Tre generationers fynsk

Jeg blev født i 1939 og voksede op i en traditionel landbokultur, selv om der i løbet af min barndom skete visse moderniseringer. Vi fik malkemaskine og halmblæser, og kassevognen blev erstattet af en gummivogn, men vi brugte stadig heste. Vi fik også fryseboks, røremaskine, flaskegas til at supplere komfuret og Ferm vaskemaskine, men gruekedlen blev stadig brugt, også til ølbrygning. Der blev indlagt vand, men kun koldt. Centralvarme og badeværelse havde vi ikke.

Hverken dagliglivet eller lokalsamfundets organisering med landsbyskole og lokalt foreningsliv var grundlæggende ændret. Der skete en vis udtynding af dialekten, både hvad angik udtale og bøjning, men mit ordforråd omfattede stadig mange ord der ikke hørte til standardsproget eller havde en afvigende betydning.

Ordene fra livet på landet

Mange af de ord der var bevaret, var knyttet til livet på landet. En tidligere eng hed stadig maden, og der var hælder (skråninger) og knotter (små stejle bakker) og måske flyder (vandårer) på markerne. Når vi høstede, blev der hugget hul med mejetøj, og kornet blev samlet til neg med en kratte (trærive med 4-5 lange tænder) og sat i ånesteder (travehobe). Når det var tørt, blev det kørt ind med en høstvogn forsynet med høsthaver og høstlad og sat i korngulvet og på slyden (stænget), og noget blev sat i hæs. Ved roeudtynding og -optagning delte man marken i bytter, dvs. det antal rækker som man arbejdede med ad gangen.

Før pinse skulle bindingsværksbygningerne kalkes og stolpes af, dvs. tømmeret skulle males eller tjæres, og der skulle jævnligt ryˑnəs (repareres rygning). Gårdens fire længer rummede bl.a. brændehus, huggehus (værksted), vognport (redskabsrum), med en slippe (smal passage) mellem den og stuehuset. I staldene var der stader (båse), og i gårdet (på gårdspladsen) stod (vand)posten. Både tudser og frøer blev kaldt pajder, og haner var kokke. Vi havde liggehøns, og vi børn var optaget af når æggene begyndte at språs (der gik hul i dem).

Vi måtte ikke pirre i maden, og vi brugte ikke bestik men knivtøj, en krakeleret tallerken var kæˑɹt (kirret), og tøj kunne spryj ˈu (spryde ud) hvis det var syet for yderligt.

At slå hul på ankelknoen hed at skejte sig, troˑnə (trunde) betød at det prikkede i fingrene af kulde, hørre (snurre rundt) og stiws (stives) at snurre rundt parvis med stive ben. Om sommeren kunne vi plotte (plaske) i vand, om vinteren kunne vi stå på isslæde og stage os frem med en ijsgaˀjd (isgad), og sule hinanden (give en vasker).

Min mors generation

Min mor, Ingeborg (1914-2008), brugte desuden mange ord som vi børn havde aflagt men godt forstod, såsom blegfiset (bleg), grimet (snavset i ansigtet), hjulbar (trillebør), klåˀd (plag), krykke (håndtag fx på le), pibeskid, pugge (tudse), redəreˀəɹ sæj (retirere sig, klare sig selv), seje (sene i kød), skrubforklæde (af sækkelærred), snekvaˀɹ (tøsne), spyjs (pudsig), visnæset (næsvis), vole (hævet stribe), væld (kilde).

Hun kunne sætte i støˀw (sætte fx korn i blød), men sagde ikke steˀw som de der var ældre end hende, og vasketøj blev sat i blød og ikke i støˀw. Hun omtalte naboens tӧɹˑ köˑw (tørvekove, brændeskur med tag helt ned til jorden), men brugte ikke ordet kove om andre bygninger.

Min bedstemors generation

Det gjorde min mormor Henriette (1880-1955), og hun sagde også potetter om kartofler og skørost om friskost, fx rygeost.

En ko der ikke malkes, fordi den snart skal kælve var sæjˀn (sen, gold), og det var ræˑlə (ræddeligt) hvis en ko ikke ville læ neˀɹ (lade mælken strømme ned i patterne).

En person kunne være kiˀw iˀt (ked af det), nowlə (nodelig, dårlig), vöˀw (våg, syg) eller ville træde (drille), og hun brugte ord som flij (fly, række), mens Ingeborg kun brugte den faste forbindelse flij ˈte, fx om at række neg til den der lægger i tærskeværket. Henriette sagde fajlə (fælled, kreaturfold), höwdə i vejret (stilne af), lempe (gøre, lave), og når hun havde stunder, bandt hun hoser (strikkede strømper).

Alle disse ord – og mange flere – blev kun brugt af de ældre, men var kendt og forstået af os alle. Men snart gik det hurtigere. Jeg har derfor inddraget min lillesøster Hannes sprogbrug. Hun er født i 1950 og bor stadig i Vissenbjerg. Hanne kender ikke flyde, hælde, kirret, klod, kratte, made, skejte og språs. Hun kender derimod bytte, post, pugge og slyden, men har aldrig selv brugt dem. Men hun kan stadig sige gårde, knivtøj, knotte, kok, pajde, pirre, plotte, slippe, stives, sule og visnæset; selv isgad og trunde og ånested har overlevet, og hun kalder stadig et æbleskrog for æblefis.

Som eksemplerne viser, er en del ord gået af brug på grund af moderniseringen. De ting eller processer de betegner, er gået af brug, og når hjulbarren skulle fornys, var det en trillebør der var til salg. Andre er blevet udkonkurreret af standardsprogets allestedsnærværende gloser. Især gælder det personbeskrivende adjektiver som tidligt blev udskiftet. Kun visnæset bruges stadig. Ord fra den helt nære, konkrete dagligdag har tilsyneladende været mest livskraftige. Nogle levede videre som navne, fx maden om en tidligere eng, og måske uden at betydningen var kendt: vi havde fx kæˑlæwlɹ i haven, men var ikke klar over at det var kildeæbler, for udtalen kæˑl af kilde var for længst gået af brug.

Inge Lise Pedersen

Emner