Hvordan rigsmålet kom til at nærme sig skriftsproget – Københavns Universitet

dialekt.dk > Månedens emne > Hvordan rigsmålet kom ...

15. november 2019

Hvordan rigsmålet kom til at nærme sig skriftsproget

Månedens emne

Indtil 1800-tallet havde der i mere end 200 år været to forskellige normer for dannet talesprog, et samtalesprog og et foredrags- og prædikensprog. Det ændrede sig i takt med at der kom nye deltagere i det offentlige liv – og overraskende nok betød det at talen kom nærmere på skriften.

Det traditionelle rigsmål fandt sin form i løbet af 1800-tallet. Det bestemmes i 1890 som "det dannede sprog hos dem, på hvis udtale man ikke kan høre, fra hvad egn de stammer" – med en tilføjelse om at det er "naturligvis væsentlig bestemt ved de højere klassers tale i København, men forskelligt fra simpelt københavnsk". Indtil da havde der i mere end 200 år været to forskellige normer for dannet talesprog med hver sin funktion, et samtalesprog og et foredrags- og prædikensprog. Dertil kom dialekterne som op mod 80% af befolkningen talte, men det er ikke dem det her drejer sig om.

Altertavle fra 1561
Med reformationen opstod et skarpt skel mellem talesproget og prædikensproget som i højere grad blev en læseudtale. (Altertavle fra 1561 af ukendt kunstner i Torslunde Kirke på Sjælland). 

I 1747 skriver grammatikeren Jens Høysgaard

"Endskiønt det er en misbrug at sige ha for have, at leje for at lege &c, saa lader og lyder det dog vel at sige ha og leje &c, men noget ilde at sige have og lege i samtaler […] Derimod vilde det lyde ilde og negligent [dvs. skødesløst], om nogen paa en Prædike-stol vilde sige en lej eller at leje i steden for leg og lege; laaft for lovet; dej, mej, sej for dig, mig sig o.s.f."

Citatet viser at der var stor forskel på udtalen i foredrags- og prædikensproget og så "den velopdragnes udtale i det borgerlige liv", dvs. det almindelige dannede samtalesprog, der især blev brugt af borgerskabet i byerne.

Heller ikke dengang blev alt udtalt i talesproget

I samtalesproget blev ord som begreb, gribe, købe, slæbe, strube udtalt med -w(ə), og både -d og -g var meget ofte stumt. Man sagde ikke bare klær 'klæder' men også læ'r 'læder' og rie 'ride', og det hed pie 'pige', rye 'ryge', lue 'luge', dɑ’ ''dag'. Til skriftens -eg og -øg svarede en udtale med j-diftong, mens -åg og visse ord med -ag blev udtalt med w. Det hed altså æjən 'egen', röj' 'røg', våwnə 'vågne', mαw'ɔ 'mager'.

læ'r eller læ'ðɔ? Udviklingen i talesproget går ikke altid mod mere reducerede former, heller ikke for de ord der betegner helt dagligdags fænomener. (Billede fra Wikipedia). 

Et andet karakteristisk træk ved samtalesproget var assimilerede udtaleformer af ord med -l, -n og -r + d, g, j, v. Det hed bɔl', sælə, bɑlə, hɑlə, gulɔ (bold, sælge, balje, halve, gulve (egentlig gulver)), og man sagde ɑnɔ, my·rə, sbörə, töɹ' (andre, myrde, spørge, tørv). Dertil kom at nogle meget frekvente verber havde kontraherede former, fx blir, gir, sir, hɑr, lɑr, tɑr, spør, og i blev, havde, haft, sagde, gav, givet var konsonanten svundet, man sagde altså ble', hɑ·ðə, hɑt, sa·, gɑ', gi·əð. Sidst men ikke mindst havde en række pronominer udtaleformer der lå langt fra skriften: di 'de', de 'det' og mɑj, dɑj, sɑj 'mig, dig, sig'.

Foredrags- og prædikensproget var derimod en slags bogstavret læseudtale, dvs. man udtalte mange af de bogstaver som i samtalesproget var stumme og sagde ikke blot læ'ðɔ 'læder' og bo·ðɔ 'boder', men udtalte også -d- i ord som joɹ'dən, og blødt -g i rø'ɋ 'røg' og le'ɋ 'leg', samt -v i hɑl'v 'halv' og kuɹ'v 'kurv'. På prædikestolen hed det bli'vɔ, ble'v, hɑ·vɔ, hαwdə, sαɋdə (bliver, blev, har, havde, sagde) og 'det' rimede på 'ret', 'de' på 'se' og 'mig, dig, sig' rimede på 'underlig', ikke på 'vej'.

Opkomlingene hjalp til at nedbryde skellet

Den skarpe skelnen mellem to registre var opstået da gudstjenestesproget med reformationen efter Luthers forskrifter blev en læseudtale, men den blev problematiseret i begyndelsen af 1800-tallet. Man begyndte at betragte foredrags- og prædikensproget som affekteret og unaturligt, og det blev efterhånden opgivet, men en del af de bogstavrette udtaleformer indgik i det rigsmål der voksede frem fra midt i århundredet. Nu hed det gri·bə, kø·bə, ri·ðə, ry·ɋə, bø'ɋↄ, vå·ɋnə (gribe, købe, ride, ryge, bøger, vågne) – men det hed stadig löj', lɑj' 'løg, leg', og det hed ɑjən (egen) men e·ɋənsgɑ'b (egenskab) osv. Heller ikke ld-, nd- og rd-kombinationerne fulgtes ad: det hed kↄl' (kold) men bↄl'd (bold), moɹ' (mord) men myɹdə (myrde), og man sagde hæn'ɔ 'hænder' men fiɹhæn'diɋ (firhændig).

Rigsmålets tilnærmelse til skriften fandt sted over en lang periode og var ikke konsekvent. I dag er det nok kun jyder der udtaler 'burde' som bu·ɹ, men der er ikke fuld enighed om 'turde' hedder tu·ɹ eller tuɹdə, og langt op i 1900-tallet var der københavnske borgerlige kredse der fastholdt udtaler uden ð som bregɑ·ðə 'Bredgade', røkå'l 'rødkål' og rettede én hvis man sagde sneð'gↄ 'snedker'. Det afslørede taleren som en opkomling der brugte overkorrekte former.

Og det er måske en del af forklaringen på de udtaleændringer der tog fart især i 1830'erne og 40'erne: Der kom mange nye deltagere i det offentlige liv der ikke havde en "dannet" baggrund, og hvordan skulle de så tale? Dialekt var ikke velset i Danmark, men hvad skulle de sætte i stedet? Skriftsproget spillede en meget stor rolle i 1800-tallet, så det var oplagt at betragte det som et mønster, og det offentlige bogstavrette foredragssprog var velkendt som en slags realisering af skriftsproget, så det lå lige for at hente former fra det.  

Men de allermest brugte ord som pronominerne og de mest almindelige verber stod så stærkt at de overlevede med de gamle former fjernt fra skriften. Ganske som dialektformer indimellem kan overleve i de mest brugte ord.

Inge Lise Pedersen