Taler man som sit sted? – om lokaltilknytning og dialektbrug

Inden for dialektforskningen har man traditionelt beskrevet dialekt blandt mennesker, der er født og opvokset på det sted, hvis dialekt man er interesseret i. Det har man gjort ud fra den antagelse, at indfødte talere bedst repræsenterer stedets dialekt. Det er dog langt fra givet, at man taler dialekt, bare fordi man er født i et dialekttalende område. Ligesom det heller ikke er givet, at tilflyttere er dårligere repræsentanter for et områdes dialekt.

I forbindelse med en nylig afsluttet undersøgelse blandt 9. klasseelever på Bylderup Skole i Sønderjylland har vi derfor udviklet en metode til at undersøge elevernes forskellige grader af lokaltilknytning i relation til deres brug af dialekt.

I undersøgelsen har vi målt de unges lokaltilknytning ved at lave et såkaldt lokaltilknytningsindeks. Indekset er baseret på otte faktorer, der afspejler elevernes fortidige, nuværende og fremtidige tilknytning til lokalområdet:

Tilknytning til lokalområdet (fortid)

• Hvor er moren født?
• Hvor er faren født?
• Hvor er eleven født og opvokset?
• Hvor har eleven gået i skole?

Tilknytning til lokalområdet (nutid)

• Hvor ligger et evt. fritidsjob?
• Hvor foregår fritidsaktiviteter?
• Hvor kommer kammeraterne fra?

Forestillet tilknytning til lokalområdet (fremtid)

• Hvor forestiller eleven sig at bo i fremtiden?
   

De otte faktorer er udvalgt med udgangspunkt i resultater og hypoteser fra tidligere studier. I undersøgelsen blev elevernes lokaltilknytning omregnet til en skala, der gik fra 1 til 100. Afhængig af, om svarene på de otte spørgsmål relaterede sig til det helt nære lokalsamfund (Tinglev Kommune), til landsdelen (Sønderjylland) eller til uden for landsdelen (Danmark eller udlandet), fik eleverne 0, 1 eller 2 point. En elev fik således 2 point, hvis vedkommendes mor var født i Tinglev Kommune, 1 point hvis hun var født i Sønderjylland, og 0 point hvis hun var født uden for Sønderjylland. Alle point blev lagt sammen og divideret med 8 (antallet af faktorer) og ganget med 50. På den måde kunne vi udregne et indekstal for hver elev på mellem 1 og 100.

Elevernes lokaltilknytningsindeks blev herefter sammenlignet med deres brug af tre sønderjyske dialekttræk:

• det personlige pronomen (siger de æ eller jeg)
• for- eller bagvedstillet artikel (siger de æ hus eller huset)
• udtalen af gammeldansk k (som i ordet kage, hvor skriftens g enten udtales med en lyd svarende til ch i tysk machen eller som på standarddansk).

Resultaterne for hver elev kan ses i figuren herunder, der viser den gennemsnitlige brug af de tre dialekttræk (den lodrette akse) og scoren i lokaltilknytningsindekset (den vandrette akse).

Figuren giver altså et overblik over eventuelle sammenfald mellem sprogbrug og lokaltilknytning hos eleverne. De to tendenslinjer indikerer, at der er sammenfald – mest hos drengene (den blå linje), men også for pigerne (den orange linje). Overordnet set er det altså sådan, at jo højere personen scorer i lokaltilknytningsindekset, desto højere andel dialekttræk bruger vedkommende. Og omvendt: Jo mere dialekt der bruges, jo større grad af lokaltilknytning.

Men tendensen er kun helt overordnet. Der er flere interessante undtagelser fra mønsteret. For eksempel er der to drenge, der "kun" scorer lidt over 40 i lokaltilknytning, men samtidig bruger en masse sønderjysk dialekt. Årsagen til deres relativt lave score for lokaltilknytning er, at deres forældre er født uden for Danmark. Deres udenlandske baggrund forhindrer altså ikke drengene i at tale sønderjysk – tværtimod. Til sammenligning viser figuren også, at der er fire piger, der scorer højt på lokaltilknytning (de fire orange prikker i nederste højre hjørne), men for dem har den høje grad af lokaltilknytning altså ikke fået dem til at tale traditionelt sønderjysk – de har en relativ lav dialektscore.

Der er ikke på samme måde drenge i undersøgelsen, der har en høj lokaltilknytning uden samtidig at bruge dialekt. Undersøgelsen peger derfor også på, at køn indgår som en væsentlig faktor i forhold til lokaltilknytning og dialektbrug. Måske har drengene mere at vinde ved at tale dialekt, mens det for pigerne måske opleves som mere fordelagtigt at tale standarddansk. Dette er i hvert fald et resultat, som ligner resultater fra flere tidligere undersøgelser, blandt andet i nordvestjyske Vinderup, der viser, at drenge i højere grad end piger holder fast i den lokale dialekt.

Malene Monka, Pia Quist & Astrid Ravn Skovse