Posthumanisme og katten Eskild

Men posthumanismen udfordrer den klassiske idé om mennesket som verdens dominerende centrum. I stedet for at forstå verden med mennesket som udgangspunkt, inviterer posthumanismen os til at se verden som et netværk af relationer til vores omgivelser.

Mennesket indgår altid i relationer med andre og andet, hvad enten dette er levende væsner, materielle omgivelser, klimafænomener eller noget andet. Et posthumanistisk perspektiv inviterer til analyser af disse relationer og er nærmest umuligt at komme uden om i forhold til at forstå menneskers relation til for eksempel klimaforandringer og AI-generede chat-botter. Desuden inviterer perspektivet også til en revurdering af menneskers relation til andre arter.

En af de centrale skikkelser inden for den post-humanistiske tilgang er den australske sprogforsker Alastair Pennycook. I sin bog "Posthumanist Applied Linguistics" argumenterer han for, at relationen mellem mennesker og andre arter ikke kan reduceres til en fortælling om menneskelig kontrol.

Som illustration af dette fremhæver Pennycook en analyse af forholdet mellem mennesker og ulve foretaget af biologen Carl Safina. De fleste af os kan nikke genkendende til historien om, at mennesket tæmmede ulven ved at tage en ulveunge til sig og gøre den tam. Ifølge Safina er historien langt mere kompleks. For det første lod ulve sig tæmme, fordi der var klare fordele for dem i samarbejdet. For det andet ændrede mennesker deres levevis i processen. Relationen til hunde (og andre dyr) blev definerende for, hvad det vil sige at være menneske.

I et historisk perspektiv har mennesket ifølge Pennycook udliciteret det at lugte, høre, gø, løbe og bide – tænk fx fårehunde eller politihunde her – mens hunden på den anden side har udliciteret ly, mad og sin daglige træning. Det afgørende ved Pennycooks teori er, at påvirkningen går begge veje. Vi behøver ikke gå tusindvis af år tilbage for at få øje på den pointe. Langt hen ad vejen kan vi for eksempel finde den i vores hverdag med kæledyr.

En forståelse uden mennesket som den eneste aktør

Simone Maj Holm har i sit bachelorprojekt undersøgt en familie og deres kat, Eskild. Allerede i den første kontakt med familien stod det klart, at Eskild spillede en væsentlig rolle i familien. Familien var begejstret for at deltage i bachelorprojektet, netop fordi Eskild fyldte så meget i deres liv. Det interessante for projektet er ikke bare, at familien holder af ham, men hvordan de taler om ham – og hvad det gør ved deres relationer. Eskild bliver beskrevet som "enebarn" og "teenager". Som én, der kan være utilfreds, tage beslutninger og have præferencer. Han har sit eget værelse. Sin egen sofa. Og måske, som et familiemedlem bemærker, burde han også stå på postkassen.

Det er ikke, fordi katten bliver til et menneske, men familien tilskriver ham agens. De forstår hans handlinger som meningsfulde. Når han hvæser, er det ikke bare en refleks. Det er en meningsfuld reaktion på omgivelserne. Når han foretrækker en bestemt sofa, får det konsekvenser for familiens beslutninger. Når sofaen bliver solgt, tolkes hans adfærd som utilfredshed. Eskild bliver med andre ord en aktør i familiens liv, hvor hans tilstedeværelse ikke blot opfattes som et simpelt kæledyr, men som en aktiv deltager i husstandens dynamik og beslutninger, hvilket skaber et fællesskab.

Familien samles om Eskild. De taler om ham, deler historier om ham, sender billeder af ham. Han bliver et fælles referencepunkt i en hverdag, hvor familiemedlemmer ellers lever forskellige liv. Som en af dem siger, er han "noget, vi alle kan relatere til". Det er her, det posthumanistiske perspektiv bliver tydeligt. Når Eskild inkluderes som en betydningsfuld deltager i familiens liv, peger det på en måde at forstå verden på, der udfordrer forestillingen om mennesket som den eneste centrale aktør.

Nu er det kattens værelse

Lad os tage et eksempel, hvor Maja (pseudonym) i et interview fortæller hvad der skete, da hun flyttede hjemmefra:

MAJA: Mit gamle værelse bliver også ofte kaldt kattens værelse fordi så er jeg også flyttet ud og så nogle gange når jeg er kommet ind ad døren hvis øh jeg øhh skulle være her en dag eller to så har de været sådan lidt ja nå jamen så må du jo smide katten ud. Det er kattens værelse nu det er meget tydeligt.

Marias bemærkning om, at hendes gamle værelse nu kaldes for "kattens værelse" illustrerer en vigtig pointe i posthumanistisk tænkning: At Eskild har fået et værelse, der normalt er forbeholdt mennesker, kan ses som et udtryk for familiens anerkendelse af kattens handlemuligheder og indflydelse på husstanden. Anerkendelsen af Eskilds indflytning på værelset konstruerer katten som en aktiv deltager i familiens liv og beslutningsprocesser. Dette afspejler den grundlæggende posthumanistiske målsætning om at ændre den traditionelle opfattelse af mennesket som en overlegen art.

For hvis vi kun ser verden ud fra et menneskeligt perspektiv, bliver Eskild reduceret til et kæledyr – et objekt i hjemmet. Men hvis vi ser relationen som et samspil, bliver det tydeligt, at Eskild er med til at forme familiens dynamik. Han er ikke bare til stede, han gør noget. Og måske er det netop det, posthumanismen hjælper os med at få øje på: at verden ikke kun består af mennesker, der handler, og resten der bliver handlet på, men af relationer hvor betydning opstår imellem os. Også når "os" inkluderer en kat.

Simone Maj Holm & Janus Spindler Møller

Emner