klassens fælles Instagram-profil, som ellers især blev anvendt til at vise de andre klasser på gymnasiet, hvor sjov og sammentømret klassen var (alle de andre klasser havde en tilsvarende profil). En pointe her er, at dette opslag var foretaget i klassens navn uden afsender og dermed anonymt.

En klassekammerat tog derefter et screenshot af denne offentlige nedgøring af klassen og postede det i klassens private Messenger-gruppe med en opfordring til den anonyme kritiker om at stå frem. Det gjorde han dagen efter og meldte ved samme lejlighed fra til aftenens klassefest.

Nogle uger senere lavede de bagtalte personer et fælles opslag i Messenger-gruppen for klassen, som inkluderede screenshot fra den private Messenger-gruppe, hvor de var blevet bagtalt, og hvor medlemmerne af denne gruppen optrådte ved navn. Disse screenshot havde de fået adgang til gennem den kammerat, der ved en fejl blev inviteret ind i den private Messenger-gruppe.

Den strategiske udstilling er central

En tydelig tendens i konfliktens udvikling er, at deltagerne på begge sider benytter muligheden for tilskuere på sociale medier strategisk. Instagram-opslaget udstiller klassens problemer foran resten af gymnasiet. Opslagene i klassens Messenger-gruppe udstiller henholdsvis den anonyme kritiker og navngivne personer fra den private Messenger-gruppe foran resten af klassen.

Især opslaget med screenshot fra den private gruppe mødte modstand fra de personer, der optræder på de afslørende screenshot. En person skriver sarkastisk, at "en privat besked havde været fint". En anden skriver mere direkte, at "I udstiller os til en masse mennesker som ikke burde blandes ind". En af de bagtalte personer skriver på den anden side, at hun "havde brug for [at] alle skulle vide det".

I forhold til teorien om de post-panoptiske scenarier kan vi konkludere følgende: Den strategiske udstilling af andre er central i konflikten. Deltagerne udnytter både deres fælles adgang til forskellige sociale medier og muligheden for at tage screenshot af samtaler, dele disse med hinanden og efterfølgende poste dem i nye sammenhænge. Det er de post-panoptiske scenarier, der eskalerer konflikten, og de får langt mere opmærksomhed i diskussionerne blandt klassekammeraterne end fx ordlyden i bagtalelsen eller kritikken på Instagram.

Og så er vi fremme ved, hvorfor det er relevant at bringe Foucaults forståelse af Benthams panoptikon på banen: At færdes i SoMe-landskabet indebærer muligheden for at monitorere andres adfærd, skabe dokumentation (fx i form af screenshot) og dele denne dokumentation strategisk med udvalgte grupper offline eller online – og naturligvis muligheden for, at andre gør det samme med den interaktion, man selv deltager i. Vores projekt viser, at deltagerne er bevidste om denne mulighed, at de anvender den i konfliktsituationer, og at de diskuterer normerne for, hvor grænserne går for brugen af screenshot som "bevismateriale". Dermed er post-panoptiske scenarier på godt og ondt en del af livet på og med sociale medier.

Janus Spindler Møller