Dem og sig – i konflikt siden middelalderen

En lille bøjningsrække viser, at vi på rigsdansk bruger de personlige pronomener mig, dig, os, jer som refleksive pronomener i 1. og 2. person singularis og pluralis, mens vi i 3. person bruger et særligt refleksivt pronomen sig:

jeg klarer mig
du klarer dig
han/hun klarer sig
vi klarer os
I klarer jer
de klarer sig

Men i gammelt dansk og på ældre dialekt hed det i reglen de klarer dem – med personligt pronomen dem i 3. person pluralis.

Skiftet fra dem til sig i skriftsproget

I gammeldansk (fra ca. år 1200 til reformationen) var refleksivt pluralis dem dominerende (undtagen i kilder med svensk forlæg). De middelalderlige landskabslove Eriks Sjællandske Lov og Jyske Lov havde således enerådende dem, og det hed fx:

tha mughæ skipær gøræ thæm skip siæluæ
da må skippere gøre dem skibe selv
(Jyske Lov fra 1241)

Men i skrifter fra reformationen sker der et skift til pluralis sig, fx i teologen og reformatoren Hans Tausens oversættelse af de fem Mosebøger til dansk:

bode vaare de nøgne / mennisken oc hans mandinde / oc skammede seg dog inthet
begge var de nøgne, mennesket og hans mandinde og skammede sig dog ikke
(fra 1. Mosebog,  2. kapitel, oversat af Hans Tausen og trykt 1535)

Hans Tausen havde studeret i Martin Luthers hjemby Wittenberg, han havde læst Luthers skrifter, og han havde Luthers oversættelse blandt forlæggene for sin oversættelse af Mosebøgerne. Hans brug af sig (seg) skyldes uden tvivl kontakten med det højtyske sprog. Også andre reformatorer, der havde studeret i Wittenberg eller oversat de tyske reformatorer, skrev gennemført eller overvejende sig. 

Takket være bogtrykkerkunsten blev reformatorernes skrifter udbredt i Danmark, og de må have været normsættende, for fra sidst i 1500-tallet var pluralis sig blevet den almindelige form hos de fleste dannede skribenter. Det gælder fx for Anders Sørensen Vedel i hans Saxo-oversættelse og for teologen Niels Hemmingsen i hans ligprædikener og teologiske skrifter. Og refleksivt pluralis sig anføres da også som norm hos 1600-tallets grammatikere Erik Pontoppidan og Peder Syv.

Skriftsprog og talesprog

Hans Tausen og de andre reformatorer er uden tvivl vokset op med refleksivt pluralis dem som både tale- og skriftsprogsform. Vi kan se, at de har skiftet til sig i skriftsproget, men vi kan ikke vide med sikkerhed, om de også har skiftet i talesproget.

At skriftsprog og talesprog ikke behøver at følges ad, kan man se i Christan Molbechs Dansk Ordbog fra 1833 og 1859. Molbech beskriver "det dannede Tale- og Skriftsprog", og han skriver, at det hedder sig, "men i Talesproget høres hyppigen: Forældrene tage dem det meget nær; Præsterne blandede dem i Sagen o.s.f.".

Heraf kan man slutte, at pluralis sig ganske vist var kommet ind i talesproget, men at dem stadig var i almindelig brug. Det afsløres også af, at der er eksempler på dem (varierende med sig) hos flere af guldalderens forfattere. Det gælder fx den unge Adam Oehlenschläger, der dog senere rettede dem til sig ud fra et ønske om at skrive korrekt.

Københavnsk og odenseansk

I gamle lydoptagelser med københavnsk er refleksivt dem gået af brug hos højsociale fortællere, som er født i 1870 eller senere, mens dem endnu kan findes hos lavsociale fortællere født omkring 1890. De højsociale københavnere var gennemgående mere "boglige" end de lavsociale, og de var i højere grad underlagt et krav eller ønske om korrekthed. Det kan forklare, at de var de første, der holdt op med at sige dem.  

Også borgerne i de større provinsbyer droppede dem i 1800-tallet. H.C. Andersen, som var født 1805 i Odense, var utvivlsomt vokset op med dem. Han havde forekomster af dem i sine skrifter, selvom han bestræbte sig på at skrive korrekt. Men lavsociale odenseanere født i 1880’erne havde gennemført sig i de erindringer, de i 1950'erne sendte til Nationalmuseet – vel og mærke erindringer, der rummede flere talesprogstræk.

Dialekterne

De sidste til at indføre pluralis sig i talesproget – og de sidste til at droppe dem – var de dialekttalende.  I nogle af de traditionelle dialekter kom sig tilsyneladende først ind omkring år 1900. Og hos nogle dialekttalende kan man høre dem helt op i nutiden.

Det følgende skema viser frekvensen af dem i dialektale lydoptagelser ved Center for Dialektforskning. De fleste optagelser er fra 1970-1995, og de fleste fortællere er født 1870-1905. Men nogle er ældre og nogle yngre.

	dem	sig	i alt	% dem
Vendsyssel	13	0	13	100
Østjylland	27	2	29	93
Vestjylland	25	8	33	76
Sønderjylland	17	1	18	94
Fyn	35	18	53	66
Lolland-Falster	33	19	52	63
Sjælland	46	21	67	69
Bornholm	13	0	13	100

Som det ses, er dem bedst bevaret i Jylland og på Bornholm. Det svarer til, at jysk og bornholmsk generelt er mindre påvirket af rigsdansk end ømålene. Det er uvist, hvorfor vestjysk har lavere frekvens end andet jysk.

 Eksempler på den brug af refleksivt dem i dialekterne, som tallene dækker over, kan se således ud:

1. Der var nogen der dristede dem til at komme en smule krudt i (i helligtrekonger-lysene) (Vendsyssel)
2. De ville se dem lidt om (Vestjylland)
3. Så fik de en skilling, de skulle more dem for (Østjylland)
4. De andre to (søstre) fik dem en brudgom og blev gift (Sønderjylland)
5. Der lå altid nogle hugorme og solede dem (Fyn)
6. (køerne måtte svømme uden om hegnet) men det tog de dem itte af, for de var jo vant til det (Sjælland)
7. De havde ikke store penge at slå fra dem med dengang (Falster)
8. (Byboerne) de følte jo ligegodt ved dem selv at de var noget mere end vi andre (Lolland)
9. De skulle have dem en sup (dvs. dram) at styrke dem på (Bornholm)

Skiftet i talesproget

Skiftet fra dem til sig i talesproget fandt sted tidligst i bysprog som københavnsk og odenseansk. I højsociale lag skete det ved påvirkning fra skriftsproget, der af mange var anset som det mest korrekte sprog. I lavsociale lag er det uvist, om påvirkning fra skole og skriftsprog eller påvirkning fra højsocialt sprog betød mest.

I dialekterne var afstanden mellem talesprog og skriftsprog generelt større end i københavnsk, og påvirkningen fra skriftsproget generelt mindre. Men her skete der en påvirkning fra bysprogene – især fra sidst i 1800-tallet, hvor mange dialekttalende flyttede til byerne og tog former fra bysprogene med hjem.

Karen Margrethe Pedersen